Anmeldelse af Four Weddings and a Funeral

Foto: Viaplay

Jeg er generelt ikke fan af nyfortællinger af klassiske historier, om det så er en serie eller en film. Jeg synes ofte, at det bliver sløvt og forceret, så jeg har svært ved at nyde dem. Jeg er – uden skam – en enorm elsker af rom-coms, forbudt kærlighed og klichéer, og da jeg så traileren til Four Weddings and a Funeral var min første tanke, at nu har Hollywood igen misbrugt en klassiker og lavet en serie, der ikke har noget at byde på udover nye skuespillere.

Jeg måtte hurtigt æde mine ord igen.

 

 

Om en gruppe venner

Serien er jo baseret på den klassiske film af samme navn fra 1994, men det virker nu nærmere som om, at filmen blot har ageret som en skabelon, da serien ikke har meget at gøre med filmen, andet end navnet og et par skuespillere som eksempelvis Andie MacDowell, der dukker op undervejs. Den er lavet af bl.a. Mindy Kalling, som storelsker alt, der er romantisk, og det kan mærkes!

Vi følger en gruppe af venner bestående af Maya (Nathalie Emmanuel), Ainsley (Rebecca Rittenhouse), Duffy (John Reynolds), Craig (Brandon Mychal Smith) og Gemma (Zoe Boyle).

Maya er efter en fadæse med sin eks flyttet til London for at være sammen med sine venner, Ainsley er forlovet med en sød fyr, som Maya havde et godt øje til, Duffy er dybt forelsket i Maya, Craig forsøger at holde en enorm hemmelighed skjult for sin kæreste, og Gemma er en ligefrem, halv-bitchy nabo til Ainsley igennem 3 år af deres liv, hvori der har foregået store livsbegivenheder som ægteskaber, begravelser og børn.

Foto: Viaplay

En klassisk opbygning

Serien er fyldt med klichéer, der er kendte fra diverse rom-com-film, og det fungerer både godt og dårligt for serien.

Maya er en politisk taleskriver, som i starten af serien stadig er bosat i New York og arbejder for en mand, der er ved at blive valgt ind som senator – og nårh ja, så har hun en affære med ham. Det hele går nedenom og hjem, da hun opdager, at hun ikke har været den eneste på sidelinjen, og hun tager hjem til sin bedste venindes, Ainsley, bryllup, hvor hun har et såkaldt meet-cute i lufthavnen, da hun mister sin kuffert, og en sød mand hjælper hende med at finde den. Hun bliver midlertidigt snydt, da hun opdager, at han for det første er en del af vennegruppen og ikke mindst Ainsleys forlovede, hvilket gør Mayas tiltrækning af ham endnu mere kompliceret.

Kash (den pæne, pakistanske forlovede spillet af Nikesh Patel) opdager, at Ainsley og ham ikke passer sammen og det starter en lavine af problemer og hemmeligheder – specielt for Maya og Kash, da de har svært ved at nægte deres tiltrækning af hinanden, når de konstant støder på hinanden.

Foto: Viaplay

Det kan hurtigt blive et klassisk ”vi kan ikke få hinanden”-scenarie, og til dels bliver det også sådan. Der er klichéer, der fungerer hamrende godt i både serier og film, men der er også nogle, man burde undgå, når man laver en romantisk serie, fordi det desværre kan bringe serien lidt ud af form.

Opbygningen af serien er fint opført, og har i hvert fald noget med sig, der kan noget. Det virker måske lidt som en klassisk romantisk film, men der er noget dybde gemt i den. Fortællingen om venskaberne og deres udvikling er fantastisk, og sidehistorien om Kash, der forsøger at forfølge sin drøm om at blive skuespiller, er genialt og godt skrevet – og Nikesh Patel bærer sin rolle og det implicitte, der ligger i hans karakter, enormt godt, og han føles som en virkelig person.

Begravelsen rammer lige i hjertekulen

Der er noget i serien, der gør, at man bliver hevet ind fra start. Det er ikke, fordi karaktererne har noget specielt at byde på (de fleste er skrevet ud fra en romantisk komedie-skabelon, og det kan mærkes), men der noget, der gør, at man har lyst til at se videre.

Jeg må indrømme, at jeg græd som pisket i afsnittet, hvor vi tror, at Kashs far er ved at dø (og dermed er den begravelse, der er nævnt i titlen), men han klarer sig – og det viser sig, at det er Gemmas mand, Quentin (Tom Mison), der har fået en blodprop og er død.

Gemma, der forsøger at vække sin mand og ikke ved, hvad hun skal gøre, er hjerteskærende og dybfølt spillet, og afsnittet med hans begravelse rammer hårdt ind i hjertekulen, og skaber tårer hele vejen rundt, især da hun fortæller sin søn, at hans far er død, og hans reaktion på det. Faktisk er afsnittene med begravelsen og hans død så godt skrevet, at det desværre kan formå at få resten af serien til at se lidt ligegyldig ud.

Karaktererne halter

Der er noget i karakterernes opbygning, der nogle gange rammer lidt skævt. Som sagt er Kash én af de mest reelle og virkelige karakterer, de har skrevet ind, og hans familie, venner og moskéen er utroligt udført, men der er andre, hvor deres gode sider føles lidt påtvunget.

Ainsley lever fx et Instagram-perfekt liv, men er én af de mest selvoptagede og selv-involverede karakterer, jeg nogensinde har set på min skærm. Hun er skrevet til at virke stærk og som en kvinde med ben i næsen, men i virkeligheden er hun en snotforkælet kvinde, der er vant til at få, hvad hun vil have, og hun misbruger i den grad sig selv og hendes fejlagtige bryllup, når hun vil have noget.

Foto: Viaplay

Det er møgærgerligt, fordi lige hendes karakter kunne have været noget enormt godt, hvor det er hele handler om at finde sig selv og stå på egne ben, men alt, hvad hun gør, er bundet op på, at hun bliver sur og pigefornærmet over de mindste ting.

Mayas karakter er ikke fejlfri, og der er også øjeblikke, hvor jeg bare havde lyst til at skrige af min skærm, men Nathalie Emmanuel giver karakteren så meget liv, at det ikke er det værste, der er sket i serien. Hun formår at gøre sin karakter elskværdig og irriterende i samme øjeblik, og det er faktisk enormt velkomment.

Karakterer som Duffy er også halvdårligt skrevet – han er nok ment som en elskværdig idiot, der bare er ulykkeligt forelsket, men han kommer ofte til at virke selvcentreret og ophøjet. Craig er også én af de karakterer, der måske kunne kæles lidt mere om, fordi han virker ofte som en typisk birolle, der har fået smidt en hemmelighed efter sig for at gøre ham interessant.

Gode fortællinger i Four Weddings and a Funeral

Der er dog mange lyse sider i serien, der er absolut perfekt udført og skrevet – fortællingen om Mayas chef, en åbent homoseksuel politiker, Andrew Aldridge (Alex Jennings) er mesterfuldt udført. Hans rejse fra at være stivnakket om at stemme for at deportere immigranter til at skifte sin mening og bruge sin politiske magt på noget godt, er usandsynligt smukt og gennemført.

Generelt er de reelle nutidige problemer, serien anvender, godt udført og føles ikke som om, at serien forsøger at få en ekstra guldstjerne for at nævne problemerne. Problemerne er en del af serien og virker realistiske, når de bliver nævnt eller brugt i afsnittene.

Også fortællingen om Duffy og Gemma og deres kærlighed er flot udført. Det er knapt så rom-com men nærmere realistisk, når det kommer til at forsøge at finde kærligheden efter tragedier i livet, og hvordan man håndterer det, når ens søn stadig sørger over sin far (som for øvrigt også er en af de øjeblikke, hvor jeg græd uhæmmet og grimt).

Det er også lidt sjovt at genkende noget, der er en klassisk trope fra andre film, som fx Duffy, der holder en boombox over sit hoved, da han forsøger at fortælle Maya, at han er forelsket i hende. Serien formår at lave en lille kærlighedserklæring til film og serier, der har skabt vejen før den i hvert afsnit.

Foto: Viaplay

Det er måske kun godt, at serien ikke er blevet et remake af den halv-problematiske originale film, fordi der er blevet gjort plads til et alsidigt cast af forskellige baggrunde, og serien løfter sig over den klassiske ”hovedperson har en ven, der kommer med kommentarer, der driver plottet fremad” og er tvunget til at udvide på karaktererne over de ti afsnit.

Det gør, at man faktisk også føler mere med de karakterer, som ikke er i højsædet, og man får udviklet nogle karakterer, der er mere tredimensionelle, spændende, og som også kan fremstå som uperfekte.

Visuel fantastisk

Derudover så er det visuelle absolut fantastisk. Farverne er smukke. De har filmet serien i henholdsvis London og USA, hvilket er kærkomment, og der er flere gange, hvor jeg sad med kuldegysninger over et specifikt billede, de havde fået opstillet perfekt. Lyd og settet er utroligt godt skruet sammen, og selvom serien måske virker til at være lavet til et amerikansk publikum, formår serien nu alligevel at hæve sig lidt over de klassiske troper, og anvender både lokationerne og lyd formidabelt.

Jeg vil sige, at et bestemt bryllup står ud i hukommelsen, når det kommer til det visuelle – Kashs venner, Fatima (Rakhee Thakrar) og Basheer (Guz Khan) skal giftes, og det er uden tvivl noget at det smukkeste visuelle arbejde, jeg nogensinde har set. Der formår serien at inkludere en kultur, farver og traditioner til perfektion, og det er uden tvivl ét af de absolut bedste øjeblikke i hele serien.

Basheer er for øvrigt også en velkommen men uventet sjov karakter. Han snakker med 500 kilometer i timen, laver sjov med sin kultur, er D.J Forplay og redder faktisk mange scener, han er med i.

Alt i alt er serien nok ikke den bedste, der er lavet, men den kan en masse. Er man klar til at slippe filmen og bare se serien, er den både rørende, sjov og til dels ret virkelig. Om man er til rom-coms eller ej, så har Four Weddings and a Funeral en masse at byde på.

Man burde se den, ikke for at få genfortalt den samme historie, der blev fortalt i 1994, men for at få en serie, der forsøger at genskabe en gammel kending og tilføje noget nyt til den. Den kan nydes og knuselskes, mens den trækker tårer og ondt i hjertet – og selvom der måske er taget lidt inspiration fra film som Love Actually, så formår Four Weddings and a Funeral at løfte sig selv op og anvende klichéer lavpraktisk og fuldstændigt eminent.

Four Weddings and a Funeral kan ses på Viaplay i sin helhed lige nu!

Se traileren til Four Weddings and a Funeral

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like