Vores hyldest til de 5 bedste engelske (farmor)krimier…

Danmark ELSKER krimier! De sidste 20 år har budt på en hær af amerikanske produktioner – den ene flottere og mere uhyggelig end den anden. Denne overflod af bestialske (serie)mord bifalder vi naturligvis, men vi må ikke glemme genrens rødder. Vi må ikke glemme den gode gammeldags engelske krimi – farmorkrimien. Vi Elsker Serier præsenterer derfor vores bud på de 5 bedste af slagsen:

5. The Inspector Lynley Mysteries (2001-2008)

Serien der bygger på Elizabeth Georges romaner har sublime Nathaniel Parker i hovedrollen som Inspector Lynley. Som modvægt til ham møder vi skotske Sharon Small som Barbara Havers – en noget skæv eksistens – og deres samarbejde viser sig, trods startvanskeligheder, at kunne løse selv de mest knudrede mysterier. Hvorfor skal du se The Inspector Lynley Mysteries? Det skal du fordi det medførte markante fanprotester mod BBC, da det blev annonceret at de stoppede serien.

4. Midsomer Murders (1997-i dag)

Eller Inspector Barnaby som de fleste danskere kender den som. I nu 19 sæsoner og 114 afsnit følger vi først den ene (John Nettles) og siden den anden (Neil Dudgeon) Barnaby løse mordgåder i det naturskønne Midsomer. Som i alle andre gode detektivserier har hovedpersonen et sidekick, men grundet seriens omfang, har der i Midsomer Murders været adskillige. Vi nævner i flæng: Troy, Scott, Jones, Nelson og Winter. Alle med hver deres særlige gemyt til at supplere Barnabys stil med. Netop Barnabys rolige og hyggelige stil kombineret med brutale mord er det, der giver serien kant. Et godt incitament til at kaste sig over Midsomer Murders er desuden, at bliver du først hooked, vil du ALDRIG løbe tør for mord – serien fortsætter for evigt…. Og evigt……. Og…. Evigt…….

3. A Touch of Frost (1992-2000)

David Jason nåede 15 sæsoner og 42 afsnit som Inspector Frost. Hans interne kampe med sin overordnede Superintendent Norman Mullett – spillet af Bruce Alexander – er blevet legendariske, og seriens skildring af engelsk forstadsmiljø er ramt lige i r*ven. Se serien på grund af Frosts dybe menneskelighed, hans kritik af autoriteter og hans retfærdsfornemmelse.

2. Miss Marple (1984-1992)

Agatha Christies romanfigur Jane Marple spilles i BBC’s serie af Joan Hickson. Hun er skrøbelig, lille og slet, slet ikke til at kyse. Du skal se serien hvis du er vild med kriminalgåder, men samtidig synes det er mærkeligt, at det kun er mænd som kan løse dem. Du vil elske Miss Marples stoiske ro, og vi er af den opfattelse, at hun kandiderer til titlen som historiens mest cool kriminalkarakter – måske kun overgået af selveste Sherlock Holmes. Serien er desuden rimelig overskuelig hvis du ikke orker et engagement på ”barnabysk” niveau. Der findes 12 afsnit fordelt på 3 sæsoner. En lille perle.

1.Inspector Morse (1987-2000)

Den ultimative krimiserie – Morse er kongen. Colin Dexters romaner blev filmatiseret og videreudviklet i denne serie med John Thaw i hovedrollen som Morse – den sure, højkulturelle og snedige alkoholiker. Det blev til 33 afsnit over 12 sæsoner før vi måtte sige farvel til Morse med hans hang til klassisk musik, øl og krydsord, der blev kombineret med en unik evne til at løse sofistikerede mordgåder. Du bør se Inspector Morse fordi det simpelthen ikke bliver bedre når det kommer til farmorkrimier. Du vil desuden oprigtig talt komme til at holde af Morse – selvom han i bund og grund er en gammel nar.

Læs også: Anmeldelse af Sherlock sæson 4

Læs også: Elementary  Anmeldelse af sæson 1-3

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *