Tæt på karakteren: Tyrion Lannister

Tyrion Lannister er det yngste barn i Lannister-familien, og desværre kostede hans fødsel hans mor livet. Tvillingeparret Cersei og Jamie, som var hans ældre søskende, havde delte meninger om deres nye lillebror – Jamie holdt meget af ham, mens Cersei som barn prøvede at slå ham ihjel og hadede ham for at have “dræbt hendes mor.”

Fordi Tyrion var dværg, blev han betragtet som et undermenneske af sin far, og Tyrion har hele sit liv haft et had/kærligheds-forhold til sin far af denne grund. Hans far, Tywin, satte ham til det mest beskidte arbejde, han kunne finde – bogstaveligt talt. Han blev sat til at passe kloakkerne i familiens slot, Casterly Rock, og han har sarkastisk udtalt at “tingene aldrig har flydt så nemt ud i havet!”

Hans job gav ham dog en stor fordel, for han lærte at bruge kloakkerne som hemmelige indgange til slottet, når han senere hentede prostituerede ind til sine gemakker. Senere, da hans storesøster blev dronning, blev Tyrion dog ophøjet til det kongelige følge, og rejste blandt andet rundt med det da de besøgte Winterfell i sæson 1.

Lille mand med stort hjerte

Som kompensation for sin ringe størrelse er Tyrion både lynende intelligent, veltalende og kreativ. Han opfinder mekaniske ting, kan lægge slagplaner og snakke sig vej ud af næsten enhver knibe. Samtidig er han potent som en hest og meget glad for kvindeligt selskab, selvom det ofte er nogen, han må betale for. Han har ry for at være et forfærdeligt menneske, (og har øgenavne som “trolden” og “halv-manden”) men er på bunden i virkeligheden et meget følsomt menneske, der hele sit liv har følt sig udenfor og er blevet forskelsbehandlet på grund af sit udseende.

Han er heldigere end så mange andre dværge i Westeros, fordi hans familie er rig nok til, at han stadig kan blive behandlet som adelsmand, men alligevel er han udenfor. Hadet, som hans søster har for ham, hans fars afvisning og insisteren på, at han aldrig er god nok, og hans brors lidt uheldige practical joke, hvor Tyrions første kærlighed viste sig at være en prostitueret, som Jamie havde betalt for at “spille forelsket” i sin lillebror, har gjort Tyrion ret misfornøjet med sit liv, og derfor drikker han en del og bruger ofte meget tid i King’s Landings bordeller.

Han har dog en dyb indre retfærdighedssans, og selvom han er vant til at leve blandt eliten og de rige, forsøger han altid at gøre noget for de uskyldige og hjælpeløse. Da han opfandt en speciel saddel til den handicappede Bran Stark, så han kunne ride på sin hest igen, sagde han, at han gjorde det, fordi han har “stor kærlighed for ting, der er gået i stykker.”

Køb din Tyrion Lannister-figur her

Dygtig men hadet

Tyrion får lov at vise sit værd, da han bliver gjort til Kongens Hånd, rigets administrator. Her kan han for første gang bruge sin uddannelse, viden og evne til at lave intriger til noget, og han formår da også at forhindre King’s Landing i at blive invaderet.

Desværre bliver hans evner og personlighed ikke værdsat helt så meget af Dronning Cersei, der ved enhver lejlighed underminerer ham og forsøger at bringe ham ulykke.

Han bliver også tvunget til at gifte sig med Sansa Stark, et ægteskab ingen af dem ønsker og som betyder at Tyrion må sende den kvinde, han oprigtigt elsker, bort. Dette er dog ikke nok for Cersei, og hun får ham senere sat for retten, anklaget for mord og dømt til døden, selvom han er uskyldig.

Heldigvis har han stadig venner ved hoffet, så han kan slippe bort til flere eventyr, denne gang i Essos ved dronning Daenerys Targaryans hof, hvor han bruger sine evner i fremmed krigstjeneste.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

Tragisk optimist

Tyrion er en tragisk karakter på mange måder. Gennem historien oplever han så meget sorg som kun få andre personer, og mister flere gange alt, for så at måtte starte forfra og skrabe et nyt liv sammen, og derpå miste det igen. Han får både lov til at sidde i høje embeder, kommandere hære og styre landets økonomi, men må også nedværdige sig til at kæmpe gladiatorkampe, være vintjener og rejse over havet, gemt i en fragtkasse.

Gennem hele serien er Tyrion én af de personer, der altid kan vende ting positivt, som altid har noget galgenhumoristisk at sige, når alt ser sort ud. Tyrion er en mand af sit ord – og man kan altid regne med, at han følger sin families uofficielle motto, “en Lannister betaler altid sin gæld.”

Læs også: Tæt på karakteren: Daenerys Targaryan

Læs også: Tæt på karakteren: Jon Snow

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *