Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: I teaterstykket ’Sallys far’ er der fuld knald på prutter, ballade og bandeord

Af
Line Kirsten Nikolajsen
23. januar 2024
sallys far teater anmeldelse
'Sallys far' / Foto: Louise Schouw Teater

Del artikel

Forestillingen om Sallys sygt pinlige og herligt anarkistiske far vækker latter hos både børn og voksne – også selv om den til tider er lidt letkøbt.

Sallys far

Spilleperiode: 19. januar 202416. marts 2025 (på turné i hele landet)
Teater: Louise Schouw Teater
Genre: Børneteater
Iscenesættelse: Louise Schouw
Dramatisering: Gunvor Reynberg
Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Marianne Gunnov Bøgelund, Morten Bo Koch og Anton Sager
Spilletid: 70 minutter (uden pause)

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen har indtil videre udgivet 14 bøger om Sally og hendes pinlige og uforbederligt barnagtige far i den populære serie, der har solgt over en million eksemplarer.

Sallys far er ikke som så mange andre voksne: Han bander, vil være YouTuber, går i t-shirt med metalklingende bandnavne på, og så lyver han, så de stramme sorte bukser flyver.

Nu kan en række af fortællingerne opleves samlet i teaterforestillingen Sallys far, der i det kommende år turnerer rundt i hele landet på teatre, biblioteker og spillesteder.

Pruttehumor og høje grin

Sallys far er en forestilling, der i høj grad bæres frem af humoren, og som lykkes med at engagere sit publikum gennem den. Selv om den ind i mellem læner sig over i nemme-pointkategorien med et stort udvalg af latrinær komik, så skraldgriner børnene.

Det gør de især af den fjollede lillebror Eddie, som både stikker pomfritter i næsen, prutter højlydt og børster tænder med toiletbørsten, mens resten af historien udspiller sig rundt om ham.

sallys far teater anmeldelse
Foto: Maria Trøigaard

Selv om både jeg (for mig selv) og min unge sidemand (højlydt) undrer os over, “hvorfor Eddie er en gammel mand” (han spilles af 59-årige Kristian Holm Joensen), så fungerer han egentlig glimrende som gennemgående energibooster, når energien kortvarigt går tabt i sceneskift eller for meget sniksnak.

Luftguitar for fuld udblæsning

Sigurd Barrett og Eskild Dohns nykomponerede sange sætter også fint skub i forestillingen og skaber god variation. Særligt de mere rockede sange, hvor der fyres op for guitarsoloer og blinkende koncertlys, får børnene til at danse med i sæderne og finde luftguitarerne frem.

Under sangen om bandeord fniser de forskrækket og kigger på hinanden med store øjne over at høre skuespillerne på scenen synge sig igennem en tirade af skældsord. Den ældre del af publikum får også glæde af de mere velskrevne dele af det lyriske repertoire, som da Sallys influenzasyge far med ynkelig stemme synger: “Nogen kan vælge mellem pest og kolera, men det gælder ikke din stakkels syge far.”

Noget til både børn og voksne

De bedste børne- og familiefortællinger er dem, der både er sjove for børn og voksne. Dem, der får flettet små kommentarer ind, som måske flyver hen over hovederne på børnene, for at lande direkte hos de voksne i stedet. Og det gør Sallys far. Helt bogstavelig talt, for karakteren Sallys far fungerer logisk nok som bindeled mellem det yngre og ældre publikum.

Morten Bo Koch er god i rollen som faren. Tænk Pyrus, men som voksent menneske med to børn. Hans elastiske grimasser er vidunderligt tegneserieagtige og matcher stregen i bøgerne godt. Koch har samtidig fint tag om det menneske, der befinder sig bag den barnlige figur, hvilket også gør ham appellerende for voksne.

Det sker dog også i komikken, for Sallys far kan både høste små lyse grin med sine pinlige optrin og gevaldige prutter, men også mere moden latter, når han er syg med mandeinfluenza og påbegynder sit testamente.

I en forestilling, der egentlig mest synes at være til for at underholde gennem fjol, pruttehumor og en barnagtig voksen, er det måske meget at forvente en større overvejelse om, hvilken fortælling man giver den nye generation–og børnene er helt sikkert ligeglade.

Men det ærgrer mig nu alligevel, at man videregiver et temmelig trist og bedaget kvindesyn. Sallys mor er nemlig til stede i forestillingen, men kun som en ansigtsløs figur, der mest af alt vimser omkring i køkkenet med stort, rødt, bølget hår og stram leopardkjole, og ellers kun har til opgave at punktere legen og alt det sjove, når hun irettesætter far. Den anden kvinde, der optræder kortvarigt, er farmor, men hun er der faktisk også kun for at skælde ud.

sallys far teater anmeldelse
Foto: Maria Trøigaard

En lang børneforestilling

I Gunvor Reenbergs dramatisering binder hun ikke som sådan de mange fortællinger sammen i en stor dramatisk bue, men holder fast i godnathistorie-formen, hvor små afrundede historier følger hinanden. Fælles for dem alle er dog, at far konstant fortæller løgnehistorier om, hvor trange kår han selv voksede op under.

Afslutningsvis er det dog pludselig, som om forestillingen har ombestemt sig og gerne vil binde en form for knude alligevel. Farmor kommer nemlig forbi og afslører, at far har fundet på historierne om sin barndom, og han prøver som konsekvens heraf at opføre sig mere voksent.

Der går dog ikke mange sekunder i forestillingen, før Sally savner sin sjove og fjollede far, og han vender lykkeligt tilbage til sit barnlige udgangspunkt. Denne knudebinding virker en anelse forhastet og overflødig, idet der ikke rigtig lægges an til det i den øvrige form. Derfor kunne forestillingen med fordel have været den foruden–eller have taget et valg om den ene eller anden model.

Sallys far er nemlig i forvejen en lang børneforestilling–70 min. uden pause er lang tid at kræve af et børnepublikum, og selv om instruktør Louise Schouw har været god til at skabe variation og tempo gennem musik og humor, er der også kortere og mere overfladisk fortalte dele, der virker overflødige og giver lopper i sæderne hos de mindste.

Et lidt nøjere og mere sparsomt udvalg fra det efterhånden store litterære forlæg havde klædt forestillingens spændstighed og længde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTeater

Andre Kultur | Anmeldelser

Mest læste