Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Jerry Seinfelds Netflix-film ’Unfrosted’ er en usprød omgang

Af
Claus Nygaard Petersen
3. maj 2024
Unfrosted anmeldelse
Jim Gaffigan, Jerry Seinfeld og Melissa McCarthy i 'Unfrosted' / Foto: Netflix

Del artikel

Komediefilmen om opfindelsen af Pop-Tarts har sine skønne gakkede øjeblikke, men også virkelig trælse momenter, hvor man får lyst til at trykke fast-forward.

Unfrosted

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 3. maj 2024
Genre: Komedie
Instruktør: Jerry Seinfeld
Manuskriptforfatter: Jerry Seinfeld, Spike Feresten, Andy Robin, Barry Marder
Medvirkende: Jerry Seinfeld, Melissa McCarthy, Jim Gaffigan, Hugh Grant, Amy Schumer, Peter Dinklage, Christian Slater, Jon Hamm m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 36 minutter

Jerry Seinfeld er en institution i amerikansk seriekontekst pga. komedieserien, der bar hans efternavn, og som kørte fra 1989-1998. Serien er en af de mest populære gennem tiden, og kombinationen af observationshumor og fuldstændig gakkede momenter blev mere og mere forfinet gennem sæsonerne, indtil det ramte perfektion.

Siden velmagtsdagene har Jerry Seinfeld mest gjort sig som talkshowvært med sit underfundige koncept Comedians in Cars Getting Coffee.

Nu debuterer komikeren så som instruktør med Netflix-filmen Unfrosted – en mildest talt langt ude genfortælling af, hvordan desserten Pop-Tarts blev opfundet tilbage i 1963.

Unfrosted anmeldelse
Christian Slater og Jerry Seinfeld i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

Det er samme overdrevne historiefortælling, som Tim Burton brugte perfekt i Big Fish, og meget kan man sige om Jerry Seinfeld, men nogen Tim Burton er han ikke.

Og det er på både godt og ondt.

Historien handler om Kellogg's-medarbejderen Bob Cabana (Jerry Seinfeld), en karakter, som er løst baseret på virkelighedens primus motor i Pop-Tarts-udviklingen, William Post. Heri opstår det første spørgsmål om Unfrosted: Hvorfor har man valgt at ændre det navn, når alle andre historiske karakterer optræder under deres rigtige navn?

Omvendt er det jo fuldstændig lige meget, hvis Unfrosted var en god film. Det er den også nogle gange, men det meste af tiden er den frustrerende fjollet og føles længere end de knap 90 minutter, den varer.

Unfrosted anmeldelse
Jerry Seinfeld i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

Guldkorn og fis

Unfrosted er bygget op efter devisen, jo flere jokes, desto bedre. For hvis en af dem ikke er god, kommer der hurtigt fem andre, og så må en af dem da kunne noget. Det er cirka sådan, oplevelsen er.

Det er gakket komik, som man kender det fra spoof-film som Scary Movie og Højt at flyve, bare uden en hulens masse referencer. Derfor er det op til karaktererne at bære historien, og det er igen cirka halvdelen, det lykkes med.

Seinfelds egen Bob Cabana veksler mellem at være naivt charmerende og øretæveindbydende. Hugh Grant er, som altid, en kæmpe fornøjelse. Han er perfekt castet som skuespilleren Thurl Ravenscroft, der lægger stemme og krop til Kellogg's-maskotten Tony the Tiger.

Unfrosted anmeldelse
Hugh Grant i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

Til gengæld er det ret dumt, hvorved man kommer frem til maskottens ikoniske slogan. Det bliver fremstillet som et hovsa, man synes lyder fedt. Sådan er det med meget i Unfrosted - næsten alle fremskridt fremstilles som store tilfældigheder.

Når det rammer rigtigt, er det hysterisk morsomt. Når det ikke går, er det mere akavet end en højlydt fis i en fyldt kirke. Ingen har lyst til at anerkende dens eksistens, men stanken afslører dens tilstedeværelse.

Helt håbløs er Amy Schumer som chefen for det konkurrerende firma Post. Virkelighedens komiker er et unikum, men Seinfeld har valgt at gøre karakteren til en latterlig karikatur, men helst fast-forwarder fra, når hun er på skærmen.

Unfrosted anmeldelse
Max Greenfield og Amy Schumer i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

En absurd sketch med Dean Norris (Breaking Bad) og Maria Bakalova (Borat Subsequent Moviefilm) er så ringe, at man undrer sig over, hvordan Jerry Seinfeld har fået så frie hænder kreativt. For det øjeblik er en meget kraftig kandidat til årets værste på Netflix.

Seinfeld uden snert

Men er Unfrosted så helt håbløs? Nej, ikke umiddelbart.

Der er guldkorn at komme efter indimellem alt skraldet. Jon Hamm og John Slattery laver en cameo som nogle karakterer, der virker umiskendeligt som dem, de spillede i Mad Men, og Melissa McCarthy balancerer lige nøjagtig perfekt mellem storhedsvanvid og charmerende lurendrejer, der kan fikse alting.

Unfrosted anmeldelse
Melissa McCarthy, Jerry Seinfeld og Jim Gaffigan i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

Kontrasten er så den fuldstændig latterlige tænketank, der bliver sat sammen for at finde på Pop-Tarts. Hver og en er mere ulidelig end den anden, og igen er det sådan et sted, hvor man har lyst til at springe videre.

Bedre går det med nogle skumle mælkemænd, anført af Christian Slater og Peter Dinklage.

Det bedste i Unfrosted er dog to fremragende børn, der med snusfornuft og rappe replikker smager sig frem – og de finder de fleste af tingene i diverse containere. Selv om det er er velkendt greb indenfor film og serier at have børn til at være mere voksne, end de er, bliver det gjort godt i Netflix-filmen.

Dermed kan man konkludere, at skylden for den noget rodede oplevelse med filmen skal findes hos instruktør, medmanuskriptforfatter, producer og hovedrolleindehaver Jerry Seinfeld.

Unfrosted anmeldelse
Hugh Grant i 'Unfrosted'
Foto: Netflix

Det er ham, der har taget de forskellige kreative valg i de forskellige led af filmproduktionen, og hans vision, vi ser på Netflix.

Med tanke på, at Seinfeld for nylig proklamerede, at filmindustrien var død, kan den forvrøvlede udtalelse ses som et forsøg på at komme eventuel kritik af filmen i forkøbet.

Men ligesom med Unfrosted er der ikke andet at sige end: Godt forsøgt, Jerry! Men den gik ikke.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste