Anmeldelse: The Twelve er indviklet men helt sikkert værd at se

Du skal følge godt med, hvis du vil se den belgiske serie The Twelve, for i dette krimidrama handler det ikke kun om, hvorvidt den tiltalte har begået forbrydelsen eller ej.

En god krimi er ligesom et puslespil, hvor du får brikkerne i små grupper. De kan samles og give dig et billede af, hvad der er sket på et vist tidspunkt, eller hvordan en enkelt person hører til. Men du ved ikke, hvor de enkelte samlede grupper skal ligge, før du har fået alle brikkerne.

På Netflix finder du nu den belgiske The Twelve (originaltitel: De Twaalf), der er eminent til netop dette. Mordsagen mod Frie Palmers, der står anklaget for mordet på sin datter og sin veninde 18 år tidligere er klassisk krimi. Langsomt udspiller scenen sig for øjnene af os på bedste puslespilsvis. Men hvor det klassiske drama sætter fokus på, om den tiltalte har gjort det eller ej, så har The Twelve en ganske anden mission.

For her handler det om løgnene og den effekt, de har i vores liv. Både de små hvide løgne, som vi fortæller, fordi vi ikke vil gøre nogen ondt, fordi det er nemmere end at sige sandheden, eller fordi det er bedre for det billede, vi skaber af os selv, og de store altopslugende løgne, der æder på vores samvittighed eller vores stolthed. De løgne, vi fortæller for at overleve, at blive i forhold eller for at skåne vores elskede fra en sandhed, der er så hård, at den kan ødelægge fundamentet under dem.

Og værst af alt: De løgne, vi fortæller os selv. Af præcis de samme årsager.

To mord samler serien

Det er en lang og indviklet historie, der involverer et trekantsdrama mellem Frie, Brechtje og Stefaan, der oprindeligt var kæreste med Brechtje, men senere gifter sig med Frie og er far til Roos. Den handler om forholdet mellem Brechtje og faderen Marc Vindevogel, der har skaffet sig fjender i den belgiske landbrugsindustri pga. arbejdet i dyrevelfærdsgruppen Beast, der ikke har haft kvaler med at ty til voldelige metoder. Og ligesom i den virkelige verden handler den om en masse andre små historier, der er med til at fylde et liv.

LÆS OGSÅ: 5 korte krimiserier på Netflix

Sideløbende følger vi nogle af juryens tolv medlemmer, der hver især lever deres liv med egne løgne, og deres problemer.

Og afsnit efter afsnit danser skeletterne ud af skabet på én lang række som en congalinje, der kunne få Kant til at opgive alle tanker om moral og åbne en isbod i stedet.

Sandhed og/eller retfærdighed

For det er ikke meningen, at du skal vide, om Frie Palmers er skyldig eller ej, før du har alle informationer. Her er det så afgjort rejsen, der er det interessante, og ikke målet. Selvom den åbenbaring stadig er så vanvittigt lækkert gennemført.

Belgien kan også

Og det virker. For midt mellem store spørgsmål om rigtigt og forkert, sandt eller falsk, retfærdighed og uretfærdighed, skyldig og uskyldig, venter det daglige, og når kendelsen er faldet, fortsætter livet. For juryen og for de pårørende. Selv for Frie.

Den slags, synes jeg, ofte mangler i de amerikanske serier. Det sidste bragende crescendo er så dominerende, at tavsheden efterfølgende er tegn på, at koncerten er slut.

I den virkelige verden spiller orkestret videre. Det er de små toner og de kedelige takter, men de fortsætter, og det er med til at underbygge, at der vitterligt er tale om helt almindelige mennesker, der lever helt almindelige liv.

De snakker helt sort

Maaike Neuville (De Dag, Perfect Darkness) spiller Delphine Spijkers, og allerede fra begyndelsen er hun i stand til at levere en foruroligende præstation, der fjerner al tvivl om, hvad for et liv hun lever i. Johan Heldenbergh (The Zookeepers Wife, The Tunnel) spiller eksmanden, Stefaan, der forlod Frie, kort efter han fandt ud af, at hun var gravid. Og han gør det med sådan en finesse, at det er svært ikke at hade ham, fordi han bare er 100 % luskefis. Det er brandgodt, og de gør det alle sammen virkelig fremragende.

LÆS OGSÅ: 5 fede krimier på Netflix

Det er en anderledes oplevelse at se en serie, hvor der tales hollandsk, for det gælder om at følge med. Her nytter det ikke noget lige at sidde på facebook, mens den ruller. Så bliver du hægtet af. Medmindre du forstår hollandsk, naturligvis.

Så kan jeg anbefale The Twelve?

Ja. Afgjort.

Hvor meget kan jeg anbefale den?

Altså…

Jeg skulle bare lige se et enkelt afsnit, og så forsvandt den aften. Og dagen efter var jeg færdig. Havde jeg ikke skulle arbejde, og var jeg begyndt tidligere, ville jeg have pløjet mig gennem de syv og en halv time, som serien ca. tager, i ét hug.

Den er medrivende og brandspændende. Men kun hvis du kan lide, at det er de gode karakterer og spændende dialoger, der driver værket. I så fald har jeg ingen kvaler med at anbefale den, endda at opfordre til at se den.

For det er den helt sikkert værd.

Fakta om The Twelve

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i august

LÆS OGSÅ: Vi anbefaler: Belgisk morddrama, usædvanlige superhelte og et sympatisk gensyn