Anmeldelse: Tommy Lee Jones og Jamie Foxx er fremragende i ’The Burial’

Har Tommy Lee Jones nogensinde set ung ud? Selv tilbage i Oliver Stones JFK fra 1991, hvor han for alvor slog igennem med en Oscar-nominering for bedste mandlige birolle, lignede skuespilleren med de markante ansigtstræk en, som var lidt træt af livet efter at have festet for længe.

Men også med en udefinerbar naturlig autoritetsudstråling. Den slags, man er født med, og ikke bare sådan lige kan tillære sig.

Det er netop også i den slags roller, man typisk så ham og husker ham for i storhedstiden i 1990'erne.

Kapring på åbent hav, Flygtningen – der i øvrigt indbragte ham karrierens eneste Oscar-statuette, nemlig for bedste mandlige birolle – Heaven and Earth, Klienten, Natural Born Killers, Men in Black og listen fortsætter nærmest i det uendelige.

Selv om der er længere mellem rollerne, kan man altid regne med, at Tommy Lee Jones gør det godt. For det er sådan en skuespiller, han er. Altid garant for den gode og mindeværdige præstation.

Prime Videofilmen The Burial er ingen undtagelse.

Baseret på virkelige begivenheder, handler filmen om Jeremiah O’Keefe, ejeren af et lille begravelsesfirma. Grundet finansielle problemer, overvejer han at sælge familieforetagendet til et stort begravelseskonglomerat.

Men big business forsøger at tryne den lille, og snart er der uenighed om kontrakten.

I den juridiske David mod Goliath-kamp er det nødvendigt med noget uventet. Det element er advokaten Willie Gary (Jamie Foxx), hvis speciale ellers ligger i sager om personskade. Men den karismatiske og veltalende mand – der konsekvent flyver i et stort privatfly med det bombastiske navn Wings of Justice/Retfærdighedens vinger – går godt i spænd med Jeremiah, og derfor slår de sig sammen mod overmagten i Loewen Group.

Charmende juridiske dueller

The Burial’s helt store trumfkort er, udover Tommy Lee Jones, Jamie Foxx som den frembrusende advokat.

De to skuespillere har fremragende kemi, og hver scene med dem er ikke til at tage øjnene fra. Hvad end det er de mere dramatiske, eller når de sidder og småsynger med på Tony! Toni! Toné! sangen Feels Good.

Instruktør, Maggie Betts, og medmanuskriptforfatter, dramatiker Doug Wright, veksler flot imellem de stille og rolige scener og de hæsblæsende retssalsscener.

Jurnee Smollett er formidabel som modpartens advokat, Mame Downes. Man er aldrig i tvivl om, at hun er en dygtig advokat, endda i sådan en grad, at man bliver i tvivl om, hvorvidt Willie og Jeremiah skal vinde sagen.

At skabe sådan en tvivl er et herligt element, da sådanne biografiske film oftest kan få en følelse af, at udfaldet er givet på forhånd. Den skråsikkerhed er ikke til stede på samme måde, selv om The Burial ellers udfolder sig på præcis den samme måde, som man har set utallige gange før.

Ikke at det er en dårlig ting. Filmen er god underholdning, hvor komik, spænding og drama blandes i det korrekte blandingsforhold.

Thi kendes for ret!

Men der mangler også det uventede.

For vi ved nogenlunde, hvordan det hele skal forløbe. I hvert fald, hvis man har set en film a la denne før. Og det kan man næsten ikke undgå at have gjort, for de har altid været en fast bestanddel af filmhistorien.

Den menige mands kamp mod den store forretning, der forsøger at tromle sin vilje igennem. Vi har set det før i en eller anden variation. Og det er fandens spændende og opløftende.

Det ender som oftest med, at de gode på en eller anden måde klarer den. Kunsten er at få skabt tvivlen, som allerede nævnt. Som skurken for det hele er karakterskuespilleren, Bill Kamp, perfekt. Kompakt og lidt bølleagtig i sin fremtoning på den måde, som en arrogant rigmand kun kan være. Hvor petitesser som anstændighed er ligegyldigt. Det er kun bundlinjen og tilfredsstillelse af egoet, som tæller. Lige præcis sådan en type, man gerne vil se komme ned med nakken.

The Burial er det gode retssalsdrama, man altid har lyst til at se igen og igen. Det er vellavet, medrivende og spændende samt med to rigtig dygtige skuespillere i front for det hele.

Den aldrende mand har en dejlig stille værdighed over sig, så man ikke kan gøre andet end at holde med ham. Og så er det i øvrigt herligt at se Alan Ruck, der var så fremragende som den flyvske storebror, Connor, i Succession, som en af Jeremiahs advokater, der måske ikke er så kompetent, som han selv tror.

Det er slet og ret en god film med gode skuespillere, og ikke så meget andet.

The Burial kan ses på Prime Video.