Der er både bollemusik og masser af racerbiler i ’Gran Turismo’

Okay, vi skruer lige tiden tilbage til 1998. Maria Månson (mig) ejer endnu ikke en Playstation. Jeg har indtil nu boltret mig mest i Nintendos spiluniverser, og Baldur’s Gate, der kom til at ændre mine spilvaner for evigt, har endnu ikke set dagens lys.

Men én af vennerne har en Playstation, og hos ham mødes vi. Oftest for at smadre biler i Destruction Derby. Hvilket selvfølgelig var fedt, men da han en dag havde erhvervet sig racerspillet Gran Turismo, var vi alle blæst bagover. Realismen, detaljegraden, grafikken – det var en helt anden oplevelse, end nogen af os havde prøvet før. Siden er spillet udkommet i syv udgaver. Og nu altså også en film.

Baseret på virkelig hændelser

Gran Turismo er baseret på den virkelige historie om computerspilleren Jann Mardenborough (Archie Madekwe), der lykkedes med at springe fra Gran Turismo på skærmen til den virkelige verdens racerbiler. Han vinder en konkurrence mod alverdens gamere og får sammen med en håndfuld andre håbefulde Gran Turismo-eksperter en plads på et Nissan-akademi, der skal lære ham at køre i rigtige racerbiler.

Jeg havde faktisk glædet mig til at se den her film. Både på grund af det stærke skuespil-cast, men også fordi instruktøren bag er Neill Blomkamp. Han lavede den vidunderligt gakkede District 9, der med sine lige dele ’tunge-i-kind’-humor og samfundskritik tog rumvæsen-filmen til et nyt og friskt niveau. Ville han kunne give fornøjelige bilfilm som Fast and Furious-serien baghjul?

Derfor ser vi 'Gran Turismo'

Lad mig starte med positivlisten. Den har ét punkt, men heldigvis et meget vigtigt et. Selve racerscenerne trækker filmen gevaldigt op. De er dynamiske og intense. Bilerne er selvfølgelig vanvittigt fede, og det hele er filmet, så det føles taktilt og tæt på spiloplevelsen. Der er ligeledes nogle overgange fra spilunivers til virkelighed, der er løst genialt.

Til gengæld er der alt for mange og for korte løb, og det udvander spændingskurven. Jeg tror, vi når igennem 10-12 forskellige ræs, der alle skal føles som liv og død. Det bliver jabbet igennem, og man ender som fartblind. Jeg havde kunnet nøjes med tre løb, der så blev koreograferet bedre og fik lov at vare i længere tid. For vi vil jo meget gerne være i bilerne og mærke suset. Det er faktisk derfor, vi ser Gran Turismo. Det virker helt paradoksalt, men Gran Turismo har problemer med sin pacing.

Orlando Bloom på autopilot

I rollerne som henholdsvis den hårde, men retfærdige træner og PR-fidusen fra Nissan, der har fundet på hele konkurrencen, er Stranger Things-skuespilleren David Harbour og vores yndlingspirat/elver, Orlando Bloom. Men karakterportrætterne mangler både dybde og glimt i øjet. Begge skuespillere har komisk timing i overflod. Men i Gran Turismo tilbyder de ikke mere af deres spilregister end en Tesla på autopilot.

Show it, don’t tell it

Så er der filmens mærkelige behov for konstant at rose sig selv. Gran Turismo-spillet er nemlig SÅ fantastisk, må vi forstå. Det er præcist og bygget over virkelighedens fysiske love, og bilerne er designet, så de ligger helt tæt op ad virkeligheden. Men hvorfor skal vi konstant fortælles alt dette i dialogen? Burde vi ikke blive overbevist af filmens scener?

En tur tilbage til teenageværelset

Det allerbedste/værste kommer jeg til nu. Jeg skal lige tage mig sammen til at skrive det her, for det er både privat, ikke fagligt objektivt og alt det der. Men filmanmelderi er mindst 30 % mavefornemmelse og smag.

Og her er så min: Tilbage i de selvsamme 90’ere, hvor vi startede anmeldelsen, var der noget særligt musik, som altid blev sat på, når man skulle. ahem ja, I ved. BOLLEMUSIK, okay? Og hvad toner på absurd vis frem i ørene på den unge teenager Jann, når han lige skal ’chille’ inden et løb? Gud-døde-mig, Kenny G's flødebollede saxofon! Og lige bagefter, Enyas Sail Away, Sail Away, Sail Away.

Det blev en slags Proustiansk oplevelse for mig, hvor jeg pludselig blev ført tilbage til et surtlugtende provinsværelse med en lummer teenagedreng, der lige skulle sætte noget lækkert på cd-afspilleren. Jeg ved, det helt sikkert er et biografisk korrekt valg at bruge netop dén musik. Men ærlig talt, tag lige hensyn til os med teenagetraumer fra 90’erne!

Jeg er overbevist om, at min otteårige søn vil elske Gran Turismo. Ligesom mange gamle GT-spillere sikkert også vil nyde den biografiske historie. Men jeg kan ikke uddele mere end en middelmådig karakter til den her film, der kunne (og burde) have været lige så sjov og potent som spillet.