Anmeldelse: Serieversionen af ‘Django’ er endt som det rene nonsens 

Hvis filmbranchen kunne få grønne certifikater for genbrug, ville den have uendeligt mange. For tag bare serien Django, der ikke skal forveksles med en videreudvikling af Quentin Tarantinos film Django Unchained.

Denne nye paneuropæiske serie er mere en nyfortolkning af Sergio Corbuccis spaghettiwestern fra 1966 med Franco Nero i titelrollen. Den var dengang en hyldest til Akira Kurosawas Yojimbo, hvilket en anden stor spaghettiwestern også var, Sergio Leones A Fistful of Dollars, som Corbuccis film kom lige i hælene af. Og Corbuccis film dannede da også inspirationsgrundlaget for Tarantinos, selv om Tarantino gjorde historien til en slaves hævntogt.

En fremmed kommer til byen

Hævn er ikke øverst på agendaen for Django i denne serie, der er instrueret af bl.a. Francesca Comencini fra den italienske mafiaserie, Gomorrah. Han bliver spillet af karismatiske Matthias Schoenaerts, der ankommer til byen New Babylon.

Et sted, der er styret af John Ellis (Nicholas Pinnock fra Top Boy), der under dække af at ville skabe et fristed for alle uanset race, køn, profession og lovlydighed, mere har lavet et slags moderne Las Vegas med spil, druk, hor og kampe på liv og død.

‘Let’s entertain our rich guests and empty their pockets’, som han siger til sin flok af voksne sønner. Men hvor i hvert fald tidligere slaver kan være frie. Året er 1872, syv år efter borgerkrigen er slut, men hvor mange sorte stadig bliver racistisk behandlet, som der fortælles med skilt i seriens åbning.

Grooming og dårlige accenter

John Ellis fornemmer hurtigt, at Django er ensbetydende med problemer og vil af med ham, men det forhindrer hans vordende brud, Sarah (tyske Lisa Vicari), for hun genkender Django som … sin far. Under et angreb, da Sarah var barn, troede hun, at forældrene gik bort. Hun blev dengang fundet af John Ellis, der tog sig af hende. Og ja, nu skal Ellis og Sarah giftes, hvilket serien åbenlyst overhovedet ikke tænker på som en smule klamt. WTF!

Django på den anden side, har fundet sit mål, for han har ledt efter sin datter i alle disse år. Men i vejen kommer en masse hurlumhej, En religiøs fanatiker, kendt som ‘The Lady’ (spillet af Noomi Rapace med en noget svingende sydstats-accent), angriber John Ellis og enhver dekadent foretagelse i miles omkreds. John Ellis’ sønner drømmer om oprør mod deres tyranniske far, og pludselig finder Ellis og Sarah olie på New Babylons grund, som kan gøre dem meget rige.

Nonsens-replikker

Som man kan fornemme, er der gang i virkeligt mange sub-plots. Også i en grad, hvor Django ofte bliver glemt. Men ingen karakterer bliver fuldt tegnet. Det er, som om alle begynder som gode skitser, og så er manuskriptforfatternes opmærksomhed gledet et andet sted hen.

Alle taler også med alle mulige accenter, hvilket måske godt kunne begrundes med New Babylon som ‘melting pot’, et sammenrend af mennesker fra alle verdensdele, men så skal hver enkelt accent i det mindste være konsistent.

Hvad der derimod er meget svært at sluge, er den virkeligt dårligt skrevne dialog. Replikkerne giver sjældent betydning til handlingen, og flere gange er de helt nonsens. Eller overdrevent storladne uden hold i den scene, der udfolder sig.

Kunst og mainstream

Alt det betyder også, at skuespillerne ikke har meget at gøre godt med, og et talent som Schoenaerts er virkeligt spildt her. Han har potentialet til at give både Franco Nero og Clint Eastwood kamp til stregen som den mystiske fremmede, der kommer til byen, men serien udnytter det ikke.

Det er en stor skam, for ideen med at blande europæisk art cinema – og skuespillere – med amerikansk westernklassicisme er interessant. Blandingen ser man f.eks. også teknisk i brugen af udelukkende naturligt lys i serien (dagslys eller fakler, der scenografisk er en del af settingen). At det så giver ret mørke billeder, er en anden sag, men det er et tydeligt kunstnerisk valg.

Mere spaghetti end western

Det kunne have været en spændende nyfortolkning, der stod på skuldrene af den oprindelige tanke bag de italienske spaghettiwesterns med at blande nye og gamle cinema-traditioner.

I stedet er Django endt som mislykket, prætentiøst og voldeligt misk-mask med for mange flashbacks og rodede storylines, der vitterligt minder om en portion spaghetti. Pasta-udgaven, vel at mærke. Kurosawa, Leone og Corbucci ville alle have vendt sig i graven, men kunne måske fryde sig over, at det stærkt kan anbefales at se deres værker og ikke denne serie.