Anmeldelse: Den fænomenale familiesaga ’Pachinko’ er som ingen andre - tak for det!

Første sæson af slægtssagaen Pachinko på Apple TV+ var en ren tour de force i historiefortælling.

Adaptationen af Min Jin Lees bestsellerroman handler om en koreansk familie, som vi følger igennem fire generationer fra 1915 til 1989.

I den ene tidsperiode, centreret om årene omkring 2. Verdenskrig, er det den handlekraftige kvinde Sunja (Kim Min-ha), der er den umiddelbare hovedperson. Hun er også med i 1989-delen, hvor det er hendes barnebarn Solomon (Jin Ha), som er i fokus.

Sjældent har så meget drama været præsenteret så elegant og organisk. Ikke et sekund i første sæson føltes overflødigt, og det var umuligt ikke at føle personernes sejre og nederlag lige så stærkt, som de gjorde.

Alene introen gav undertegnede tårer i øjnene. Til tonerne af Let’s Live for Today af The Grass Roots blev en kombination af arkivklip og de dansende skuespillere simpelthen for overvældende.

Helt samme niveau er ikke til stede i anden sæson.

For det første er introsangen blevet udskiftet til en anden The Grass Roots sang. Wait a Million Years rammer på ingen måde ligesom forgængeren, men efter en håndfuld afsnit er det dog umuligt ikke at sidde og rokke med hovedet i takt til musikken.

Måden, historien bliver fortalt, er præcis lige som i etteren.

Der er to forskellige tidsperioder, hvor vi i den ende har den unge Sunja og i den anden den ældre (Oscarvinderen fra Minari, Youn Yuh-jung). Serieskaber og hovedforfatter Soo Hugh har igen et eminent greb om at fortælle det fascinerende drama, om end vi ikke er helt oppe på samme mesterlige niveau som i første sæson – men i Pachinko­-kontekst, kan mindre helt klart også gøre det.

En æstetisk lækkerbisken

Selv om historien stadig svæver afsted på samme mesterlige vis, er udtrykket markant anderledes.

Hvor første sæson havde et meget jævnt og ensrettet visuelt udtryk, er der langt mere variation. Nogle gode filtre giver illusionen af, at nogle scener er optaget på grynet celluloid. Det er som at blive hensat til 60'erne og 70'erne, hvor nye genier gentænkte, hvordan man skulle præsentere historier på film.

Historierne, som den i Pachinko, har altid eksisteret.

Forskellen findes i, hvordan de bliver præsenteret for publikum. Anden sæsons helt store perle i den forstand, er afsnit fem.

Afsnittet adskiller sig visuelt markant fra de andre ved at blive præsenteret i sort/hvid i det gamle kasseformat 4:3. Uden et ord, men blot ved hurtige skud af arbejdere, som udfører deres dont, bliver vi hurtigt bevidste om, at vi er på en våbenfabrik.

Et tekststykke afslører, at vi helt præcis er i Nagasaki 1. august, 1945.

Kan man sin 2. Verdenskrigshistorie nogenlunde, ved man godt, hvad der kommer til at ske få dage efter, 9. august. Vi følger Kyunghees (Jung Eun-chae) mand Yoseb (Han Jun-woo), der er blevet udstationeret på fabrikken. Alle skal gøre deres for at hjælpe krigsindsatsen, og hans er at lave kugler.

Hvor vi i et tidligere afsnit har set Osaka blive fortæret af et flammehav som følge af et amerikansk bombetogt, er destruktionen af Nagasaki anderledes mådeholdent formidlet.

Vi ser det, som Yoseb gør det. Et kraftigt lysglimt og en tinnitus-inducerende hyletone, og så bliver alt sort. På et øjeblik er alt forandret. Det næste, vi ser, er fra hans øjne, der forsøger at åbne sig. Som at væve ind og ud af en tåge kommer han langsomt til sig selv, og verden er igen i farver, men for evigt forandret.

Det er den slags filmiske greb, som er med til at gøre Pachinko til noget særligt, og som adskiller serien fra mængden.

Familiens arv

Fortiden er stærk i Pachinko og et kærkomment tidsspring giver muligheder for, at historien kan komme endnu et nøk videre i tredje sæson.

I denne omgang er 89-delen af historien mere anspændt end før. Solomon er bitter over, at karrieren ikke forløber lige så perfekt, som han havde forestillet sig.

Kynismen er langsomt ved at få et tiltagende større greb i ham. Tolerancen for, hvad han vil stå model til på daglig basis, er aftagende, hvilket en småracistisk japaner får at vide, da Solomon giver vedkommende et møgfald af uset rang.

Det er i hvert fald ikke nu, at den unge forretningsmand har i sinde at tolerere, hvis nogen taler grimt om ham eller hans elskede bedstemors herkomst.

Den ældre Sunja oplever også lidt af hvert henimod livets afslutning.

Et venskab blomstrer med en japansk mand (Jun Kunimura), hvor de to blandt andet har en hyggelig aften på en mexicansk restaurant. For kvinden, der altid har været vant til at servicere andre, er det en skøn oplevelse.

Alt er dog ikke, som det umiddelbart synes. Sådan er det aldrig i Pachinko. Der er altid flere lag, og i takt med, at afsnittene udfolder sig, bliver lagene også skrællet væk. Derved kommer vi helt ind under huden på personerne. De øjeblikke, hvor verden virker fuld af muligheder og dér, hvor den benhårde, brutale virkelighed dræber al glæde.

Soo Hugh dirigerer med sikker hånd adaptationen af den hæderkronede bog, hvor der også er plads til at afvige fra eller, rettere sagt, udvide forlægget.

Selv om der ikke helt er den samme nerve og friskhed i fortællingen i anden ombæring, som der var i første sæson, findes der stadig ikke en finere og mere rørende familiesaga i serieland lige nu end Pachinko.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: