Anmeldelse: Oscarvinderen ’No Other Land’ er et skræmmende vidnesbyrd

De golde stenhuler i Masafer Yatta er et uvelkomment hjemsted. Området er blevet erklæret militærområde af det israelske militær, og derfor bliver palæstinensernes spartanske huse revet ned og beboerne fordrevet med vold og magt. Især med hjælp fra væbnede israelske bosættere, der under militær beskyttelse mere eller mindre får frit lejde til at gøre, hvad de vil.

For beboerne i Masafer Yatta er der ikke noget land. I generationer har de boet der, og skoler er blevet bygget i ly af natten, så børnene har et sted at blive undervist. Det er hjem.

Men hjemmet står for fald, og det er dét, der bliver skildret i den Oscarvindende dokumentarfilm ’No Other Land’.

At det er en betændt situation, er senest blevet illustreret ved, at en af filmens instruktører, Hamdan Ballal, 24. marts blev angrebet udenfor sit hjem af israelske bosættere. Derefter, på vej til hospitalet i en ambulance, blev han hevet ud og tilbageholdt af israelsk militær i et døgn.

Og det er lignende scener, som udspiller sig i ’No Other Land’, og dét, der er værre.

Helt tæt på kampene

Gennem adskillige optagelser ser vi, hvordan konflikten er eskaleret igennem årene.

Filmens hovedperson er den palæstinensiske aktivist og journalist Basel Adra, som også er en af filmens instruktører. Bevæbnet med et kamera, skildrer han, hvordan den ene lille flække i Masafer Yatta bliver forsøgt jævnet med jorden næsten dagligt.

Sammen med den israelske journalist Yuval Abraham, ser vi, hvordan de to går helt tæt på soldaterne og spørger dem, hvorfor de gør, som de gør.

Det er interessant at se, hvordan nogle af dem rent faktisk virker tøvende i deres handlinger, mens andre ikke har noget problem med at skyde på palæstinensere, der ikke makker ret med det samme.

Optagelserne er urovækkende. Sammen med den israelske fotograf Rachel Szor og palæstinensiske Balla har Adra og Yuval lavet et af de mest skræmmende vidnesbyrd fra konflikten mellem Israel og Palæstina.

For der er ikke mange lyspunkter i de fire år, som filmen dækker.

Hver gang, det virker, som om der er bare et minimalt roligt øjeblik, bliver vi brutalt revet tilbage til virkeligheden. Szor har en rigtig god forståelse for at indfange flotte billeder og spændende kompositioner, der bryder med brutaliteten.

Verden af lave

’No Other Land’ er en exceptionelt hård film at komme igennem, fordi det ikke virker, som om der er noget håb. Og uden håb er det svært at se en fremtid.

Trøstesløsheden står malet i øjnene på moren til en ung mand, der er blevet lam fra skuldrene og ned efter at være blevet skudt af en israelsk soldat. Han ville ikke give afkald på sit værktøj, og konfrontationen, som vi ser i filmen, ender med skud.

Det er tæt på umuligt ikke at blive i dårligt humør af at se ’No Other Land’. Både ked af det og forarget over, at det her ikke bliver løst.

Men når verden står i brand flere steder, er det nemmere at slippe afsted med uhyrligheder. For hvem kommer og siger ”Nej, det må man ikke”?

Hvad er løsningen?

Det er spørgsmålet, som mange har brudt deres hoveder med gennem flere årtier, end hvad godt er.

To-stats-løsningen er udefra set den mest optimale, men rent faktisk at få realiseret den virker lige nu til at være en meget, meget fjern utopi, der knapt kan skimtes i horisonten.

Men når der engang kommer en afklaring, vil ’No Other Land’ stå som et stykke historie over en foruroligende tid for de to lande.

Det er usandsynligt godt håndværk fra kvartetten, godt assisteret af det norske filminstitut. Det er en af den slags filmoplevelser, der bliver siddende i en i lang tid. Og det er godt. For vi skal ikke glemme verden omkring os og dem, der ikke nyder godt af det samme fredelige liv, vi er heldige at have.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: