Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Det er ikke Angelina Jolies skyld, at filmen om Maria Callas ikke spiller

Af
Rikke Bjørnholt Fink
30. januar 2025
Angelina Jolie som Maria Callas i 'Maria'
Angelina Jolie som Maria Callas i 'Maria' / Foto: Pablo Larrain

Del artikel

Selvom man har sat en af verdens skønneste kvinder til at spille hovedrollen, føles ’Maria’ stadig uvenlig overfor den ikoniske kvinde, som filmen gerne vil portrættere.

Maria

Premieredato: 30. januar 2025 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Pablo Larraín
Manuskriptforfatter: Steven Knight
Medvirkende: Angelina Jolie, Pierfrancesco Favino, Alba Rohrwacher, Caspar Phillipson, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 4 minutter

Maria Callas var så stor en operadiva, at hun sagtens kan være den eneste kvindelige sanger, man som operaanalfabet har hørt om. Filmen om hende, ’Maria’, er sidste del af Pablo Larraíns triologi om ikoniske kvinder i det 20. århundrede, der allerede tæller ’Jackie’ om Jackie Kennedy og ’Spencer’ om prinsesse Diana.

Alle tre film portrætterer kvinden ved at følge hende på et særligt skelsættende tidspunkt i hendes liv. ’Jackie’ foregår i dagene efter JFK’s død, hvor præsidentfruen midt i sit livs krise stadig udviste en knivskarp fornemmelse for, hvordan man får sig skrevet ind i historiebøgerne.

’Spencer’ handler om den juleferie, hvor Diana endeligt beslutter sig for at lade sig skille og blive the peoples princess i stedet for HKH. I ’Maria’ mangler man dog fornemmelsen af, at vi er vidne til de øjeblikke, der skabte et ikon.

For filmen foregår i 1977, den sidste uge af Callas’ liv, hvilket er klart fra starten, for vi ser hendes ansatte finde hende livløs i stuen. Callas er på det tidspunkt 53 år og har stort set mistet den stemme, der gjorde hende berømt i hele verden. Selvom det er et long shot, og hendes læge er mere optaget af hendes store medicinforbrug og dårlige levertal end karriere, drømmer hun om et comeback.

Omkring sig har hun butleren Feruccio (Pierfrancesco Favino) og kokken Bruna (Alba Rohrwacher), der tager sig af hende og forsøger at få hende til at gøre det samme. Desuden hjemsøges hun jævnligt af vrangforestillinger og minder om sin tidligere elsker Aristoteles Onassis (Haluk Bilginer), som hun mistede, først til Jackie Kennedy og siden til døden.

Gennem hele ugen forestiller hun sig desuden, at hun bliver fulgt af en dokumentarist, der deler navn med de beroligende piller, som hun har fået et alt for nært forhold til.

Angelina er en glimrende primadonna

Larraín vælger gerne ikoniske skuespillere til sine ikoniske karakterer. Således var Jackie spillet af Natalie Portman, Lady Di af Kristen Stewart og Callas af ingen ringere end Angelina Jolie. Jolie er inkarnationen af elegance i rollen, selv når hun gemmer piller i lommerne på sine couture-jakker som en anden junkie. Hun ligner ikke som sådan Callas, men hun har tilpas meget storhed i sit spil til, at man tror på hende som primadonna.

Jolie har lært at synge til rollen. Både for at kunne synge dele af Callas’ partier, men også for overbevisende at kunne ligne én, der synger. For at putte det hele i RuPauls Drag Race-termer, så lypsyncer hun for sit liv i hver eneste scene.

Men der er simpelthen noget med lyden flere steder. Man har splejset gamle optagelser af Callas sammen med Jolie selv, og nu og da kan man tydeligt høre hvor. Ikke fordi man har forstand på opera, men fordi lydkvaliteten skifter. Det er altså ikke Jolies skyld, at noget af sangen driller.

Om man så er til opera eller ej, formidles den helt vidunderligt gennem Marias vrangforestillinger, hvor store ensemblekor pludselig dukker op, mens hun går rundt i Paris, og synger stykker fra de forestillinger, hvor hun var stjernen i sin storhedstid.

Disse scener er meget vellavede og lækre at se på med deres smukke kostumer og kornede billeder. Der er også en del flashbacks fra Callas storhedstid på scenen, som dog ikke er lige så intense som Marias indre bykoncerter.

Når der går sprut og mænd i den

Det bliver aldrig klart, hvorfor det partout skal være i Callas’ sidste pillemisbrugende, Fernet Branca-drikkende dage, at publikum skal møde hende. For langt de fleste af os ville det nok være fornærmende, hvis man reducerede vores liv til de sidste dage.

Marias tabte stemme synes at være den egentlige grund til, at hun har mistet sin lyst til at passe på sig selv og nogle af filmens mest hjerteknusende scener er dem, hvor Callas øver privat med en pianist, og man fornemmer en lille smule håb dér midt på den tomme scene, som dog hurtigt knuses igen.

Modsat Jackie Kennedy og Prinsesse Diana, havde Maria Callas berømthed ikke på samme måde noget at gøre med, hvem hun var sammen med. Det giver mening, at Callas’ afdøde elsker, Aristoteles Onassis, er med i fortællingen, men han er ikke interessant nok til at fylde så meget, som han gør. Det er selvfølgelig meget imponerende, at den græske skibsmagnat i den grad overscorede hele to gange, men så giv ham sin egen film og lad os andre komme tættere på Callas.

’Maria’ er ikke en dårlig film. Det er faktisk en rigtig pæn film med solide skuespilpræstationer. Men det er så afgjort også en film, hvor man bliver usikker på, hvad vi egentlig skal lære af Maria Callas’ sidste dage. Realistisk set kommer langt de fleste jo nok til filmen med et halvslattent operakendskab, hvorfor man gerne vil have hende bygget ordentligt op, før hun skal pilles ned igen.

Mange var sikre på, at Pablo Larraíns tredje biopic om kendte kvinder skulle handle om Britney Spears, og derfor får jeg lidt lyst til at slutte af med et grådkvalt leave Maria alone!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser