25 år efter premieren: X-Files-afsnit er stadig et af serie-historiens absolut bedste

Hvad gør The X-Files-afsnittet Clyde Bruckman’s Final Repose til et historisk vigtigt serieøjeblik?

The X-Files-fan og podcastvært på Sammensværgelsen – en dansk X-Files podcast, Daniel Hartvig Nielsen, fejrer i denne artikel 25-årsjubilæet for det ikoniske afsnit Clyde Bruckman’s Final Repose.

Mulder: "If the future is written then why even bother to do anything?"

Clyde Bruckman: "Now you’re catching on."

Jeg taler (selvfølgelig) om Clyde Bruckman’s Final Repose, som blev vist på amerikansk tv for første gang den 13. oktober 1995.

Den vandt sidenhen en Emmy for ”Outstanding Writing for a Drama Series”, og gæstestjernen Peter Boyle, der aldrig har været bedre, løb med statuetten for ”Best Guest Actor in a Drama Series”. En triumf, der for alvor satte The X-Files på kritikernes landkort – og beviste, at serien var mere end aliens, ufoer og uhyggelige monstre.

Men hvad er det, der gør dette umiddelbart smådepressive afsnit til et monumentalt øjeblik i tv-historien?

Kort fortalt, fordi den måske besvarer et af livets største eksistentialistiske spørgsmål.

Verdens mest nederen superkraft

Jeg vil aldrig formå at omfavne hele det her afsnit i et skriv. Til det er der for mange lag, for mange jokes og for meget filosofisk dybde. For Clyde Bruckman’s Final Repose er i høj grad også en følelse, en fornemmelse, en stemning, som skal oplevelse og mærkes, lige så meget som det skal diskuteres og dissekeres.

Historien i den tredje sæsons fjerde afsnit af The X-Files er egentlig relativt lige til på papiret. En seriemorder er løs. Hans ofre er spåkoner, sandsigersker og andre, der påstår at de kan se ud i fremtiden. Mulder og Scully kommer på sagen, og her møder de den melankolske forsikringssælger Clyde Bruckman. Han viser sig imidlertid at have en ganske særlig evne, som måske, måske ikke, kan hjælpe de to FBI-agenter.

Bruckmans overnaturlige evne er muligvis den mest nederen superkraft, du overhovedet kan forestille dig. Han kan nemlig se, hvordan du dør. Han kan i detaljer se, hvordan du dør. Ja, det er sgu lige før, han kan smage den karamel, du bliver kvalt i. Men det er så også det.

En superkraft som måske i sit udgangspunkt kan lyde meget smart. Men, hvis man tænker over det, så er det brostenene til verdens største kliniske depression. Fordi ikke nok med, at du kommer til at se alle, du møder, dø på de mest mærkelige, absurde og trivielle måder. Så afslører det måske også, at vores skæbne allerede er sat. Vores fremtid er bestemt. Og hvorfor lever vi så egentligt?

Ja. Det er dét store spørgsmål, som The X-Files-forfatter og -darling Darin Morgan tackler i Clyde Bruckman’s Final Repose.

En dukke i livets spil

Darin Morgan formår at tage os menneskers evige tvivlen på vores egen eksistens ned på et banalt og lokalt niveau, og tilsat en hulens masse hjertevarm sarkasme og knastør, morbid humor bliver det underligt håndgribeligt.

Stærkt illustreret gennem vores skurk i afsnittet. Seriemorderen, som i historien blot hedder The Puppet. En reference til hans rolle som en dukke i livets spil.

I mødet med Clyde Bruckman, der leder op til afsnittet klimaks, spørger The Puppet forundret: ”Der er noget, jeg har ville spørge dig om i noget tid nu. Du har set ting, jeg har gjort i fortiden og i fremtiden. Er du ikke sød at fortælle mig hvorfor?”

Hvortil Bruckman svarer: “Forstår du det ikke, sønnike? Fatter du det ikke? Du gør de ting, du gør, fordi du er en morderisk galning.”

The Puppets svar er overraskende klart: ”Det … forklarer en del, gør det ikke? Det begynder alt sammen at give mening nu.”

Men med det konkluderer Bruckman også, at mennesker ikke er i stand til at ændre noget. The Puppet er en galning, fordi han er en galning. Det er hans skæbne. Det store spørgsmål er så, er man i stand til at forandre sin egen skæbne?

Tilfældighedernes meningsløse værdi

Afsnittet og karakteren er i øvrigt opkaldt efter stumfilmsinstruktøren Clyde Bruckman, der efter en hård tid begik selvmord i 1955. Og det er blot én af utallige meta-lag og referencer, som afsnittet gemmer på.

Scully finder Bruckman i et smukt øjeblik, som han tidligere i afsnittet selv forudsagde. Men med hans død, misser Bruckman desværre historiens store pointe. Fordi, hvis du kan se fremtiden, er du så faktisk ikke også i stand til at ændre den?

Bruckman har tidligere fortalt Mulder, hvordan FBI-agenten ville dø (og træde i en banankage). Men da det endelig skal til at udspille sig, redder Scully ham. Fordi tilfældighederne gør, at elevatoren hun tager, kører ned i stedet for op.

Bruckman afslører i afsnittet, hvordan hans evne opstod, da han forsøgte at beregne alle tilfældighederne, der skulle gå op i højere enhed den 3. februar i 1959, da de unge, talentfulde rockstjerner Buddy Holly, Ritchie Valens og ”The Big Popper” J.P. Richardson alle døde i et flystyrt. En tragedie, der også er kendt som ”The Day the Music Died”.

Men skal vi tillægge tilfældigheder værdi? Vi prøver som mennesker altid at få tingene til at gå op. At finde en mening med galskaben. Men hvad, hvis der ingen mening er? Bruckman tager sit eget liv, fordi han er overbevist om, at det er hans skæbne. Det er meningen med hans liv. Men Mulder undgår sin skæbne – ved en tilfældighed.

Forfatter Darin Morgan svarer aldrig på spørgsmålet direkte. Men han indikerer kraftigt, at vores skæbne ikke er mejslet i sten, men nærmere står skrevet i sand – og måske tilfældighederne kan skylle teksten bort. Måske kan du faktisk være herre over dit eget liv. Og om ikke andet bør du nyde det, så længe det varer.

Medmindre du er Scully, som lever evigt …

… For de uindviede udspiller denne dialog sig i afsnittet, som The X-Files-fans har tolket på lige siden:

Scully: "All right. So how do I die?"

Clyde Bruckman: "You don't."

Hvis du vil høre mere om Clyde Bruckman’s Final Repose, kan du lytte til episode #53 af podcasten Sammensværgelsen – en dansk X-Files podcast, hvor hver scene gennemgås detaljerigt – og om alt fra inspirationskilderne og alle de mærkelige referencer til Mulders mulige, perverse død og Scullys nye hund Queequeg.