Anmeldelse: Johnny Depp oser af søvndyssende bedstefar-energi i ’Jeanne du Barry’

Der er én grund til, at Jeanne du Barry overhovedet får biografpremiere. Det er ikke, fordi filmen er et mesterværk, for det er den ikke. Det er ikke på grund af instruktør Maïwenn, selvom hendes livshistorie efterhånden er en biopic værd.

Nej, det er den fåmælte amerikaner, som spiller den franske konge Louis XV. Franskkyndige vil nok kunne spotte hans accent, men for det utrænede øre lyder det, som om Johnny Depp spiller meget godt fra at tale fransk.

Den skandaleombruste Hollywood-stjerne er efter en masse retssager og i kølvandet på en af de mest omtalte kendis-skilsmisser i nyere tid tilbage i stor filmrolle efter knap fire års pause – tre afhængig af, hvilke udgivelsesdatoer man går ud fra i forhold til festivalvisninger.

Jeanne du Barry handler om den navnkundige maîtresse-en-titre – på dansk elskerinde – spillet af Maïwenn, som 1768-1774 skaber ravage ved det franske hof grundet sit forhold til det royale overhoved.

Filmen er forankret i Jeannes og Louis' tid sammen i Versailles, med opsummeringer i både starten og slutningen af, hvordan hendes liv var henholdsvis før og efter forholdet til kongen.

Og det er håbløst uinteressant.

Franske fjollerier

Som filmskaber har Maïwenn naturligvis rettet fokus på den del, som passer ind i den historie, instruktøren vil fortælle. Men det står ikke helt klart, hvad det er for en historie.

Der er anelser af en fortælling om en kvinde, der stik imod det daværende samfunds normer ikke lægger skjul på, at hun godt kan lide sex. Hun kan godt lide at have det sjovt og feste samt har et hjerte, der er på det rette sted.

Men vi kommer aldrig rigtig ind under huden på hverken Jeanne eller nogen af de andre personer.

Det er som at se en decoupage komme til live, hvor de flotte rober og kulisser er et betagende skue, men også fuldkommen fladt. Personerne er snarere karikaturer end karakterer, og den gennemgående voice-over i filmen har cirka samme funktion som de lydbånd, man kan få på museumsrundture. Fakta og gætterier på, hvorfor ting er sket, tilføjer ikke noget unikt til Jeanne du Barry, og det ender derfor lidt i samme kategori som en ufuldendt Wikipedia-side.

Og så er spørgsmålet, hvad skal vi bruge den franske film til?

Svaret er nok desværre hægtet op på det amerikanske islæt.

Filmen ville næppe have fået den opmærksomhed, den har fået, eller været åbningsfilm på ’23-udgaven af filmfestivalen i Cannes, hvis ikke det var for Johnny Depps involvering.

Downton Abbey i slowmotion

Alle er nysgerrige på at se giraffen, og det er ikke Marius, vi taler om. Det er jo selvfølgelig en velsignelse for folkene bag filmen, at de har fået den mediebevågenhed gennem castingen af Depp.

Men, der er også den slagside, at man som publikum snarere ser personen Johnny Depp end karakteren Louis XV. På sin vis er det en interessant meta-kommentar, hvor idoldyrkelsen og berømthedsfaktoren af skuespilleren i vid udstrækning minder om den, man kender fra netop tilbedelsen af de franske overhoveder, som en slags guder på jord.

Med det in mente er det tæt på genialt. Spørgsmålet er, om det har været intentionen.

Svaret er nok nærmere den tidligere nævnte kalkulerede forventning af medieomtale grundet Depps involvering. Og han slipper da hæderligt fra det, uden at blamere sig. Men det er også en jævnt kedelig pastiche af, hvad skuespilleren kunne levere tidligere i karrieren.

Der er ingen energi at spore, ej heller den autoritet, som kommer gennem at være opvokset med magt igennem et helt liv. I stedet er der en smålun bedstefaragtig aura omkring hans præstation, uden at det skaber sympati.

Maïwenn har den slags scenetilstedeværelse, som gør alle hendes handlinger fascinerende. Men karakterens handlinger er i sig selv ikke interessante. Det er en meget ligefrem og jævnt kedelig skildring af overklasseliv, hvor man ikke rigtig føler, der er noget på spil.

Det er alligevel en bedrift at få Downton Abbey til at fremstå som en nervepirrende thriller, men det lykkes ikke desto mindre med Jeanne du Barry. Nok så mange flotte enkeltstående øjeblikke kan ikke skjule, at kejserens klæder er jævnt kedelige, og at den eneste opsigtsvækkende markør ved filmen er en amerikansk skuespiller, der egentlig nok bare har været glad for at være på arbejde igen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: