Anmeldelse: Sjældent har en film føltes mere træls end ’Et svært år’

Det starter egentlig meget godt. I en montage, der strækker sig over flere årtier, ser vi en række franske præsidenter holde deres årstaler, hvor de forklarer, at det har været et svært år. Det er komisk at se, hvor nem en floskel det er for politikerne at bruge.

Udover det bliver udsagnet faktisk ikke brugt meget mere i den franske film Et svært år. Handlingen udspiller sig ikke engang over et år, og det burde måske være en lille alarmklokke, der signaler, hvor det bærer hen.

Instruktør- og manuskriptforfatterduoen Éric Toledano og Olivier Nakasche rørte samtlige hjerter verden over i 2011 med De urørlige. Siden da har de ikke helt ramt samme niveau på filmsiden, hvorimod tv-serien En thérapie var en stor publikumssucces og kritikerdarling.

De får næppe samme jubel med Et svært år.

Filmen handler om Albert (Pio Marmaï), en lufthavnsmedarbejder med rod i økonomien. Han har faktisk fransk rekord i forbrugslån med 44 stk. får vi at vide senere i filmen.

Da han skal sælge en fladskærm til den lige så gældsplagede Bruno (Jonathan Cohen), ender han ufrivilligt som redningsmand. Bruno forsøger nemlig at begå selvmord – noget som overhovedet ikke bliver adresseret senere i filmen – og Albert befinder sig heldigvis på rette sted og tidspunkt. Dog ikke forbi han rent faktisk vil hjælpe ham. Tværtimod forsøger han at lave en mobilpay-overførsel fra Brunos telefon, men det lykkes ikke.

De to pengeknappe gutter slår sig sammen om en god fidus. Til et møde hos nogle klimaaktivister – Albert og Bruno er der kun for gratis mad og drikke – får Albert en idé.

De noble formål med at lette folk for deres unødvendige materielle genstande kan jo vendes til profit, hvis man sælger alle de dyre ting. Og så er det jo også en kærkommen mulighed for at hænge ud med den søde frontperson for aktivisterne, Cactus (Noémie Merlant).

Flad fransk fornemmelse

Umiddelbart lyder det hele meget tilforladeligt. Men Et svært år eksemplificerer alle de negative fordomme, fransk film i lang tid ellers dygtigt er sluppet væk fra.

Toledano og Nakasche vil mange ting. De vil gerne mene noget dybt om klima, lave en kommentar om økonomiske problemer og selvfølgelig pakke det en i en hjertevarm fortælling, hvor publikum til sidst skal sidde med en lille glædeståre i øjenkrogen og klappe begejstret i hænderne over de franske genialiteter.

Men intet lykkes.

Jonathan Cohen er den eneste, som har tilnærmelsesvis sjove øjeblikke, men alt omkring hans karakter halter. Bruno er fraskilt, men har stadig følelser for eksen og savner sin søn noget så grusomt. Det får vi at vide et par gange i filmens første halvdel. Man sætter ikke sådan en dramatisk fortælleting op, uden at man så følger den til dørs. Det er bare sjusk.

Og det eksemplificerer, hvordan det er med alle personerne i filmen. Konflikter og problemer bliver sat op, men bliver de rent faktisk forløst, eller udvikler de sig som mennesker? Næh, der kommer i stedet en håbløs joke eller præmis, som falder til jorden, fordi Toledano og Nakasche gør deres karakterer så dumme, at det ikke giver mening.

For Et svært år er ikke så langt ude, at den kan gemme sig under et farce- eller satirebanner, det er bare ringe.

En pruttepude uden luft

At man spilder en kapacitet som Noémie Merlant (Portræt af en kvinde i flammer, Tár) er decideret kriminelt. Slutningen på filmen er fuldstændig håbløs, hvor den eneste mulige formildende omstændighed desværre virker alt for intelligent i forhold til resten af filmen.

Det er dét, som er Et svært års overordnede problem. Toledano og Nakasche har ikke leveret en så kløgtig film, som de selv tror.

I de bedste øjeblikke er det en semicharmerende svindlerkomedie, men det spor virker ikke interessant nok for de to franskmænd. Hele verdenssituationen skal vendes, men det bliver aldrig mere end en flygtig overfladebehandling.

Det er også fornærmende overfor publikum, når man serverer krystalklar lyd på et tidspunkt i filmen, hvor enhver kan se, at det er umuligt. Ja, det er i den mindre afdeling, men ikke desto mindre den slags, som forstærker det negative indtryk, man sidder tilbage til, da rulleteksterne endelig går i gang.

Der er intet incitament til at se Et svært år, selv ikke for den mest hardcore frankofile person. Sjældent har en film føltes mere træls, jo længere tid den var i gang. De stunder, hvor man trods alt sidder og klukker af grin, kommer så langt fra hinanden og filmens insisterende forsøg på, at NU skal man grine, fremtvinger snarere en trodsreaktion.

På spørgsmålet om, hvorvidt man skal se Et svært år, er svaret ikke svært – nej, det skal du ikke.