Anmeldelse: Benedict Cumberbatch er i sorgens kløer i ’The Thing With Feathers’

Det er både modigt og ikke så lidt af en præstation at tage en roman, der primært fungerer som en abstrakt illustration af rå følelser, og gøre den konkret og filmisk.

Det lykkes dog – langt hen ad vejen – for Dylan Southern, der har instrueret 'The Thing With Feathers' som lige dele drama, gyser og allegori over alle de overvældende følelser, der er så svære at sætte ord på, når man står midt i stormen.

Benedict Cumberbatch spiller Far (andet navn har han ikke – her er han bare sin rolle og funktion), der efter sin højt elskede kones pludselige død står alene med to små sønner i et hus, han ikke aner, hvordan han styrer, eller hvor noget i det hele taget er – for det var jo Mor, der havde styr på den slags, mens kunstnerfar forsvandt i sine tegninger.

Hans begrænsninger som forælder nærmest skriger ham i hovedet. Ansvaret for de to drenge, der pludselig er kastet ud i et følelsesmæssigt stormvejr, tynger, samtidig med at hans egen sorg er så stor, tung og altopslugende, at den vokser ud af hans sorte tuschtegninger og antager konkret form.

Personlig historie

Først som en stemme, der taler til ham, senere som en sort krage, der flyver ind ad vinduet og betragter ham – men hurtigt også som en helt konkret, dæmonisk krage i mere end menneskestørrelse, der sarkastisk sviner ham til og håner hans usselhed, hans svaghed, hans manglende evne til at tage sig sammen og være der for sine sønner.

Kalder ham en kliché – og det, der er værre – som en konkretisering af hans egen indre, hadefulde monolog, der kan opsummeres i en eneste sætning til en ven: "Jeg ville ønske, det var mig, der var død. Hun ville have været en meget bedre enke." I øvrigt leveret med knivskarp britisk sarkasme af David Thewlis!

Det er stærke sager, og det føles dybt personligt. Måske fordi Max Porter trak på sin egen sorg, da han mistede sin far som bare seksårig, i sin skriveproces. Man mærker i hvert fald, at han kender det monster, han skriver om.

Når man står midt i smerten, forvirringen og frygten for, hvordan man skal blive i stand til at tage et eneste skridt videre i livet – eller bare tage opvasken – kan sorgen føles, som om man er ved at blive vanvittig. Som om man slås med et monster, der ikke vil give slip. Men som man heller ikke har lyst til at slippe.

For hvis man ryster sorgens kappe af sig, hvad så med den kærlighed, der er blevet hjemløs? Hvor skal den så bo, hvis ikke i netop den kappes lomme? Sorg er dyb, brutal, grim, fuld af modstridende følelser og i bund og grund en ensom, måske ligefrem egoistisk, følelse, fordi det kan være så svært at lukke andre ind, selv dem, der deler samme sorg og smerte.

Karnevalsfigur

Alt det, og mere til, formåede Max Porter at formidle med sin fine lille bog, der da også har vundet indtil flere priser verden over. Og rigtigt meget af det bliver også formidlet i 'The Thing With Feathers'. Ikke mindst fordi Benedict Cumberbatch spiller så fantastisk.

Vi er med inde i hovedet på Far hele vejen. Vi tror på ham og på kragen, både når den er en stemme i hans hoved, et mareridt om natten, en konkret figur, der viser sig i sønnernes værelse, og en forkæmper, der ikke tillader andre dæmoner at komme tæt på dens mennesker.

Og det er ikke en helt lille præstation ikke alene at skildre et menneske i dyb sorg, men også at få os til at tro på kragen i alle dens afskygninger. Det lykkes kun, fordi Benedict Cumberbatchs interaktion med kragen er så overbevisende – og måske lidt fordi David Thewlis giver den stemme med perfekt, sarkastisk timing.

Men i modsætning til bogen, hvor vores fantasi får lov at lege med, så er kragen her utroligt konkret: Et grimt, grumt to meter højt misfoster med fedtede fjer og lange kløer. Som en dæmonisk karnevalsfigur.

Det bliver næsten for håndgribeligt, når man ser den stå der i rummet. Ikke mindst i filmens tredje akt, hvor endnu en dæmon dukker op på scenen i et opgør, som er taget ud af en gyserfilm. Mindre kunne måske godt have gjort det.

Men på den anden side er der ikke noget pænt og korrekt over sorg. Det er grimt, sort og altødelæggende. Måske ligner sorgen faktisk en grotesk overdimensioneret krage med en hang til britisk sarkasme? Det er i hvert fald et godt bud.

Og når den ikke lige kammer helt over, er 'The Thing With Feathers' da også et både stærkt og rørende portræt af en sorg så dyb, at den truer med at trække alt med sig ind i mørket.

Men også en poetisk og rørende hyldest til kærligheden: den evige til den, man har mistet, og den nærværende, besværlige, hverdagsagtige og helt overvældende kæmpestore til de to små, der stadig er der.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: