Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Selv de stærke præstationer kan ikke redde det knudrede plot i ’Foe’

Af
Maria Månson
4. januar 2024
Foe anmeldelse
Paul Mescal og Saoirse Ronan i 'Foe' / Foto: Prime Video

Del artikel

Den har ellers alt kørende for sig: Dygtige skuespillere, flotte billeder og en virkelig interessant præmis. Men Prime Videos ’Foe’ bliver aldrig mere end en kuriositet.

Foe

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 5. januar 2024
Genre: Drama, sci-fi, thriller
Instruktør: Garth Davis
Manuskriptforfatter: Iain Reid, Garth Davis
Medvirkende: Saoirse Ronan, Paul Mescal, Aaron Pierre
Land: USA/Australien

Det er ellers lige en serie for mig: Et postapokalyptisk samfund, hvor naturen er ødelagt, og al fødeproduktion er henlagt til gigantiske kød-fabrikker mestendels styret af kunstig intelligens. Et ungt ægtepar (Henrietta og Junior), der kæmper videre på en gammel familiegård fra 1800-tallet, mens deres samliv visner.

En dag kommer så den statsligt ansatte Terrence forbi for at informere om, at Junior er udtrukket i et lotteri og skal skippes afsted til en stor international rumstation, hvor menneskehedens fremtid skal afprøves.

Imens han er væk, skal Junior erstattes af en kunstig intelligens i kød og blod, der er en nøjagtig kopi af Junior selv. Terrance skal være til stede i huset hos de to for at sikre sig, at overgangen mellem menneske og AI forløber glat.

Som dyr i et bur

Skuespillerne bag ægteparret Henrietta (Hen) og Junior er de stærke navne Saoirse Ronan og Paul Mescal. De spiller intenst op mod hinanden i en film, der trods sin sci-fi-vibe mere har karakter af et kammerspil.

Den mystiske gæst, Terrance, spilles også fremragende af Aaron Pierre. Han har en fysisk tilstedeværelse, der med et vip med øjenbrynet kan gå fra charmerende til farlig. Som tre dyr i et bur går de op og ned af hinanden, bider fra sig, snakker, elsker. Og som tilskuer er det næsten umuligt at vurdere, hvor alliancer og loyalitet flyder mellem dem.

I det hele taget er stemningen i filmen helt uforudsigelig. Det er svært at lure, om Hen og Juniors parforhold er lykkeligt eller dybt dysfunktionelt. Det får man svar på sidenhen i filmen, men de første 90 minutter sidder man med en fornemmelse af, at alt er oppe i luften: tonen, de enkelte scener og filmens plot i særdeleshed.

Uforudsigelighed er ikke nødvendigvis negativt, og med en indie-artsy-film som denne kan det endda tilføre både fordybelse og eftertænksomhed hos os, der skal se den. Ofte er jeg stor tilhænger af film, der er svære at afkode, fordi de gør mig til den, der aktivt skal producere betydning. Og det er sørmejensemig efterhånden sjældent, man får lov til det i nutidens film-landskab.

Med Foe stikker uforudsigeligheden bare lidt i alle retninger. Filmen bruger ikke det tågede fortælle-landskab til mere end blot at være uforståelig, og derfor mistænker jeg, at det ikke er helt intentionelt.

Hønen og Junior

Med uforudsigelighed i den ene ende af spektret findes der i den anden ende også elementer, der trækker i en ekstrem forudsigelig og åbenlys retning. Som hovedkarakterernes navne. ’Hen’ – høne og ’junior’, der stædigt fører familiefortagenet videre. De pointer filmen måtte have om kvindens rolle i menneskehedens fremtid kunne godt være leveret med en smule mere finesse.

Karaktererne bliver aldrig mere end deres stereotype navne: En kvinde, der lige så godt kunne være en høne på en æggefabrik, men som drømmer om at spille klaver. Og en mand, der ikke kan se andet i livet end at fortsætte, hvor hans far slap. Selv for så virkeligt dygtige skuespillere, som det er tilfældet i denne film, er det simpelthen ikke nok til at skabe fuldendte, troværdige mennesker – selv i en apokalyptisk fremtid.

Maria-Månson-algoritme

Foe er instrueret af australske Garth Davies, der også stod bag filmen Mary Magdalene med Joaquin Phoenix og Rooney Mara. Den led under mange af de samme problematikker: På trods af dygtige spillere og intenst skuespil var der heller ikke her nok karakterdybde til for alvor at engagere os i fortællingen. Hvis ikke nuancerne i karaktererne følger med det intense spil, så ender det som en skinger skal på en meget flot, men kedelig kage.

Jeg burde elske Foe. Virkelig. Men der er for meget rod til, at selv en dedikeret sci-fi-fan som mig kan elske den. Derfor svinger den sig desværre kun op til en middelmådig bedømmelse, selvom så mange af ingredienserne på papiret burde passe perfekt på en ’Maria-Månson’-algoritme.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser