Kan du huske serien? Alletiders barnepige
Nogle serier er serier, man altid vil huske. Om det er grundet historien, karaktererne eller noget helt tredje, så sidder visse serier fast under huden på én og der er dele, man aldrig glemmer.
Selvom det måske er mange år siden, at man fik set serien sidst, så er der dele, man ikke kan glemme; det er måske temasangen, et grin (hint hint) eller en karakter, der gjorde tydeligt indtryk på en.
Sådan er det med Alletiders barnepige for mig. Jeg voksede op med serien, og kan stadig huske Fran Fines grin, de tre børn, den sarkastiske butler (som jeg for øvrigt skylder tak – uden ham, havde min humor ikke været den samme) og den standhaftige Maxwell, der ikke altid er lige okay med det, Fran finder på.
Temasangen og den animerede intro rammer stadig lige midt i hjertet:
Serien har stadig noget bag sig – det var en komedie af episke proportioner, og den holder stadig i dag – fordi den kunne så meget. Bag ved det humoristiske og Frans outfits (som inspirerede mig i de tidligere 00’ere, og ikke nødvendigvis på en god måde), fandt man dybe beskeder fra serien selv om at holde hovedet højt, feminisme, at man er god som man er, og at man aldrig skal give slip på det, der gør en speciel, lige meget hvad folk siger. Der er også de større emner som kærlighed, men det er de små, der er lagt ind imellem dåselatteren, der fylder – i hvert fald for mig.
Alletiders barnepige handler i bund og grund om Fran, en kosmetik-sælger, der er blevet droppet af sin kæreste og fyret fra sit job, der nærmest falder ind i jobbet som Sheffields barnepige og skal håndtere de store og små issues, der dukker op, når man skal hjælpe tre børn i forskellige aldre. Der er også den lille knude, at Fran finder Maxwell meget pæn, meget selvsikker og ender med at udvikle en stærk kærlighed til manden – som også er usandsynligt tiltrukket (mod al fornuft) af Fran.
Seriens plot er så simpelt, at det ikke kan andet end at virke – de problemer børnene møder er simple og forståelige, og Fran hjælper på sin egen, specifikke måde, der virker perfekt. Butleren, Niles, tilføjer en sær form for tør humor, der passer perfekt ind i den livsglade serie, og Maxwells attitude minder i høj grad om Von Trapps overhoved – alting spiller så godt sammen, og det skabte en fan-favorit i form af Fran og Niles. Idéen om, at vi egentligt bare følger en barnepige, der forsøger at finde sans og samling i et hjem med mange overraskelser, er både en simpel og decideret idiotsikker tilgang til TV, og det er måske nok det, der fungerede bedst for Alletiders barnepige.
En af de ting, jeg husker tydeligst, var Frans grin, smil og tøjstil. Tøjet var en kombination af 50’ernes hår, 80’ernes farver, og en helt speciel ting, der bare gjorde det til Fran – hun stak ud med sin orange pelsfrakke, højt hår og tætsiddende kjoler, og var en stærk kontrast til Maxwells stive jakkesæt og børnenes matchende tøj. De to var et skævt makkerpar, men i sidste ende absolut perfekte for hinanden – den ene er realist (Maxwell) og har brug for at drømme og lege lidt mere, mens den anden (Fran) er en drømmer af en anden verden, og har brug for at nogen en gang imellem holder hende nede på jorden. Det er skævt og underligt, men på den helt rigtige måde.
Når man snakker om børnene, vil jeg også sige, at deres problemer føltes som noget genkendeligt – et afsnit handler om, at det midterste barn, Brighton, bare gerne vil være populær og forsøger at begynde at ryge for at føle, at han er en del af crewet, der er ”cool” i skolen – et andet handler om en usynlig ven, den yngste datter, Grace, har – som dukkede op samtidigt med at hendes mor døde – og i høj grad er et af de afsnit, der stikker ud, fordi den håndterer et tungt og socialt relevant emne som død, sorgprocesser og hvordan børn håndterer dødsfald tæt på dem.
Flere afsnit omhandler også den ældste datter, Maggie, der forsøger at bevæge sig ud på en rejse i seksualitet, egen identitet og meget mere – der er ofte øjeblikke, hvor man kan spejle sig selv i hendes usikkerhed, og især usikkerheden omhandlende problemer med drenge og om hvorvidt man skal sige ja, selvom man har lyst til at sige nej, for ellers vil han gå sin vej. Alt i alt behandler Alletiders barnepige en masse sociale problemer, det enkelte individs usikkerhed, overgange ind i voksenlivet og det at føle at man hører til – og det bliver gjort gennem humor, smil, Niles tørre sarkasme og Frans grin.
Der er også en pokkers masse gæstestjerner, man havde glemt var med, bl.a. Elisabeth Taylor, Pamela Anderson, Billy Ray Cyrus og mange flere, der simpelthen er fantastiske at have med i serien, da de skaber en helt ny stemning – og fordi mange af dem bare spiller sig selv, hvilket fungerer sindssygt godt for en serie som Alletiders barnepige.
Alletiders barnepige strakte sig over 6 sæsoner, og begyndte i 1993, og det kan ses – der er et par steder, hvor jokes måske ikke ville være gået i dag, men det betyder knapt så meget, når man først er i gang. Det var en anden tid, og det kan ses i humoren, udseendet af selve serien og i den grad i tøjvalget.
For os, der så Alletiders barnepige påTV i 90’erne, så sidder den stadig fast som et kært minde, og som en serie, der kan genses af flere omgange – det er desværre ikke en serie, der er lige så velkendt som fx Venner, men i den grad burde være det, fordi den kan noget i forhold til det, at vokse op, at finde sig selv og nyde sig selv – om det så er igennem en neongrøn alligatorkjole, eller om det er ved at indrømme at man er blevet forelsket – og den burde virkelig genses; om ikke andet, så bare for at få Frans grin med sig igen.
Hos Vi Elsker Serier er det i hvert fald en serie, der stadig lever!
Du kan se alle sæsoner af Alletiders barnepige på Amazon Prime Video
Læs også: Kan du huske serien? Beverly Hills 90210
