Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Der er ikke så meget ekstraordinært over ’Extraordinary’

AfDaniel Lindekilde Engberg
24. januar 2023
Extraordinary anmeldelse
Mairead Tyers som Jen i Extraordinary / Foto: Natalie Seery/Disney+ © 2021.

Del artikel

For en serie, hvis præmis er, at den foregår i en verden, hvor alle har superkræfter, lægges der i ’Extraordinary’ ikke særlig stor vægt på superkræfterne.

I en verden, hvor alle får superkræfter, når de bliver 18, er det ret nederen at være en af de eneste på planeten Jorden uden en kraft. Det er præcis den situation, Jen (Máiréad Tyers) befinder sig i.

Jen er på noget af et lavpunkt i sit liv. Lortejob, ingen kæreste, ingen motivation og ingen kræfter. Hvis overspringshandlinger var en superkraft, ville hun til gengæld være den bedste i sin liga.

Hun bor sammen med sin veninde fra barndommen, Carrie (Sofia Oxenham), der kan lade de døde tale igennem hende. Carries kæreste, Kash (Bilal Hasna), der kan spole tiden ca. 30 sekunder tilbage bor også med dem. På trods af at de har kræfter, går det ikke meget bedre i deres liv.

Serien følger den britiske komedietradition med, at karaktererne har deres lod i livet, og universet konstant er imod dem. Da Jens perfekte søster får sine kræfter i samme øjeblik, hun fylder 18, sætter Jen sig det mål endelig at få sine kræfter, så alt i hendes liv bliver godt. Hvis hun altså lige kan få taget sig sammen til det.

Bliv dog voksen


Bevares, det er heller ikke fordi, Jen ikke møder modgang. Alle interaktionerne med hendes mor, der konstant sammenligner Jen med hendes violinspillende, superstærke søster, er som en spand lort, der bare ryger direkte i masken på Jen.

Meget af komikken består i, hvordan karaktererne konstant møder modgang, og deres måder at håndtere denne modgang på, der ofte slår fuldkommen fejl. Den underlæggende historie er en klassisk coming of age-fortælling. Jen skal simpelthen lære at blive voksen og tage ansvar for sit liv.

Ikke så ekstraordinært


Specielt når man har at gøre med en komedieserie, burde det være en guldkrukke uden lige, at alle har en kraft fra det seje til det bizarre. Potentialet i næsten konstante, små visuelle jokes, der kan udspille sig i for- og baggrunden og give liv til verden udnyttes ikke.

Det er tydeligt, at Jen blot bruger det ikke at have nogen kræfter som en undskyldning for ikke at tage sig sammen i livet. Det fremstår krystalklart, når man ser det handicap, nogle af disse ’kræfter’ bringer med sig. Eksempelvis konstant superhørelse, hvor alt over en hvisken er ulideligt for ens trommehinder eller superstyrke, man ikke kan styre. Endda at give andre orgasmer ved enhver berøring (Ikke så fedt, som man først lige skulle tro).

I store dele af serien glemmer jeg, at det er en verden hvor alle har en kraft, fordi det ikke bliver brugt.

Et løfte, der aldrig bliver indfriet


Extraordinary er egentlig bare en komedie om en gruppe fra den britiske arbejderklasse, der alle mangler en retning i livet. Det gør den ret godt, og med dens præmis om en verden fyldt med superhelte kunne den have et friskt twist på dette. Men den indfrier aldrig det løfte fuldkomment, hvilket ender med at skuffe en smule, når alt kommer til alt.

%26NewZealand

Fakta om 'Extraordinary':
Instruktører: Toby MacDonald, Jennifer Sheridan og Nadira Amrani
Manuskriptforfatter: Emma Moran
Medvirkende: Máiréad Tyers, Sofia Oxenham, Bilal Hasna, Luke Rollason, Siobhán McSweeney og Patricia Allison m.fl.
Antal afsnit: 8
Land: England
Produktionsår: 2022-2023
Dansk premieredato: 25. januar
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Der er bid i den morbide humor i DRTV-serien 'Stadig ikke død'

LÆS OGSÅ: Tag med til Månen i den nye serie 'Hello Tomorrow' på Apple TV+. Traileren er netop landet

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Intet er sjovt i Netflix-komedieserien 'That ’90s Show'

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser