Anmeldelse: Viola Davis leverer varen som hårdtslående præsident i den stærkt underholdende actionthriller 'G20' 

Action-thrilleren ‘G20’ er desværre nok en film, mange ikke vil få set, da den ikke kommer i biograferne, men lander direkte på streaming hos Prime Video. Derudover vil nogle måske vælge den fra af den ene årsag, at actionhelten er en sort kvinde.

Det er er kæmpe skam. I dette tilfælde går man i hvert fald glip af en af genrens bedste film i mange år.

‘G20’ sætter af i den ungarske hovedstad Budapest, hvor en spion flygter efter en netop mislykket handel. Hun er i besiddelse af en såkaldt “krypto-wallet”, der viser sig at være filmens omdrejningspunkt.

Samtidig i Washington bliver præsident Danielle Sutton (Viola Davis) vækket midt om natten, hvor hun får overbragt beskeden: “Vi har hende.”

Der krydsklippes tilbage til Budapest, hvor den unge spion bliver indhentet og dræbt af filmens skurk, Rutledge (Antony Starr), som stjæler den Krypto-wallet, hun er stukket af med.

Et kort øjeblik linker man de to situationer sammen. De er også forbundne, men ikke som man først tror. For det er Suttons datter, der har været stukket af fra Secret Service for at feste med sine venner, “de har.”

Effektiv introduktion

Hændelsen i Budapest kommer i spil noget senere i filmen, men på elegant vis formår filmens korte prolog at præsentere os for både skurken Rutledge og hans plan samt præsidentens familie, som udover Danielle, der er tidligere soldat og dyrker kampsport med sin personlige træner, består af manden Derek (Anthony Anderson), den rebelske og computerkyndige datter Serena og sønnen Demetrius.

Alt sammen noget, der selvfølgelig bliver brugt senere i filmen.

G20-topmødet i Cape Town er lige om hjørnet, og Suttons stab er i gang med de sidste sikkerhedsforberedelser. Og på grund af Serenas opførsel bliver hele familien tvunget til at tage med til Afrika - imod børnenes vilje.

Mødet når kun lige at starte, inden Rutledge og hans lejesoldater (der er mange) på brutal vis afbryder det. En bombe sprænger som afledning, og efterfølgende bliver samtlige sikkerhedsfolk gasset og dermed pacificeret.

Herefter er det en smal sag at dræbe de personlige livvagter og tage de 20 statsledere som gidsler, der skal bruges som en del af hans plan om at destabilisere verdensøkonomien, så han kan blive milliardær på kryptovaluta.

Men hjælp fra sin livvagt lykkes det Sutton og den britiske premierminister at stikke af.

Kvinderne træder i karakter

Frem til nu har det været en sand fornøjelse at følge filmens udvikling og ikke mindst Danielles. Viola Davis spiller nemlig fremragende og giver sin karakter den kompleksitet og sårbarhed, der følger med jobbet som præsident og mor.

Nu er det tid til, at hun også viser sine evner som handlekraftig leder, der ikke holder igen, når der skal deles øretæver ud til terroristerne. I den sammenhæng har filmens instruktør, Patricia Riggen, og forfatterne hentet masser af inspiration fra film som ‘Air Force One’, ‘Olympus has Fallen og ‘Die Hard’. Og det er ligeledes en stor fornøjelse at kunne sige, at ‘G20’ er på niveau med genrens bedste.

Det skyldes ikke mindst, at man ikke gør unødvendigt meget for at vise, at filmens helt er en kvinde. Det kunne sagtens være blevet en pinlig affære ved at gøre Sutton ultrafeminin og helt umotiveret lade hende bryde ud som den helt, der skal redde verden. Men hele hendes udvikling er subtil i forhold til, hvordan hun bliver præsenteret i starten.

Og Sutton er ikke den eneste kvinde, der træder i karakter i filmen. Blandt andet datteren Serena viser sig at være en stor hjælp med sine tech-færdigheder. Også den sydkoreanske førstedame udviser handlekraft, da hun modigt angriber en af terroristerne.

Ja, jeg understreger det for at komme med en pointe. Men i ‘G20’ er det en helt naturlig del af handlingen, og det er vigtigt af helt oplagte grunde, som jeg ikke gider at komme ind på her.

Utilregnelig skurk skaber spænding

Et andet element, der er afgørende for, at filmen er så vellykket, som det er tilfældet, er dens brutalitet og ret realistiske kampscener. Man skal ikke tænke over, om det er sådan her, det vil foregå, hvis en lignende situation opstod i virkeligheden – det er det ganske givet ikke.

Det, man skal fokusere på, er, om det man er vidne til, giver mening inden for den præmis, der er sat, og hvilken genre man ser. Gør man det, er der ikke meget at sætte en finger på i ‘G20’, der er topunderholdende fra start til slut og har en ret høj troværdighed i sin fortælling.

Derudover er der en skurk, man elsker at hade. Han er nådesløs og holder ikke igen, når det kommer til at tage livet af sine gidsler, hvis de ikke makker ret, eller blot for at sætte et eksempel. Også her er inspirationen fra ‘Die Hard’ tydelig. Antony Starr giver rollen masser liv og underspiller Rutledges ondskab, uden at han mister sin karisma, der minder os om Alan Rickmans Hans Gruber.

Den brutalitet og ondskab er også den primære grund til, at man sidder på kanten af sædet fra det øjeblik, Rutledge overtager G20-mødet og tager sine gidsler. For selvom filmen overordnet set ikke byder på de store plot-overraskelser – hvilket er svært i en film som denne – er hans utilregnelighed tilstrækkelig til, at man som seer hele tiden er på mærkerne i forhold til, hvad han kan finde på, og hvem det går ud over.

Burde have været i biograferne

Det er en skam, at ‘G20’ ikke kommer i biograferne og kan opleves i sit fulde format i forhold til både lyd og billede. For der smæk for skillingen i denne actionthriller, der byder på mange af genrens velkendte klichéer, men også bryder med mange af dem.

Ikke mindst i valget om en sort, kvindelig præsident med en fortid i militæret, hvilket som nævnt nok får mange til at vælge den fra.

Men det er deres tab, for det her er underholdning på højt, højt niveau.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: