Anmeldelse: Stil vinder over substans i fantasyfilmen ’Damsel’

Hvedebrødsdagene får en brat ende, da prins Henry (Nick Robinson) kaster sin hustru Elodie (Millie Bobby Brown) udover kanten i den store dunkle klippegrotte og ned i det mørke dyb, hvor bunden ikke kan ses.

Det starter egentligt fint nok mellem dem i Netflix-filmen Damsel.

Elodie er adelig og bliver ud af det blå en dag trolovet med Henry fra en fjerntliggende ø. Hendes familie er efterhånden ved at løbe tør for midler på kistebunden, og derfor er hendes far Lord Bayford (Ray Winstone) meget forhippet på, at ægteskabet skal blive en realitet, så han kan få en stor medgift for datterens hånd.

Men det er dog ikke kærlighed eller en eller anden form for alliance, der har fået Henrys mor, dronning Isabelle (Robin Wright) til at lede efter en kvinde til sit afkom.

Næh, det er en ældgammel pagt med en drage (stemme af Shohreh Aghdashloo), som for hver generation skal have ofret tre unge kvinder, ellers udsletter den deres kongerige.

Og det er derfor, at Elodie pludselig befinder sig på bunden af en gigantisk grotte med en gnaven drage lige i knæhaserne hele tiden.

Umiddelbart præmissen til en ret veloplagt monsterfilm med en feministisk undertone. Udførslen bliver dog mere stil over substans, hvor effekterne det meste af tiden er rigtig fine, men historien og replikkerne ikke altid sidder lige i skabet.

Ok med stemning

Filmen er baseret på Evelyn Skyes roman af samme navn, men om det er fra bogforlægget eller Dan Mazeaus manuskript, at de umiskendelige ligheder med Daenerys Targaryen fra Game of Thrones er opstået, er ikke lige til at blive klog på.

Ikke desto mindre sidder man til slut i Damsel med følelsen af, at man har set nogle af scenerne før i den berømte HBO-fantasyserie.

Opbygningen dertil har dog ikke den samme pondus som i GoT.

Millie Bobby Brown har alle dage været en noget ujævn skuespiller, hvilket selvfølgelig også falder tilbage på de folk, som giver hende de roller, hvor de manglende evner bliver udstillet.

Ikke at Damsel er et episk mesterværk, som bliver ødelagt af Brown. Det er en ok fantasyfilm, som ikke bugner af tyngde til at hæve filmen op i højere kvalitetslag.

Den fungerer faktisk bedst, når Elodie er fanget ned i det labyrintiske dyb, og dragen leger kispus med hende. Aghdashloos hæse stemmer ekkoer ildevarslende og tillokkende i gangene, der er fyldt med spor efter de mange andre unge kvinder, som i årenes løb er blevet smidt ned til dragen.

Instruktør Juan Carlos Fresnadillo har tidligere med blandt andet zombiefilmen 28 uger senere vist stor tæft for at lade uhyggen rumstere i mørket, og det er da også her, at dragen fremstår mest frygtindgydende.

Ved kun at vise glimt eller mindre dele af den, udfylder fantasien selv de manglende pladser. Det er ikke, fordi effekterne på dragen er miserabel, når vi endelig ser den i fuld flor. Men det er omvendt heller ikke absolut spitzenclass – meget lig den måde Damsel fremstår som film.

Rambo og drager

Præcis hvad vi skal bruge Netflix-filmen til, er ikke lige umiddelbart til at gennemskue. Som underholdning er den fin, men ikke noget udover det sædvanlige, og man bliver da heller ikke blæst bagover af benovelse af noget.

Angela Bassett som Elodies stedmor er håbløst spild, ligeså med Robin Wrights onde dronning. På en bizar måde er det lykkedes filmskaberne at få den 1 time og 48 minutter lange film til at føles for kort, når det kommer til at fremvise de karakterer, man gerne vil se mere til.

Damsel ville overraskende nok have fungeret bedre som en miniserie i fire afsnit, hvor man virkelig kunne have dvælet ved de forskellige akter af Elodies oplevelser.

I stedet fremstår filmen som en overfladisk gennemgang af en dybere og mere spændende historie – dragen har faktisk sine grunde til at ville æde unge kvinder – man kan skimte de spændende anslag.

Samtidig er der også nogle grotesk kiksede øjeblikke, som når Elodie i ren Rambo-stil gør en række fælder klar. Det ligner vitterligt en montage fra Sylvester Stallone-filmene og ikke på den fine homage-måde, men snarere akavet.

Der er ingen tvivl om, at Damsel skulle være Netflix’ tilbud på noget slagkraftigt til Kvindernes internationale kampdag. Men der bør kræves mere substans i stedet for de svulstige slogans, der bliver sagt højt, mens musikken buldrer løs og signalerer, at noget skal fremstå storslået.

Bare fordi man råber, at det skal være sådan, er det ikke ensbetydende med, at det rent faktisk er det.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: