Anmeldelse: Stjernefrøet Marisa Abela imponerer i Amy Winehouse-biopic’en ’Back to Black’

”Folk skal høre min stemme og glemme deres problemer, bare et øjeblik,” siger den unge Amy Winehouse i starten af Back to Black.

Filmen om den karismatiske og fantastiske britiske musiker lægger ud på romantisk og optimistisk vis. Winehouse (Marisa Abela) læser højt fra et brev, som hun har skrevet i forbindelse med en ansøgning til en musikskole, mens hun snakker med sin elskede bedstemor Cynthia (Lesley Manville).

Den aspirerende jazzsanger bor stadig hjemme hos sin fraskilte mor, mens faren Mitch (Eddie Marsan) byder ind med livsråd, når han ikke lige kører taxa.

Gennem bekendte bliver Amy kontaktet af et managementfirma, som ser guld i den unge sanger. Men Winehouse er ikke som de andre stjerner på toppen af albumlisterne i begyndelsen af 00'erne, og det er hun bestemt ikke bleg for at gøre opmærksom på.

Den livsbegærlige unge kvinde lever en afslappet rock’n'roll-tilværelse, hvor alkoholindtaget endnu ikke er kommet op i den faretruende ende, som til sidst endte med at koste sangeren livet.

Instruktør Sam Taylor-Johnson (Nowhere Boy, Fifty Shades of Grey) og manuskriptforfatter Matt Greenhalgh (Control, Nowhere Boy) lægger fokus på sangeren selv og hendes (mildest talt) tumultariske forhold til kæresten, senere husbond og eksmand Blake Fielder-Civil (Jack O’Connell).

Det har sine fordele, men også klare ulemper, og Back to Black efterlader derfor også seeren med en noget uforløst smag i munden.

Karrieredefinerende præstation

Hvad der til gengæld ikke har en ubehagelig bismag, er Marisa Abelas fremragende præstation i hovedrollen.

Selv om skuespilleren ikke ligner en direkte klon af Winehouse, fanger Abele flot sangerens fandenivoldskhed, og uden at lyde 1:1 byder hun også ind med fine sangpræstationer.

Det er en af den slags film, der kommer til at stå som det definerende portræt af den virkelige person, selv om det måske ikke er en direkte kopi. Præcis som det var tilfældet med Rami Malek i Bohemian Rhapsody og Taron Egerton i Rocketman.

Og det er helt klart på grund af Marisa Abelas karrieredefinerende magtdemonstration, at man skal se Back to Black.

Som dommedagsmodpart er Jack O’Connell tilpas magnetisk i sin tilstedeværelse til, at man forstår, hvorfor Amy ikke kan give slip på narkomanen Blake.

”Du er til bad boys, Amy Winehouse,” siger bedstemoren, da hun og Amy har en samtale om barnebarnets datingliv.

Scenerne mellem Abela og altid fremragende Lesley Manville er filmens hjerte, hvor man for alvor får den mest sårbare side af sangeren at se. Senere, hvor alkohol og heroin får et større greb i musikeren, og den fatale deroute bliver fastlagt, er det svært ikke at se hvert eneste sekund som et hjerteskærende ekko fra det hinsides.

En ubehagelig reminder om, hvad det værste udfald kan være, når en misbruger ikke kan slippe ud af sin vane og føler sig ene og fortabt i verden.

Destruktive forhold

Dramadelen af Back to Black fungerer således okay. Etableringen af, hvor stor en stjerne og musiker Amy Winehouse var, halter til gengæld gevaldigt meget.

Sam Taylor-Johnson har udtalt, at det er sangerens album Back to Black (2006), som er udgangspunkt for filmen. Men det sker på bekostning af det første album Frank (2003), som man kun henkastet hører har indkasseret en masse prestigefulde priser.

Selv om Amy i filmen gør meget ud af at pointere, at hun skriver sange ud fra sit liv, er det forsvindende lidt af den proces, som bliver inkluderet. Lidt generiske montager og namedropping af producere, og det er sådan set det.

Bevares, der er en god stak musikalske optrædener, hvor Abela får rig mulighed for at smitte publikum – både dem i filmen og biograf – med sit talent, men musikproduktionen og processen omkring tilblivelsen af de to albums, er ren overfladebehandling.

Matt Greenhalgh har tidligere leveret ord til flere biopics om musikere, og det står efter Back to Black klart, at den bedste i den række er Control om Joy Division-forsangeren Ian Curtis. Hvor mesterfotografen Anton Corbijn formåede at skabe et mesterværk for eftertiden, er Back to Black nærmere et sikkert og uambitiøst projekt.

Hvis ikke det var for Marisa Abelas præstation og O’Connel samt Manville og Marsans fine biroller, ville Amy Winhouse-biopic'en ikke have noget mindeværdigt at tage med fra biografen.

Så det er for skuespillet – Abela i særklasse – og nysgerrigheden omkring det toksiske og destruktive kærlighedsforhold mellem Amy og Blake, at man skal se filmen.

Men, og det kan ikke siges for mange gange, for det er virkelig skuespil i ypperste klasse, det er helt og holdent Marisa Abelas film, og uden hende ville Back to Black ikke have noget lys.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: