Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Netflix’ kupserie ’Berlin’ har et charmerende trumfkort

Af
Claus Nygaard Petersen
29. december 2023
Berlin anmeldelse
Røverne samlede omkring deres karismatiske leder i kupserien 'Berlin' / Foto: Tamara Arranz/Netflix

Del artikel

Spin-off-serien til den populære 'Papirhuset' starter veloplagt ud, taber pusten midtvejs og genfinder den igen henimod slutningen.

Berlin

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 29. december 2023
Genre: Action, drama
Serieskabere: Álex Pina og Esther Martínez Lobato
Medvirkende: Pedro Alonso, Tristán Ulloa, Michelle Jenner, Begoña Vargas, Julio Peña Fernández, Joel Sáchez m.fl.
Land: Spanien
Antal afsnit: 8

Papirhuset, La casa de papel, Money Heist. Ligegyldigt hvilken titel, du bruger om den populære spanske Netflix-serie, er der ét ord, som går igen, når man taler om den: Underholdende.

For selv om plottet om en røverbande, der bryder ind i Den Spanske Mønt med et spektakulært kup til følge, med tiden blev mere og mere fjollet, var det stadig eminent underholdning.

Ja, man skulle da lige sluge den kamel, at Frederikborg Slot åbenbart ligger inde midt i København, da serien i første halvdel af sidste sæson slog et smut forbi Danmark, men kuppet, som Berlin (Pedro Alonso) havde planlagt, leverede varen.

Berlin var heller ikke helt samme hensynsløse stjernepsykopat, som vi så i starten af serien. Flashbackket viste den karismatiske forbryder i velmagtsdagene, hvor jagten på penge og den næste store kærlighed holdt ham vital og charmerende.

Og det er også dén Berlin, vi møder i spin-off-serien af samme navn.

Sammen med sin selvproklamerede ”bedste ud af tre bander” planlægger han et kæmpe kup i kærlighedens hovedstad, Paris. I stedet for den underlæggende samfundskritik, som gennemsyrede Papirhuset, er det her kærlighed, der sættes under spotlampen og dissekeres.

Som direkte konsekvens deraf, er tonen markant lettere og forankret i komikkens tegn. Tænk mindre Heat og mere Ocean’s-filmene.

Kærlighed på spansk

Skiftet klæder Berlin langt hen ad vejen. Papirhusets meget højravende sæbeopera-tendenser var efterhånden ved at blive alt for formulatisk, så det at få historien mere ned på jorden – så meget, man nu kan, med det univers – er kærkomment.

For så er der mere pondus, når twistene kommer henimod slutningen. Ikke at de er lige så WTF, som i originalserien, hvor det til tider var på grænsen, og over, til det umulige af, hvad geniet, Professoren, kunne have forudset og lavet alternative planer for.

Det er der ikke helt på samme måde i Berlin, men bare rolig, serien er ikke blevet hyperrealistisk. Det er stadig meget spansk, med alt hvad det indebærer.

Stereotyper hersker stadig i bedste velgående, hvor kvinder selvfølgelig ikke kan styre deres følelser og lyster, hvis de først brænder varm på en fyr. Og mænd er lidt nogle brovtende stoddere, der sveder machismo.

Er man med på den del, er Berlin ganske underholdende. De otte afsnit sluges fint, om end man godt kan mærke, at historien ikke helt har kunnet bære at blive strakt til så mange afsnit. Fem eller seks skarpe, havde nærmere været sweetspottet.

Men det skal ikke skille Berlin og os ad. Skaberne, Álex Pina og Esther Martínez Lobato, har tæft for at opbygge spændingsmomenter, og selv om rom-com-røverkombinationen fungerer allerbedst i første afsnit, er de efterfølgende heller ikke uden deres øjeblikke.

Et charmerende glimt i øjet

Helt isoleret fra Papirhuset er Berlin ikke.

Der dukker et par gamle kendinge op senere hen i serien, uden at det virker underligt. Noget der ellers ofte er farligt, når spin offs og originalserier skal bindes sammen.

Til gengæld mangler Berlin noget nerve. For vi ved, at vores hovedperson nok skal klare den, eftersom vi allerede kender hans skæbne fra Papirhuset.

Og da ingen af de andre røvere i denne serie er ligeså mindeværdige som dem fra originalen, sidder man lidt med en ligegyldighed overfor dem og deres skæbne. For vi har heller ikke hørt om dem sidenhen, så selv om det er Berlins bedste bande, er det ikke fordi, de var så gode, at han kunne bruge dem senere.

Det er det generelle problem med spin-offs lavet efterfølgende. Der skal sluges lidt kameler, når det kommer til seriens interne univers og historik. Men igen, er man klar på at se bort fra det, er Berlin en fin lille ferieserie.

Pedro Alonso er karismatisk som få, og han er reelt grund nok til, at man bør se serien. Den hårfine grænse mellem romantiker og manipulerende psykopat balancerer og formidler skuespilleren ret godt. Han har den der George Clooney-charme, hvor hans smil har en fuldkommen afvæbnende virkning.

Det er også derfor, at Berlin føles lang, når den ikke har fokus på sin navnkundige hovedperson. Så selv om gensynsglæden med Pedro Alonso og Berlin er stor, er det stadig en lidt blandet fornøjelse.

For ja, det umiddelbare tonale skift – vi får også klassisk actionthriller Papirhuset-stemning, bare rolig – er forfriskende, men det bliver ikke brugt konsekvent nok. Glimtet i øjet fra serien kommer og går lidt for ofte, hvorefter der så forfaldes til gammelkendte tricks.

Derfor skal man ikke tage Berlin for mere end den er: Ren underholdning til fordrive tiden mellem jul og nytår, indtil man vender tilbage til sit normale serieskema.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste