Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'The Expanse' holder niveauet i sin sidste sæson

AfChristian Achton Friis
16. december 2021
Foto: The Expanse/Amazon Studios

Del artikel

Sjette og sidste sæson af The Expanse er landet på Amazon Prime Video den 10. december 2021 og kører over julen.


Og The Expanse er stadig fremragende skal jeg hilse at sige.

Uendeligeheden


The Expanse handler om at holde fast i forstanden, mens det uendelige bruges og udforskes. Mennesket er i fokus, men i centrum finder vi en flok hovedpersoner med en hverdag i rummet.

I krig og kærlighed, lyst og nød i en hård verden af muterede og efterladte skæbner vinder de, som har hinanden og ikke mister sig selv undervejs.

Jorden, Månen, Mars og Bæltet


The Expanse

Jeg vil ikke spoile, hvad der sker i sæson 1-5, du skal jo se det hele. Men kort fortalt er handlingen lagt i det 24. århundrede i vores solsystem. Jorden har koloniseret Mars og Månen. En række astroider og rumstationer kaldet Bæltet er beboet af fremmedgjorte folk i store kolonier.

Jorden er stærk og folkerig, Mars er teknologisk avancerede og Bæltet søger frihed. Solsystemet er i en form for anspændt balance, men et voldsomt fremmedartet fænomen opstår og udarter sig. Mennesket må stå sammen, på trods af uenigheder og fristelser.

Realisme i rummet


The Expanse

Scenerne i vægtløs tilstand er stadig noget af det bedste, der findes i sci-fi. De rå og kantede nærmest udesignede rumskibe har en motor og et kontrolrum, vi forstår.

Miljøerne i kolonierne, der bare er hverdagsagtige og ufashionable tager ikke fokus, men skaber nærhed, og når denne fremtidsrealisme møder det ukendte, er vi med dem og undrer os sammen med dem. Alt sammen fordi vi er mennesker – sammen.

Elskelige karakterer


The Expanse

Her efter fem sæsoner kender jeg karaktererne, har savnet dem og mærker deres håb og tab. De får stadig tid til at udvikle sig og vise, hvor langsomt tiden går på et rumskib.

Her i sjette sæson introduceres der også en håndfuld nye karakterer, som jeg ikke kunne få plads til i min forventning til så få afsnit. Men de har deres helt specifikke funktion i et nøje tilrettelagt handlingsnet. Det her er en serie, der er rigtig godt skrevet.

Rasende god fortælling


The Expanse er en rasende god fortælling om vores fremtid kombineret med et intimt forhold til hovedkaraktererne, action og rå teknologi.

Og den spiller netop på ikke at indfri alle spørgsmål. De flagrende ender skal være der, for intet afsluttes ude i uendeligheden. Universet består og så må plottet sine steder være åbent afsluttet.

En flot episk sløjfe


The Expanse

Men sådan blev det ikke, for det er vildt godt sat sammen. Alle spor, der har været sat i gang eller antydet tidligere, bliver brugt. Elementerne flettes fint sammen og går med og mod hinanden i fine mønstre, der laver en flot episk sløjfe. Det er en helt fin afrunding det her, der lader et par klædeligt uafsluttede sekvenser trigge nysgerrigheden.

Hele fortællingen om disse folk i dette solsystem i The Expanse begyndte som et online-rollespil. Nogen blev inspireret til at skrive noveller og romaner, der udvidede universet og fik detaljer og ideer sat i nye rammer. Nu har disse seks sæsoner fra SYFY cementeret The Expanse som en af de helt store avancerede rumhistorier, der kan blive ved at give. Jeg håber, håber, håber der kommer mere. Både for at stille en helt personlig sult, men også fordi der er så mange flere muligheder for gode fortællinger i netop dette univers.

Info om 'The Expanse' sæson 6

Showrunnere: Mark Fergus og Hawk Ostby
Medvirkende: Steven Strait, Thomas Jane, Shohreh Aghdashloo, Cara Gee mfl.
Antal afsnit: 6 afsnit i 6. sæson (i alt 62 afsnit i sæson 1-6)
Land: USA
Produceret: 2021
Dansk premiere: 10. december 2021
Streamingtjeneste: Amazon Prime Video

LÆS OGSÅ: Kommende serier: 2022 bliver det hidtil største serieår

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Vi slugte alle afsnit af 'Nisser' på én eftermiddag

LÆS OGSÅ: De 3 bedste serieanbefalinger til juleferien

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser