Anmeldelse: The I-Land

The Matrix møder Fluernes Herre

Salter er noget grøn i det! Faktisk er The I-Land hans første credit på IMDb, og det kan ærligt talt godt mærkes. Han har dog nogle mere rutinerede kræfter på projektet til at hjælpe med at skrive og instruere serien.

Præmissen for serien er, at et sted ude i fremtiden er der nogen, der har fået idéen til, at man kan bruge en Matrix-lignende teknologi til at give fanger på dødsgangen en chance for frelse. Fangerne går med til at deltage i en simulation, hvor de sammen med andre fanger bliver frataget deres hukommelse og får mulighed for at interagere ud fra en form for nulstilling af deres liv. I bund og grund er det et eksperiment, der skal undersøge, hvad der gør sig mest gældende hos et menneske (arv eller miljø?), og de dødsdømte forbrydere får tilsyneladende en chance for at vise, at de fortjener at leve.

Bosworth skinner

Bosworths præstation skinner som den eneste stjerne på en ellers meget mørk himmel af endimensionelle karakterer, der ikke leveres af særligt overbevisende præstationer. C.J. er den eneste karakter, der giver en smule mening, men samtidig sidder man tilbage med mange spørgsmål som; Prøvede hun på at begå selvmord sammen med sine børn? Eller myrdede hun dem, fordi hun troede, hendes sønner ville blive som deres far?

Desperationen over sin egen situation formidler C.J. ret godt, men hendes historie bliver fortalt i for mange brudstykker til, at man får det hele med. Det er den mest fascinerende baggrundshistorie af dem, vi får. De andre baggrundshistorier er forholdsvis endimensionelle, nærmest stereotype, eller, som med hovedrollen Chase, for indviklede til at de giver mening.

Arv eller miljø?

Behandlingen af emnet i første sæson af serien, hvor vi har uskyldige Chase i hovedrollen, bliver dog malet mere sort-hvid, end hvad godt er. I seriens slutning består Chase som den eneste eksperimentet, fordi hun er den eneste, der er uskyldig. Denne slutning sender et budskab om, at de andre er defineret af deres forbrydelse, at arv er det eneste, der betyder noget, og at deres forgående omstændigheder ingen rolle spiller.

Eksperimentet har dog deri en grundlæggende fejl, dels fordi fangerne er voksne mennesker og med eller uden deres hukommelse er de som voksne stadig et produkt af deres miljø. Dette ser vi fx gennem den træning, Chase tydeligvis stadig kan huske og C.K.s dialekt – så hvor går grænsen for, hvad de har fået lov til at beholde i deres hoved, og hvad der er blevet fjernet? Og hvordan afgør man, hvad der har betydning for deres evne til at begå sig i eksperimentet på lige fod med de andre? Det virker ærligt talt ikke helt gennemtænkt. Til slut, og meget afgørende, får vi ikke forklaret, om eksperimentet er designet til at afgøre, om man er uskyldig eller skyldig, eller om man er et godt eller dårligt menneske. Vi får heller ikke at vide, hvordan man består eksperimentet, hvis ikke en andens tilståelse frikender én.

Barnlig æstetik og mange spørgsmål

Ydermere ligner æstetikken noget, min 7-årige nevø kunne have fundet på, med røde laserstråler over det hele, farvede væsker, der sprøjtes ind med store kanyler og denne mærkelige dystopiske storby, der ligger lige uden for anlægget, men som vi først ser til allersidst, selvom der har været flere udendørs scener.

Så er der også korruptionen og den her vilde vest-stemning, som fængselsinspektøren emmer af, og som i sig selv virker som et næsten overflødigt lag at trække ned over en allerede meget rodet historie inde i simulationen. Det er svært at komme omkring det hele, så i stedet vil jeg bare lade de følgende spørgsmål stå:

• Hvis det er en virtuel verden, hvorfor står der så ”I-Land” på indersiden af konkylien, da det går i stykker?


• Hvilken betydning har de forskellige genstande, som de forskellige karakterer vågner op med, hvis nogen?


• Hvorfor opfører vores hovedrolle og uskyldige heltinde sig som en selvretfærdig diktator, der tilraner sig magt (pistol, kniv, redningsflåde osv.) og konstant lyver for de andre?


• Hvorfor lod Chases mand, Cooper, som ellers handlede i kærlighedens navn, hende tage faldet for mordet på hendes mor, når han alligevel også selv blev knaldet for det?


• I hvilken verden flirter soldater over radioen, mens de er i kamp?


• Hvorfor går der to samvittighedsløse rangere rundt på øen, stensikre på, at de kan slippe af sted med at gå Full Metal Jacket på fangerne?


• Og hvorfor, åh hvorfor, har folkene bag eksperimentet gjort sig den ulejlighed at fremstille avatarer til fangerne, tilsyneladende kun med det formål at narre Chase til at tro, at hun er yngre, end hun virkelig er? Og hvorfor skulle hun overhovedet tro, at hun er yngre end hun er? Det virker som et dårligt forsøg på et plot twist a la M. Night Shyamalan.

Meget mærkeligt firma…

Traileren er en parodi på promovideoen til Fyre Festival, den notorisk velpromoverede og dårligt planlagte ø-festival der endte i total katastrofe. Igen har man en fuldstændig ligegyldig reference til et koncept, der har meget lidt at gøre med serien. The I-Land er ikke en festival, men serien og Fyre Festival har alligevel det til fælles, at de er en kæmpe katastrofe.

LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på Netflix i november 2019

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Suits