Anmeldelse: ’The Decameron’ er et formidabelt festmåltid af grin

Allerede fra introen, står det klart, at Netflix’ The Decameron kommer til at være en galgenhumoristisk fornøjelse.

Et utal af animerede rotter bevæger sig over skærmen og danner underfundige billeder, mens den The White Lotus-agtige musik akkompagnerer dem. Seriens tema med sex og død, bliver der slået en tyk streg under, da man først ser en enkelt rotte dø, hvorefter kameraet bevæger sig op til to, der knalder lige ovenover den.

Vi er i Firenze i 1348.

Pestepidemien ’Den sorte død hærger Europa, inklusiv den italienske by. Hungersnød og armod har indfundet sig blandt alle beboerne.

Eller i hvert fald den fattige del.

De rige har stadig mulighed for at forskanse sig i deres bolig med privatlæger og alskens fornødenheder. Men selv ikke de er i sikkerhed for den smitsomme dræber.

Derfor er det fristende for en håndfuld af de bedre borgerskab at smutte ud af byen – altså dem, der stadig er i live. Viscount Leonardo indbyder alle med den rette pengepung til bo hos ham i hans luksuriøse hjem på landet, Villa Santa.

En efter en kommer de. Hvad de dog ikke ved er, at viscounten i mellemtiden er død af pest. Men hans tyende, med den snarrådige Sirisco (Tony Hale) i spidsen, lader som om, han bare er ude at rejse. For hvis ingen ved, han er død, er der ingen, som kan komme og smide dem på porten.

Dermed starter en hysterisk underholdende omgang rygstikkeri og knalden på kryds og tværs, der får Paradis Hotel til at ligne en bly sommerfest i den lokale afholdsforening.

Vidunderligt løssluppen fortolkning

Serien er en fri fortolkning af Giovanni Boccaccios novellesamling, The Decameron.

I stedet for at være en tro og tekstnær adaptation, har serieskaber Kathleen Jordan valgt en mere interessant og sprudlende tilgang.

Ved at bruge forlægget som inspiration, får Netflix-serien det æstetiske udtryk og libertiner-indstillingen til at nyde alt, hvad livet har at byde på, krydret med moderne manuskriptforfatteres sans for pinlig komik og spiddende satire.

Det er dog ikke klassiske ’eat the rich’, hvor de fattige er gode, retfærdige typer, mens de rige bare er nogle dumme svin. Næh, alle har en eller anden form for livsanskuelse, fordom eller opportunisme, der gør, at de på et eller andet tidspunkt er lidt træls.

Skal man vælge en, det gælder mindst for, er det Licisca (Tanya Reynolds). Hun er tjenestepige for rigmandsdatteren Filomena (Jessica Plummer), men på vej til Villa Santa, skubber hun sin chef udover en bro.

Licisca overtager derefter hendes identitet og begiver sig til landstedet. Maskeraden fungerer da også fint, indtil Filomena pludselig dukker op igen. Men så er det jo godt, at når først man har hævdet man er rig, er det svært at modbevise, når den eneste til at sige det modsatte, er en kvinde dækket af snavs og mudder.

Og husk på, Licisca er den gode i gruppen af mennesker, der nu residerer i Villa Santa.

Udover hende, Filomena og tjenestefolkene, inkluderer det rigmandsdatteren Pampinea (Zosia Mamet) – der kom dertil for at blive gift med Leonardo – og hendes tjenestepige, den evigt loyale og til tider maniske Misia (Saoirse-Monica Jackson). Der er det dysfunktionelle ægtepar Neifile (Lou Gala) og Panfilo (Karan Gill) og den halvdumme rigmand Tindaro (Douggie McMeekin) og hans småsuspekte læge, kvindebedåreren Dioneo (Amar Chadha-Patel).

En eklektisk gruppe, hvor alliancer skifter lige hurtigt og uforudsigeligt som pestluften blæser.

Supersmød italiensk flirt

The Decameron er med sine otte afsnit på lige knap 50 minutter hver, et formidabelt festmåltid af grin.

Humoren lægger sig et sted mellem førnævnte The White Lotus og den grovkornede amerikanske politiske komedie Veep, med et snert af den fabelagtige Derry Girls.

En perfekt blanding af amerikansk og britisk humor, når det er bedst.

Og The Decameron er også med længder den bedste komedieserie i juli, endda hele sommeren. Bedst som man tror, at man har regnet ud, hvordan det hele skal forløbet, finder Kathleen Jordan og resten af holdet en ny og overraskende drejning til historien.

Det er også i den henseende, at hele Danmarks yndlingssvensker Fares Fares pludselig dukker op, som en slægtning til Leonardo. Han giver den fuld gas som brovtende greve med usandsynligt store tanker om sig selv og foragt for alle, han ikke mener er hans ligemand.

Skuespilpræstationerne er fuldkommen eminente over hele linjen, hvor netop afsnittenes længde giver mulighed for, at figurerne kan blive udfoldet og nuanceret, så det ikke ender i ren karikatur-gakkerier.

Tanya Reynolds er en funklende stjerne og viser helt nye sider af talentet end det vi allerede har stiftet bekendtskab med fra hendes rolle i Sex Education. Blandt de mange spektakulære præstationer, har hun den vanskelige funktion af at være den, der skal holde serien nede på jorden, så den ikke stikker fuldstændig af.

Det løser hun til perfektion med en sympatisk umiddelbarhed, hvor man ikke kan gøre andet end at heppe på hende.

Med scenestjælere som Zosia Mamet, Douggie McMeekin, Saoirse-Monica Jackson og ikke mindst Tony Hale på rollebesætningen, kunne man frygte, at nogle karakterer og skuespillere ville blive klemt eller glemt.

Igen er vi nødt til at rose Kathleen Jordan og resten af forfatterstaben for at have skrevet sådan nogle gode figurer, at ingen føles som fyld. Og så selvfølgelig skuespillerne, der kaster sig ind i rollerne med liv og sjæl.

Især Amar Chadha-Patel som fuckboy-lægen, alle mænd og kvinder ikke kan lade være med at savle over. Om han rent faktisk er en flink fyr eller bare en liderlig lurendrejer, forbliver fint tvetydig, så du aldrig helt ved, hvor man har ham.

Der er langt mere end 50 nuancer af grå i The Decameron og flere hormoner i spil end samtlige sæsoner af Bridgerton tilsammen.

Det er komik i ypperste klasse, serveret med et frækt og satirisk glimt i øjet, så det er umuligt ikke at blive besnæret.

The Decameron er den supersmøde italienske flirt, du tænker på og får et fjoget smil på læben af. Og præcis som den her Netflix-serie, er det et crush, der ikke lige umiddelbart forsvinder.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: