Anmeldelse: 'Faldne blade' er charmerende retro-romantik  

Finske Aki Kaurismäki vandt tidligere på året juryens pris på filmfestivalen i Cannes for Faldne blade, en varm kærlighedsfilm fra kolde Helsinki, der måske nok ikke indeholder mange ord, men alligevel har utroligt meget på hjerte i sin fortælling om håb og kærlighed i en verden truet af fattigdom, ensomhed og krig.

Man må konstatere, at Aki Kaurismäki har forfinet sin minimalistiske, bittersøde stil over de seneste fire årtier. I en grad så han nu nærmest kan formidle et helt liv i en enkelt scene.

Han lægger ud med en nærmest socialrealistisk beskrivelse af et monotont og undertrykkende arbejdsliv. Ansa arbejder som underbetalt timelønnet medarbejder i et supermarked, hvor en vagt overvåger hendes mindste bevægelse. Da hun tillader sig at proppe en udløbet yoghurt i lommen, falder hammeren prompte, og hun bliver fyret. Det er derfor ikke flirt, Ansa har i tankerne, da hun sammen med en veninde besøger en lille, lurvet karaokebar, for trods alt at få en smule adspredelse i en trist tilværelse.

Heller ikke selv om hun møder Holappa, der sender kejtede sideblikke hendes vej. Han har dog også sine problemer, ikke mindst med alkohol. I så store mængder, at det også koster ham en fyring. Det er med andre ord to ret triste eksistenser, Kaurismäki sender på kurs mod kærligheden.

Lun humor

Havde det været en Hollywoodfilm, var Ansa og Holappa sandsynligvis endt i en smægtende duet på den lillebitte karaokescene. Men i Aki Kaurismäkis univers er intet ligetil. Så selv om gnisterne springer diskret, men sikkert, da de efterfølgende mødes igen, er der selvfølgelig lagt godt med forhindringer i vejen for en mulig forelskelse mellem de to.

Et telefonnummer blæser væk i vinden, adresser misforstås, og en charmerende herreløs hund dukker pludselig og kræver opmærksomhed. For ikke at tale om de mere alvorlige, nemlig begges generthed og usikkerhed overfor, om de nu faktisk tør række ud efter hinanden. Og om de overhovedet fortjener kærligheden. Over det hele lurer Holappas alkoholproblem som en truende skygge, der risikerer at koste ham alt.

Det lyder måske nok alt sammen vældigt deprimerende, men det er det på ingen måde. Aki Kaurismäki fortæller nemlig med en altomfavnende medmenneskelig varme og ikke så lidt underfundig, lun og skæv humor, der får en til at trække på smilebåndet, selv når det ser sortest ud. For Aki Kaurismäki tror på mennesker. Han tror på kærligheden. Og han tror på håbet. Selv når hans karakterer ikke gør det.

Hyldest til håbet

Stilen i Faldne blade er tidløs, nærmest retro. Tilsyneladende er der ingen, der ejer en mobiltelefon, indtil en gammel Nokia alligevel dukker frem på scenen for at minde os om, at vi faktisk befinder os lige nu og her. Radioen er også af den helt gamle skole med drejeknapper og teak, men udbasunerer fra tid til anden nyheder om krigen mellem Ukraine og Rusland, Finlands store nabo, der lurer som en truende bjørn i kulissen. Som en højaktuel påmindelse om, at ingen ved, hvad morgendagen bringer.

Derfor gælder det også om at gribe kærligheden og glæden – måske ligefrem lykken – mens man kan. Hvis man altså kan. For selv for den der bærer håbet i hjertet, kan det være uhyggeligt svært at række hånden ud og gribe fat i den, man elsker. Og får man slag nok af tilværelsen, kan det virke uoverskueligt at rejse sig op igen.

Akavet romantik

Faldne blade er en smuk og tankevækkende film, der med få ord og små armbevægelser fortæller en både stor og dyb historie om medmenneskelighed, kærlighed og muligheden for at vælge lykken til. Selv i trange tider. Alma Pöysti og Jussi Vatanen er et helt vidunderligt – potentielt – par. I al deres kejtede sårbarhed. En biograftur, hvor de sammen tager ind og ser Jim Jarmuschs film The Dead Don’t Die er både noget af det mest akavede og romantiske, der længe er set på film.

Da Aki Kaurismäki for syv år siden havde premiere på sin forrige film, Lys i mørket, udtalte han, at han ikke ville lave flere film. Efter at have set Faldne blade kan man kun være glad for, at han alligevel ombestemte sig. For vi har i den grad brug for instruktører, der kan kommentere verdens tilstand med menneskeligheden i fokus. Og et drys original, lun finsk humor.