Anmeldelse: Brad Pitt-fans får alt, hvad de drømmer om, og mere til i ’F1’

Man kan godt se, hvad det er, Brad Pitt, Joseph Kosinski og resten af slænget prøver på med ’F1’.

Skuespilleren spiller den aldrende racerkører Sonny Hayes, der engang var et af de mest lovende talenter i bilsportens fornemmeste klasse, Formel 1.

En voldsom ulykke sendte ham dog ud i mørket og ind i en spiral af forliste ægteskaber, gambling og en jagt på den ene nye udfordring efter den anden.

Den største af dem melder sin ankomst i form af hans tidligere teamkammerat Ruben Cervantes (Javier Bardem). Han er nu blevet holdejer i Formel. Dog ikke for et af topholdene. Tværtimod er det for feltets absolutte bundprop, som i dets levetid indtil videre ikke har formået at få et eneste point.

Da alle andre kørere har takket nej - nybegyndere såvel som veteraner - bliver det nu Sonnys held.

Den gamle ræv skal nu forsøge sig i Formel 1 godt og vel tre årtier siden, han sidst sad i sådan et felt. Meget har ændret sig, ikke mindst teknologien, men egoerne er stadig de samme. Holdkammeraten Joshua Pearce (Damson Idris) er kæk og arrogant og ser ikke umiddelbart nogen fordele ved den aldrende kører.

Men man skal ikke undervurdere en gammel fartdjævels instinkter og erfaring, og snart begynder flere og flere at få øjnene op for hans evner.

Når man husker på, at Joseph Kosinski og manuskriptforfatter Ehren Kruger også stod bag ’Top Gun: Maverick’, er der usædvanligt mange lighedspunkter mellem den og ’F1’. Og det er både godt og skidt.

Kører på rutinen

Hvor det i ’Top Gun: Maverick’ var Tom Cruise, der forsøgte at skrue tiden tilbage, gør Brad Pitt det samme i ’F1’.

Hvis man kan se bort fra det umulige i, at en person på 50-60 år rent konkurrencemæssigt kunne være med i Formel 1 – vi skal helt tilbage til 1950'erne for at finde en alderstilsvarende kører – gør Brad Pitt det ret okay.

Det er en præstation baseret på stjernens vanlige charme og lidt fandenivoldske ry, så hvis du er Brad Pitt-fan, får du alt det, du drømmer om og mere til. Det er ikke den slags, der vil gå over historien blandt hans bedste præstationer, men den er bare jævnt god og stabil.

Damson Idris står derimod langt stærkere. Kendere har allerede set ham give fantastiske eksempler på talentet i krimiserien ’Snowfall’, og det også ham, man ville ønske, havde været det utvetydige omdrejningspunkt i ’F1’.

Set med danskerbrillerne er det også en god film.

Kim Bodnia spiller en klassisk Kim Bodnia-rolle som den tyske teamchef Kaspar Molinski, der er klart inspireret af den tidligere Haas-chef Günther Steiner. Apropos Haas, bliver danske Kevin Magnusson nævnt et par gange i løbssammenhæng, hvilket må siges at være en stor cadeau og anerkendelse af danskeren.

Han bliver beskrevet som en hård kører, der ikke bare sådan lige giver sig uden kamp. Med tanke på, hvor mange store navne, der er i et Formel 1-felt, er det en rigtig flot hædersomtale for den nu tidligere Formel 1-kører.

Exceptionelt ræs

Historien i ’F1’ er lige lovligt tynd, og det er grunden til, at filmen ikke kommer til at gå over i historien på samme måde som ’Top Gun: Maverick’, som den i bund og grund bare er en lidt pudsig kopi af.

Til gengæld er billede- og lydsiden helt i top.

’Top Gun: Maverick’-filmfotografen, halvdanske Claudio Miranda, er også billedmester på ’F1’, og det gør han med hæsblæsende bravur. Hver eneste gang, handlingen foregår i et løb eller som minimum i en racer, er filmen en absolut nydelse.

Det er så intens en oplevelse, at man sidder og flyver rundt i biografsædet, når Formel 1-bilerne tager en kurve med over 300 kilometer i timen.

Ingen billeder uden et lydbillede til at matche dem, og alle lyde sidder lige i skabet. Musikken er leveret af uforlignelige Hans Zimmer.

Den tyske maestro svinger fermt taktstokken og hæver filmen fra ok bilactionfilm til en helt vild sanseoplevelse for øjne og ører. Det er svimlende stærk musik, som både gør opmærksom på sig selv, men også formår at forsvinde væk, så man ikke lægger mærke til den, men på en måde, hvor billede og lyd går op i en højere enhed.

’F1’ er en god racerfilm, hvor Brad Pitt kører den fermt hjem på rutinen, mens lyd og billeder er helt exceptionelt gode. Det er en af den slags film, der fortjener at blive set på det største lærred og med det bedste lydsystem for at opleve dens fulde potentiale.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: