Anmeldelse: Oscar-vinders nye dokumentar ville have fungeret perfekt som Disney-film

I 2020 tog dokumentaristen Craig Foster os med ned i havet omkring Sydafrikas kyst, da han i samarbejde med instruktøren Pippa Ehrlich gav os et unikt indblik i et venskab så utroligt, at man skulle tro, der var tale om ren Disney-fiktion.

Jeg henviser naturligvis til den Oscar-vindende dokumentar ‘Hvad jeg lærte af en blæksprutte’, der gav et fascinerende indblik i forholdet mellem Foster og den blæksprutte, han fulgte gennem et år.

Nu er Pippa Ehrlich igen aktuel med en lignende dokumentar, der tager os helt tæt på en af verdens mest sjældne og truede dyrearter, pangolinen.

I ‘Pangolin: Kulus Rejse’ følger vi den frivillige “pangolin walker”, Gareth Thomas, der har dedikeret sit liv til at rehabilitere pangolinungen Kulu, der bliver reddet fra en gruppe illegale dyrehandlere i Sydafrika. En handel, de selv iscenesætter, hvorefter Kulu reddes og anbringes på et rehabiliteringscenter i Johannesburg.

Et unikt væsen

Det, der gør ‘Pangolin’ til en ganske særlig oplevelse er uden tvivl den altoverskyggende hovedperson, Kulu. Det er en udsøgt fornøjelse at se, hvordan han udvikler sig efter at være ankommet til sit nye hjem, hvor han skal være, til han er stor nok til at blive sat fri.

Heldigvis er dokumentaren gavmild, når det kommer til fakta om det unikke dyr, og de mange oplysninger (selvom der forhåbentlig er meget mere at fortælle) er en af dens helt store styrker.

Den har eksisteret på jorden i mere end 85 millioner år og har udviklet sig sideløbende med dinosaurerne. Det er det eneste pattedyr, der har en skal, hvilket gør det helt unikt. Det er et af de dyr i verden, der bliver handlet mest med, primært på grund af sin skal, der bruges til at intet mindre end 60 forskellige kommercielle mediciner i den kinesiske medicinalindustri.

Fortsætter udryddelsen af pangolinen i samme tempo som nu, vil den være uddød om 30 år. Og den tanke er ubærlig, når man tænker på dens historie, der går millioner af år tilbage. Det er derfor også en meget lille trøst, når vi bliver fortalt, at der siden 2007 kun er reddet 100 i Johannesburg.

Og når man som seer kigger på det uimodståelige dyr, er det umuligt at fjerne blikket fra det. Det ligner en blanding mellem en myresluger og et bæltedyr. Det går på to ben som en T-rex og er dækket af en overlappende skal, der bruges til beskyttelse i naturen.

Det er så unikt at kigge på pangolinen, at det nærmest ser falsk ud. Og så går det lige i hjertet at se, hvordan den løber rundt i jagten på sin frihed.

Mere Disney end dokumentar

Det er ikke tilfældigt, at jeg kalder Kulu for filmens hovedperson. For det er hans historie og hans udvikling, der understreger, hvad det er for et dyr, vi har med at gøre. Desværre er det også det, der gør filmen til en noget unuanceret oplevelse, der minder mere om en dannelsesrejse for en Disney-karakter end en dokumentar, der vil oplyse.

Det er, som om der enten ikke er kød nok på historien til at gøre det til en interessant dokumentar, eller Thomas og Ehrlich har valgt en vinkel, der har mere fokus på følelser end på problemet med, at dyret er truet.

Derudover har dokumentaren en tendens til at gøre brug af underlægningsmusik, der både fungerer som følelsesforstærkende hos seerne og samtidig forsøger at understrege dyrets selvstændighed, når den flere gange prøver at stikke af fra Gareth.

Der er ikke noget galt med at bruge den slags virkemidler i en dokumentar – det er mere en regel end en undtagelse. I dette tilfælde er det bare, som om den primære hensigt med det, er at gøre os følelsesmæssigt forbundet med Kulu og hans relation til Gareth.

Tilføjer man så dokumentarens fokus på pangolinens mytologiske indflydelse på det sydafrikanske folk, giver det for mange Disney-vibes.

Giver et lille håb

I det store hele er det en okay interessant dokumentar, der tager os helt tæt på et unikt væsen, der fortjener alt den opmærksomhed, det får. Ikke mindst takket være Gareth Thomas, der er en af de mange ildsjæle, som giver os et lille håb om, at menneskets godhed – og dokumentationen af den – kan skabe et afgørende fokus på, hvor unikt verdens dyrerige er.

Filmen har sin berettigelse som oplysende dokumentar, men mere fokus på pangolinen som truet dyreart ville afgjort have givet en dybere og mere substansfuld film.

Som dokumentar er den desværre langt fra lige så unik som det dyr, den følger.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: