Anmeldelse: ‘The Big Cigar’ fortæller en virkelig historie, der er så vanvittig, at man ikke kunne have fundet på den

‘Den farligste mand på planeten’ blev han kaldt, Huey P. Newton. Manden, der sagde ordene, var FBI-leder Edgar J. Hoover, og grunden til, at han syntes, Newton var sådan en samfundsfare, var fordi, Newton var blevet ansigtet på den revolution, dele af den sorte befolkning ønskede og støttede op om.

Newton havde været med til at grundlægge organisationen ‘Black Panther Party’, der bl.a. plæderede for en ‘policing the police’ på grund af den racistiske chikane, mange sorte blev udsat for af det amerikanske politi.

Fiktion om Black Panther

Hvad der er gået tabt i mytologiseringen af den militante del af Black Panthers’ manifester er dog også, at de lige så meget arbejdede for sociale omvæltninger i storbyernes lokalsamfund.

Gratis morgenmad til skolebørn var et af deres initiativer, der begyndte i Oakland i 1969 og hurtigt bredte sig ud over USA. Læge- og medicinklinikker for de fattige sorte var et andet initiativ. Men meget lidt af den del er overleveret til populærkulturen og til senere tider.

I det hele taget findes der forbavsende lidt fiktionsmateriale om Black Panthers. Måske fordi det har været svært at finde finansiering til?

Baseret på en virkelig historie

Nu står Apple TV+ bag The Big Cigar, der fortæller historien om Huey P. Newton. Både om hans politiske arbejde, de race-uretfærdigheder, han og mange andre konstant blev udsat for, den chikane fra politi og FBI, han var forfulgt af det meste af sit voksne liv, og ikke mindst om hvordan det lykkedes ham at flygte fra FBI til Cuba i 1974 med hjælp fra en berømt Hollywood-producer.

Især sidstnævnte hører til i den kulørte afdeling og fik da også journalisten Joshua Bearman til at skrive en lang artikel om begivenhederne i Playboy i 2012. En artikel, som serien er baseret på. Bearman var i øvrigt også manden, der skrev artiklen, som dannede grundlag for filmen Argo. Same same but different.

Hollywoods hotteste producer

Hollywood-produceren, der hjalp Newton, var Bert Schneider. I dag ringer det navn måske ikke mange klokker, men i 1970’erne var Schneider the shit. Han og hans makker lavede film som Easy Rider, Five Easy Pieces, The Last Picture Show, den Oscarvindende dokumentar Hearts and Minds og Days of Heaven af en ny instruktør ved navn Terrence Malick.

Bert Schneider hørte til den mere liberale del af Hollywood, der bakkede op om Black Panthers. Undervejs blev Schneider og Newton også personlige venner, og det var Schneiders idé at iværksætte en fake film, der skulle være et dække for at få Newton bragt til Cuba.

Newton var på dette tidspunkt blevet anklaget af politiet for mordet på en prostitueret. En anklage, han selv bedyrede, han var uskyldig i og var en del af myndighedernes chikane, og som han senere da også blev frikendt for.

Huey, ikke Bert

At en hvid filmproducer var med til at redde en Black Panther-leder ud af landet kunne nemt få en smag af ‘white saviour’-historie over sig, men det har serien behændigt undgået. Bl.a. på grund af feedback fra André Holland, der spiller Newton, og Don Cheadle, der både er producer på serien og instruktør af et par afsnit. I stedet for at have gjort Bert Schneider til hovedpersonen er fokus lagt og bevaret på Newton selv.

Klogt valg. Til gengæld har serien sværere ved at finde sin tone. Den er for det meste alvorligt drama, men der er også scener, der er ment til at være komiske. Flere steder er det ikke helt til at fornemme, om scenen skal tages alvorligt eller med vilje er over the top. Det skaber en ujævnhed i fortællingen. Ligesom vægtningen af hvad serien synes, er sjovt at vise, gør. Der bliver eksempelvis brugt hele to afsnit mod slutningen på selve flugten til Cuba, den kulørte del af historien, og ikke så meget på hvad Black Panthers egentlig ville. Hvilket er en skam.

Sjov eller seriøs?

André Holland som Newton er for det meste fyldestgørende. Med film som Selma og Moonlight og serien The Knick har han for længst vist, at han er en dygtig skuespiller. Han spiller dog til den gravalvorlige side, også i komediescenerne, hvilket giver en diskrepans i udtryk og tone, der igen er med til at skabe seriens ujævnhed.

Til gengæld shiner Alessandro Nivola i rollen som Bert Schneider, uanset om man skal grine eller græde over ham, og serien må være en reminder om at bruge Nivola i roller med mere kød på, end han får givet.

Historiebøgernes glemte sider

De fortællemæssige ambitioner er helt tydeligt store i The Big Cigar og for bare at ville vise en anden og mere nuanceret side af Black Panthers end den skurkagtige, der er blevet tegnet op i historiebøgerne af det hvide establishment i USA, gør serien til seværdig underholdning.

Med i købet får man en virkelig begivenhed, der næsten overgår fiktionen i skørhed. ‘You can’t make this shit up’, som man siger. Det er The Big Cigar et glimrende eksempel på.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: