Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ’There’s Something in the Barn’ er den perfekte julegave til splatterfans

Af
Claus Nygaard Petersen
1. november 2023
There's Something in the Barn anmeldelse
Den amerikanske familiefar Bill (Martin Starr) står pludselig overfor en hær af dræbernisser, da han og familien flytter til en gård i Norge i 'There's Something in the Barn' / Foto: Scandinavian Film Distribution

Del artikel

Norsk gyserfilm om dræbernisser er genialt underholdende med masser af sjove kampscener og finurlige kultursammenstød med nordmænd og amerikanere.

There's Something in the Barn

Premieredato: 2. december 2023 i biograferne
Genre: Komedie, fantasy, horror
Instruktør: Magnus Martens
Manuskriptforfatter: Aleksander Kirkwood Brown
Medvirkende: Martin Starr, Amrita Acharia, Zoe Winther-Hansen, Townes Bunner m.fl.
Land: Norge, Finland, USA
Spilletid: 1 time og 40 minutter

Juletid er lig med nisser, gaver, glæde og gyserfilm. I hvert fald hvis man gør højtiden ordentligt. For der er noget herligt og makabert underholdende i at tage noget uskyldigt og så fuldstændig smadre det med uhygge og splat.

Black Christmas – både originalen fra 1974 og remaket fra ’19 – Krampus, Rare Exports og naturligvis Gremlins, der tager en umanerlig dyster drejning, da Kate (Phoebe Cates) fortæller Billy (Zach Galligan) og mogwaien Gizmo om dengang, hvor hendes far døde iklædt julemandskostume på vej ned gennem skorstenen.

Gys kan bare noget ekstra, når det står i herlig kontrast til puttenuttet hygge.

Derfor kommer den norske There’s Something in the Barn perfekt som indvarsling til, at nu er det snart jul. Glem Mariah Carey og Wham!, det er ikke jul, før John McClane kommer til julefest, og sneen er rød af blod.

Filmen handler om en amerikansk familie bestående af far Bill (Martin Starr), stedmor Carol (Amrita Acharia), teenageren Nora (Zoe Winther-Hansen) og drengen Lucas (Townes Bunner). Bill har arvet et gård i en lille norsk flække, efter at en fjern slægtning er død under mystiske omstændigheder – det ser vi ved selvsyn i filmens åbningsscene.

Bill er den godmodige happy-go-lucky-type, hvor intet kan gå galt. Alt ved Norge er nyt og eksotisk, og han skal nok lære at elske det, for det har han sat sig for. Inklusiv den knapt så velsmagende lokale kulinariske delikatesse ludfisk.

Carol støtter sin mand, selv om hun var nødt til at opgive sin lifecoach-business i Californien, ligesom Nora savner sin venner noget så grusomt. Lucas er til gengæld fuld af blåøjet benovelse. Især da han opdager en nisse ude i gårdens lade – men som vi så i starten af There’s Something in the Barn, er det ikke en venligsindet hidsigprop, der bor derude.

Bedrevidende nordmænd

Hvis du tænker, at det lyder lidt som den danske Netflix-serie Nisser, er det forkert. Hvor den var mere forankret i en Jurassic Park-agtig monstergenre, emmer den norske gyserfilm mere af førnævnte Gremlins.

Vi har de tilsyneladende cute skabninger, der viser sig at have en temperamentsfuld og morderisk side, og så er der også et sæt regler for, hvordan man bør være omkring dem.

1. Ingen larm

2. Ingen kunstig belysning

3. Ingen forandring

Det lyder lidt, som noget vi kender, og nej, det er ikke dagsordenen fra det seneste landsmøde i Dansk Folkeparti.

Trods Lucas’ ihærdige forsøg på at behage nissen i laden, går det knapt så gnidningsfrit. Faktisk går det rigtig dårligt, og juleaften kulminerer det hele i et stort voldsorgie, hvor det viser sig, at det ikke kun er én enkelt nisse, som bor i nærheden.

Og er du vimmer, hvor er There’s Something in the Barn blodig. Alle tænkelige former for stik- og hakkevåben bliver selvfølgelig brugt flittigt, samt en snescooter og godt med ild. Men ikke pistoler.

Som flere af de lokale bemærker, den slags bruger vi ikke i Norge. ”Det er jo ikke Detroit,” som den øretæveindbydende know-it-all Tor Åge (Calle Hellevang Larsen) siger til Bill.

Kulturmødet mellem de åbne amerikanere og de lidt tilbagetrukne og Karl-smarte nordmænd er herlig. Der tages kærligt pis på begge kulturer på den fine måde, så ingen fremstår som prygelknabe i forhold til de andre – på nær nisserne, som bare skal nakkes.

Dø nisse, dø!

Og dø, det gør de i stor stil.

Fordi de har fået lidt overdrevne, vrede ansigtstræk, og de er fantasivæsner, gør det ikke rigtig noget, når den ene bliver stukket eller sprængt i luften efter den anden.

Det er bare langt ude splatterhumor, netop som i Gremlins.

Instruktør Magnus Martens har til fulde forstået den mission og forvalter Aleksander Kirkwood Brown manuskript med god stilistisk schwung, hvor der er god plads til at skeje ud.

Men det bliver heller aldrig så overdrevet, at filmen glemmer, hvad der er dens fundament. Hvis ikke det var fordi, familien rent faktisk holdt af hinanden og havde likeable kvaliteter, ville man ikke have interesse for, om de overlevede eller ej.

Townes Bunner er præcis så perfekt naiv og uskyldig, så man ikke kan gøre andet end at holde af ham. For han vil virkelig bare det bedste for alle omkring sig, inklusive nissen ude i laden.

Kombinationen af splat og kækt kultursammenstød-satire er med til at gøre There’s Something in the Barn til årets film-julegave for gyserfans. Den holder sig dygtigt indenfor den B-films sfære, hvor den hører hjemme, uden at få fjollede aspirationer om mere. Magnus Martens ved, hvad filmen kan bære, og holder den der.

Sjældent har det været så underholdende at se nisser gå amok og derefter blive dræbt på opfindsom vis. Den er lige til juleøllet, og den er perfekt til at dulme Halloween-tømmermændene.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste