Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘The Sympathizer’ er en både ambitiøs og ujævn, sort komedie

Af
Ann Lind Andersen
15. april 2024
 Anmeldelser The Sympathizer
‘The Sympathizer’ / Foto: HBO Max

Del artikel

Robert Downey Jr. i fire forskellige udgaver er en af de ting, du får i Park Chan-wooks nye serie på HBO Max, der er en tragisk komedie om en flygtningehistorie.

The Sympathizer

Streamingtjeneste: HBO Max
Premieredato: 15. april 2024
Genre: Komedie, historie, drama
Instruktør: Park Chan-wook, Fernando Meirelles og Marc Munden
Manuskriptforfatter: Don McKellar, Tea Ho m.fl. Baseret på en roman af Viet Thanh Nguyen
Medvirkende: Robert Downey Jr., Hoa Xuande, Sandra Oh, Toan Le m.fl.
Land: USA
Antal episoder: 7

I hvilken nationalitet og ideologi hører man mest hjemme? Nok ikke spørgsmål de fleste af os beskæftiger os overmåde med i det daglige, men det er hovedpersonen i The Sympathizer tvunget til.

En mand, hvis navn vi aldrig får, han bliver blot kaldt ‘Kaptajnen’. For som halv fransk, halv vietnamesisk er han fra barnsben blevet konfronteret med, hvor han hører til. Den splittelse bliver ikke bedre, da Vietnam politisk bliver delt i to, og der udbryder borgerkrig mellem fløjene.

Fra Vietnam til USA

Det er afsættet i den sydkoreanske mesterinstruktør Park Chan-wooks nye serie The Sympathizer, der er en filmatisering af Viet Tranh Nguyens Pulitzer-prisvindende roman fra 2015. Nhuyen er i øvrigt også executive producer på serien.

Temaet om den indre splittelse og tvivlen om identitet er det gennemgående i serien. Vi følger Kaptajnen, der af Viet Cong bliver sendt til den sydvietnamesiske hær som undercoveragent. Han skal spionere på forholdene og bliver Generalens assistent.

Da det begynder at brænde på, bliver han tvunget til at flygte med generalen til USA og fortsætter med at spionere i flygtningelejren i det sydlige Californien.

En ægte amerikaner

Men i takt med de nye vilkår og den amerikanske livsstil begynder han igen at komme i tvivl. Hvor ligger hans sympatier efterhånden, politisk og menneskeligt? Er han nu ved at blive mere amerikaner end vietnameser? Hvad skal der til for at blive ægte amerikansk? I bogen bliver der sagt: ‘If you fully commit to this land, you become fully American. But if you don’t, you’re just a wandering ghost’.

Og spørgsmålet for vores hovedperson bliver, hvor meget man kan og skal assimilere sig det nye land for ikke at blive et rodløst spøgelse og tabe sig selv fuldstændigt i processen?

Kaptajnen kan se, hvordan de vietnamesere han er flygtet med langsomt tilpasser sig den nye livsstil. En tidligere officer finder på en smart forretningsfidus med at sende varer, der har passeret sidste salgsdato, hjem til Vietnam og sælge dem dyrt dér. Generalens datter drømmer om at få en sangkarriere. Og selv får Kaptajnen tilbudt et konsulentjob på en Hollywood-film om Vietnamkrigen (host, tænk Apocalypse Now).

Afsnittet om filmoptagelserne rummer også en metakommentar om filmbranchens lemfældige omgang med etniske minoriteter. Til indspilningen af krigsfilmen er filmfolkene ret ligeglade med, om statisterne og birolleskuespillerne overhovedet er vietnamesiske og taler sproget.

Ud fra devisen, ‘at alle asiater jo alligevel ligner hinanden, og ingen kan se forskel’. Så skidt pyt med, at en bedstemor i en vietnamesisk landsby pludselig taler kinesisk. En stor stikpille fra Park Chan-wooks side, der bliver understøttet af, at folkene bag serien har haft en verdensomspændende casting for at finde vietnamesiske skuespillere til The Sympathizer.

Robert Downey Jr. i fire udgaver

Som både et drillende modtræk til brugen af asiatiske skuespillere i den amerikanske filmindustri og som en konceptuelt greb, bliver de hvide patriarkalske mænd, Kaptajnen møder på sin vej, alle spillet af den samme mand, Robert Downey Jr.

Det betyder, at vi ser Downey Jr. i fire forskellige roller. Han er Kaptajnens CIA-mentor, Claude, der har det med at dukke op på de mest belejlige tidspunkter. Han er den excentriske orientalsk-orienterede professor (der går i kimono), som Kaptajnen møder på college i USA. Han er kongresmanden, der kan se politiske fordele i de vietnamesiske flygtninge, og så er han endeligt også den selvoptagede filminstruktør, Kaptajnen bliver hyret af.

Det er der selvfølgelig en pointe med – en omvendt tænkt ‘they are all alike’, alle de hvide mænd med magt, der blot vil udnytte – men spørgsmålet er, om grebet virker?

Der er ingen tvivl om Robert Downey Jr.’s evner ud i skuespillet. Han har før vist, at han udseendemæssigt kan være som en kamæleon (Chaplin, Sherlock Holmes, Tropic Thunder) og rent dramatisk har et bredt spektrum.

Men udover at understrege en pointe er det også distraherende og i hvert fald distancerende, at Downey Jr. dukker op i forskellige udklædninger. Makeuppen er sådan set godt lavet, dog med én undtagelse, kontaktlinserne.

Det er endnu ikke lykkedes at lave lyse farvede kontaktlinser, der kan bevæge sig med pupillen, og derfor kommer blikket til at se stift ud. Det samme gælder for Kaptajnen, hvor skuespilleren Hoa Xuande også er blevet udstyret med lysegrønne linser. Måske skulle man overveje bare at lade være, indtil teknologien er der?

Godt fund

På trods af kontaktlinse-problemet er der ingen tvivl om, at Hoa Xuande er et godt fund til at spille hovedrollen. Han har spillet biroller i serier som Cowboy Bebop og Last King of the Cross, men er nu hevet frem i rampelyset med denne serie.

Med rollen viser han, at han fint kan balancere mellem det dramatiske og det komiske, for ja, på flere måder er The Sympathizer en serie med sort humor. På den måde passer den til Park Chan-wook, hvis værker også altid har rummet den sorteste komik. Iblandet passende skvæt af brutal vold.

Denne serie ligger dog mere over mod The Little Drummer Girl end Oldboy på Park-skalaen. Det er dog tydeligt at se, hvilke afsnit han selv har instrueret, for de er visuelt stærkere. Flere kreative kameravinkler og legende filmsprog.

I humorafdelingen gør Sandra Oh sig også fint som kvinden, Kaptajnen får et forhold til i USA, og som er den komplette modsætning, når det gælder identitet. Sofia Mori, som hun hedder, anser sig selv som 100 % integreret immigrant, der ikke føler sig som andet end amerikansk.

Store ambitioner

Den sorte humor bliver til en tragisk komedie i The Sympathizer om en flygtning, der krydser sit spor. Serien er ambitiøs i forhold til sin egne, store, eksistentielle tematikker om fremmedgørelse og tilhørsforhold og når ikke helt i mål med ambitionerne.

Fortællinger om de vietnamesere, der flygtede til USA under Vietnamkrigen er stadig så få og så underfortalte, at historien er et kærkomment indblik, men serien er en ujævn omgang, der taler mere til hovedet end til hjertet.

Vi følger Kaptajnen, men føler vi egentlig noget for ham undervejs? Ikke rigtig. Derfor ender The Sympathizer ovre i ‘interessant’-kategorien og ikke i ‘must see’-kassen, men serien er helt klart seværdig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser