Anmeldelse: ‘The Accountant 2’ har fuld fart på fra første til sidste scene   

Det er fedt, når filmskabere forsøger sig med miks af genrer, der ikke nødvendigvis ligger lige til højrebenet. Det så vi for eksempel med Gavin O’Connors action-thriller ‘The Accountant’ fra 2016.

Filmens hovedperson er autisten Christian Wolff (Ben Affleck), og den bedste måde at beskrive ham (og filmen) er som et miks mellem Jason Bourne, James Bond og Raymond Babbit (Rainman).

På papiret lyder det som en interessant fusion af fede karakterer og ditto film.

Og selvom den har sine gode øjeblikke, er ‘The Accountant’ alligevel mere rodet end spændende og kun delvist underholdende. Den mangler retning, hvilket måske er konsekvensen af for meget fokus på de forskellige genrer.

Og så er der mange ting, man ikke rigtig kommer i dybden med. Blandt andet Wolffs forhold til sin bror Braxton, der bliver spillet af Jon Bernthal, og derfor per definition får alt for lidt skærmtid.

Udover at være socialt handicappet og et matematisk geni arbejder Wolff i den første film som hvidvasker og revisor for diverse forbryderbander, statsledere og gangstere. Og så er han ekstremt voldelig, som følge af en opvækst med en far, der har lært ham, at det er bedre at uddele tæsk end at give dem – og det er han god til.

Der samles op på brødrebåndet

Nu er Affleck tilbage i rollen som den voldsparate revisor i ‘The Accountant 2’. Og det er en fornøjelse at kunne sige det samme om Jon Bernthal, der denne gang er med i overflod og dermed filmens helt store lyspunkt.

Filmens anslag er en hektisk startscene, hvor Ray King (J.K. Simmons) mødes med en kvinde ved navn Anaís (Daniella Pineda) og efterfølgende bliver skudt og dræbt. Ja, man har valgt at få Simmons tilbage, blot for at spilde hans kæmpe talent på én scene for så at dræbe hans karakter. Inden sin død når King at sende en kryptisk besked til agenten Marybeth Medina (Cynthia Addai-Robinson): “Find the accountant” lyder beskeden.

Det bliver startskuddet på et samarbejde mellem den eftersøgte Wolff og den lovlydige agent Medina. Sammen skal de finde Kings morder, men sagen viser sig ikke overraskende at være noget mere kompliceret end først antaget. Chris kontakter derfor sin bror Braxton, der befinder sig i Berlin i filmens begyndelse.

Heldigvis for to’eren ser vi meget mere til Jon Bernthal, end vi gjorde i den første film. Og samspillet mellem Affleck og Bernthal er også det, der primært gør efterfølgeren seværdig. Gennem fortællingen udvikler de to det forhold, man savnede i etteren.

Og selvom manuskriptforfatter Bill Dubuque ikke helt formår at gøre deres dialog superinteressant eller rigtig dyb, så bliver kontrasten mellem de to brødre fortalt nogenlunde raffineret gennem de to skuespilleres meget forskellige spillestil.

Affleck gør ikke meget væsen af sig, hvilket passer godt til den socialt akavede Christian, mens Jon Bernthal som altid har mere karisma end resten af castet tilsammen, og han er dermed perfekt castet som den noget mere fremadstormende Braxton.

For lang og overkompliceret

Men ‘The Accountant 2’ er ikke kun en fortælling om to brødres reconnection. Det er en film med tunge problematikker som nådesløse drab, vold, immigranter og menneskehandel.

Det giver i sig selv filmen et godt udgangspunkt og et stort potentiale. Hvis man oveni det lægger, hvad der burde være et interessant persongalleri, der blandt andet tæller Medina, og den sidste, der så Ray Fisk i live, inden han blev dræbt, Anaís (Daniella Pineda), burde filmens kvalitet være sikret. Men nej.

Begge kvinder er afgørende for historien, og det kan derfor undre, at man ikke har haft fokus på at gøre dem mere spændende, end de er. Især Medina er noget flad at overvære, og giver slet ikke Christian og Braxton det modspil, de trænger til.

Generelt lykkes det slet ikke filmens manuskriptforfatter Bill Dubuque at forene filmens spændende plots og karakterer til en sammenhængende oplevelse. For selvom tematikkerne er komplicerede, er filmens plot det langt fra, og der er ikke noget, der taler for, at den skal vare to timer og 15 minutter.

Et opstrammet manus kunne have fortalt den samme historie på halvanden time. Man vil dermed være mere fanget af filmens historie og mindre optaget af, hvornår den slutter. For det hele trækker sgu lidt i langdrag.

Fuld fart på underholdningen

Tager man ‘The Accountant 2’ for, hvad den er, er der alligevel underholdningsgaranti. For det kreative hold bag filmen holder ikke igen med at vise, at efterfølgeren har et helt andet gear end den første film.

Og selvom filmen er for lang, betyder det ikke nødvendigvis, at man keder sig undervejs. For teknisk er der ikke meget at kritisere filmen for. Allerede fra den indledende scene, der sætter gang i historien, bliver vi overstimuleret af folk på flugt, snipere og velkoreograferede slåskampe, der blandt andet inkluderer en hårdtslående J.K. Simmons (der skulle have været med gennem hele filmen).

Og det høje tempo fortsætter helt til slut, og selvom her ikke er tale om en vanvittig god film, er ‘The Accountant 2’ er glimrende efterfølger. Den bruger ikke tid på at opsummere, hvad der skete i forrige film.

Den bygger derimod blandt andet videre på det, vi lærte om Christian Wolff fra hans opvækst med en ubehagelig far, der lærte ham og hans bror kampsport, så man ved, hvordan de er blevet de brutale antihelte, de er.

Og så er det bare fedt at se godt klippede og velorganiserede actionsekvenser, der ganske vist dækker over, at filmens historie er rodet og lang, men stadig topunderholdende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: