Anmeldelse: Thrilleren ’Drop’ burde meldes for gravrøveri

Partnervold er en meget reel og skræmmende situation, som ikke kun plager offeret i det øjeblik, det står på, men også efterlader dybe følelsesmæssige ar, der kan blive hængende i flere år efter.

Sådan er det for Violet (Meghann Fahy).

Hendes afdøde mand Blake (Michael Shea) bankede hende for et godt ord, og det stoppede først, da han døde. Siden da har hun hjulpet andre kvinder med at komme igennem lignende traumatiske oplevelser og helliget sig livet som mor for sønnen Toby (Jacob Robinson).

Nu skal hun på date med fotografen Henry (Brandon Sklenar), som hun har skrevet med i tre måneder. Destinationen er en fashionabel Chicago-restaurant på 37. etage i en skyskraber, og alt tegner umiddelbart til at gå godt.

Indtil telefonen begynder at bimle og bamle med notifikationer. Violet bliver bombarderet med beskeder fra den fiktive Digidrop-tjeneste, som fungerer præcis lige som Airdrop. Hvis man er inden for en bestemt radius, kan man sende beskeder eller filer til folk, der så kan vælge at acceptere dem eller ej.

Umiddelbart ignorer Violet dem, men da vedkommende nævner hendes søn og søsters navn og beder hende om at tjekke sit hjemmeovervågningssystem, er hendes opmærksom fanget.

En maskeret mand er brudt ind i hendes hjem, har slået søsteren bevidstløs og holder Violets søn som gidsel.

Beskedsenderen har en række krav til Violet for at lade dem leve: Hun skal tage et SD-kort ud af Henrys kamera og ødelægge det, og derefter skal hun slå ham ihjel.

Idéen er god nok, udførelsen er dog noget haltende, og så blev et lignende plot udfoldet langt bedre i en snart 20 år gammel thriller med Cillian Murphy.

Nærmest gravrøveri

Det var nemlig i 2005, at den gamle gysermester Wes Craven instruerede ’Red Eye’. Filmen handlede om hotelmanageren Lisa (Rachel McAdams), der er på vej hjem fra sin bedstemors begravelse og tager et sent fly hjem til Florida.

Her møder hun den veltalende og charmerende Jackson (Cillian Murphy). Der er umiddelbart kemi, men så snart flyet er oppe i luften begynder han at true hende med, at hendes far vil dø, hvis ikke hun hjælper ham.

Sammenfaldet er så stort, at det er svært ikke at se ’Drop’ som et mindre plagiat.

Christopher Landon nævner selv ’Red Eye’ som en af de film, ’Drop’ er en hyldest til. Hvorvidt det bare er skadeskontrol fra instruktørens side, eller om det rent faktisk er oprigtigt, er ikke til at vide.

Den aktuelle film er ifølge filmens pressemateriale blevet til, da en af filmens producenter var på ferie, og han og hans ven blev udsat for netop en airdrop-prank. Det er så det, manuskriptforfatterne Jillian Jacobs og Chris Roach har brugt som udgangspunkt for ’Drop’, men det undskylder stadig ikke det påfaldende sammenfald.

Flere steder er handlingen i ’Drop’ 1:1 den samme som i ’Red Eye’, og det kan ikke gemmes under hyldest-prædikatet. Det er tyveri ved højlys dag, og eftersom Wes Craven afgik ved døden tilbage i 2015, er der nærmest tale om gravrøveri.

Spild at tidens skuespillere

Det er en skam, for ’Drop’ har ellers to af de mest interessante skuespillere i Hollywood lige nu foran kameraet, og en potentiel kommende genrekonge bag kameraet.

Christopher Landon slog sit navn fast som manuskriptforfatter på noget nær alle ’Paranormal Activity’-filmene, der alle har indtjent vanvittigt mange penge. Derudover har han formået fint at kombinere galgenhumor og gys i sine flere af sine egne film som ’Happy Death Day’ – der i bund og grund er gyserkomedieversionen af Bill Murray-klassikeren ’En ny dag truer’ (’Groundhog Day’) – og ’Freaky’.

Men måske ’Drop’ også viser, at Landon er bedst, når han selv står for manus.

Foran kameraet viser ’The White Lotus’ sæson to-stjernen Meghann Fahy, hvorfor hun siden gennembruddet for tre år siden er en af de mest eftertragtede skuespillere.

Selv i den rædderlige Susanne Bier Netflix-serie ’The Perfect Couple’ var Fahy et af meget få lyspunkter, og det samme gør sig gældende i ’Drop’. Skuespilleren gør, hvad hun kan, men når manuskriptet er kluntet, er der ikke rigtig noget at stille op.

Det samme gør sig gældende for ’1923’-bøffen Brendon Sklenar. Manden med det bedste overskæg i Hollywood pt. får i ’Drop’ mulighed for at vise andre sider af talentet. Henry er mere åben, charmerende og langt mindre voldsparat end den temperamentsfulde Spencer Dutton, Sklenar spiller i ’Yellowstone’ spin off-serien. Igen, god præstation, dårligt manuskript.

Der er en interessant historie i ’Drop’ omkring partnervold, og hvordan man kæmper sig vej ud af det. Bare ærgerligt, at den omkringliggende historie blev lavet bedre for 20 år siden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: