Anmeldelse: ’Stockholm Bloodbath’ er blodfattig på spænding

Jøsses!

Det er det første ord, som popper ind i hovedet, da rulleteksterne til Stockholm Bloodbath går i gang, og ikke af nogen god grund.

Idéen er ellers fin nok. At lave en hævnfilm ud af begivenhederne i 1520, hvor Christian den 2. beordrede henrettelser af godt og vel alle sine politiske modstandere for kætteri. 82 adelige, biskopper og borgere i Stockholm fik kappet hovedet af og ved netop at bruge kætteri som grund, omgik kongen den amnesti, han ellers havde givet folket, da han overtog den svenske trone.

Udførelsen er dog alt andet end fin, endsige god.

Det er kriseramte Viaplay, der sammen med Nordisk Film står bag filmen, og man kan med rette undre sig over, hvorfor den får en tur i biografen. For den minder mest af alt om en af den slags streamingfilm, man starter på, fordi den lige er kommet på tjenesten, men ender med at slukke for igen.

I Stockholm Bloodbath er fokus drejet, så al politik og krig får direkte indflydelse på de fiktive plejebarnssøstre Anne (Sophie Cookson) og Freja Eriksson (Alba August).

En gruppe onde danske soldater under ledelse af Didrik Slagheck (Mikkel Boe Følsgaard) angriber Eriksson-familiens gård og by, da Anne er i gang med at blive gift med sin udkårne, Johan (Wilf Scolding). De skruppelløse mordere slagter alt og alle, på nær Johan, som de tager med sig, og Anne og Freja, som de tror er døde. Freja er forud for nedslagtningen stødt ind i dem i den nærliggende skov og kun undsluppet ved at gemme sig i det iskolde vand i en isdækket sø.

De to sværger hævn over morderne, der bliver betegnet som en ond mand, ham med arret, to tyske brødre og en stor dansk mand på det hævndokument, Anne laver. En efter en bliver der streget navne fra listen på god blodig vis. Det er ikke Kill Bill, men lidt henad Kill Christian, når tonen er mest veloplagt.

Det er den bare alt for sjældent i den pudsigt alt for lange svenske film, hvor alle snakker engelsk.

Claes Bang, bang, du er død

Stockholm Bloodbath er bedst, når filmen omfavner den morbide attitude med masser af blod, voldelige drab og tendens til lidt overspil, som i en god B-film fra 70'erne.

Men hvor Quentin Tarantino ikke har været bleg for at ændre på de faktuelle begivenheder, så de passer ind i den historie, han vil fortælle, har instruktør Mikael Håfström og manuskriptforfatterne Erlend Loe og Nora Landsrød større berøringsangst for at lege med virkeligheden.

Til tider klamrer Stockholm Bloodbath sig forkrampet fast i de virkelige begivenheder. Så skal vi lige have det med, og så skal vi lige havde det her med. Kan man sin historie nogenlunde og ved, hvad der sker med de virkelige personer – læs hvem dør – er der ikke rigtig noget at komme efter.

Og vejen dertil er ikke den mest spændende at sidde med på lur til.

Har man stiftet bekendtskab med Erlend Loes forfatterskab, vil man kunne nikke genkende til de brovtende, overdrevne mandetyper, der drives frem af deres respektive mindreværdskomplekser.

Didrik Slagheck hader alt og alle, fordi han som bastardsøn er blevet frasagt af sin far og derfor nu sværger blind troskab overfor Gud og Kong Christian (Claes Bang) – i den rækkefølge – hvoraf sidstnævnte selv har det hårdt med, at nogen tør sige ham imod.

Alle danskerne bliver fremstillet som nogle brutale barbarer, hvorimod svenskerne – kvinderne især – er anderledes kulturelle og mere dannede end de dumme danere.

Omvendt giver det Claes Bang, Mikkel Boe Følsgaard og Thomas Chaanhing rig mulighed for at give den fuld gas ud på overdrevets motorvej. Hvilket fungerer glimrende, når filmen vel og mærke ikke tager sig selv for højtideligt, hvilket den gør 90 % af tiden.

Landskamp uden vindere

Det giver en lidt aparte følelse.

Emily Beecham, der spiller den svenske adelskvinde og senere leder af Sverige, Christina Gyllenstierna, har nogle eminente grimasser en gang imellem, hvor hun nærmest med ironisk distance betragter de absurde ting, der foregår omkring hende.

Men det element mister sin berettigelse, når der kort tid efter bliver brugt tonstung alvor på at forklare noget historisk korrekt.

Beslutningen om at sætte sig mellem to stole og så falde ned i hullet imellem dem er besynderlig.

Spændingen omkring Anne og Frejas hævntogt ebber langsommere ud end tålmodigheden med at se våd maling tørre i regnvejr. En ting, ingen har lyst til at overvære, men nu er vi her.

Hvor havde det dog klædt Stockholm Bloodbath fuldt ud at omfavne det overdrevne. Når man har karakterer, der siger ”I dag er en perfekt dag til et blodbad,” og Mikkel Boe Følsgaard, der danser sølet ind i blod i regnen i slowmotion, forpligter det immervæk resten af filmen til at leve op til det vanvid.

Desværre bliver det ikke til mere end nogle halvfesne hug på galgenhumor, som falder hurtigere ned fra skafottet end et af de mange afhuggede, svenske hoveder – måske et meget passende billede på kreativiteten hos Viaplay pt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: