Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Elizabeth Taylor: The Lost Tapes’ viser den ødelæggende bagside af berømmelsens medalje

Af
Thea Torp
6. august 2024
Anmeldelse af Elizabeth Taylor - The Lost Tapes
Elizabeth Taylor / Foto: Max

Del artikel

Dokumentarfilmen på Max skildrer, hvad der sker, når celebritykulturen tages til det yderste. Elizabeth Taylors historie minder uhyggeligt meget om Britney Spears’ og Paris Hiltons.

Elizabeth Taylor: The Lost Tapes 

Streamingtjeneste: Max
Premieredato: 3. august 2024 Genree: Dokumentar
Instruktør: Nanette Burstein
Medvirkende: Elizabeth Taylor, Roddy McDowall, Debbie Reynolds, George Hamilton, Richard Burton
Land: USA
Spilletid: 1 time og 39 minutter

Dokumentarfilmen Elizabeth Taylor: The Lost Tapes byder rent faktuelt ikke på de store, nye åbenbaringer om en af det 20. århundredes allerstørste skuespillere.

Men dokumentaren skriver sig ind i en tendens, der om noget har sin berettigelse. Den viser, hvordan berømmelsen har været lige så omkostningsfuld og svær for Elizabeth Taylor som for langt senere tabloidfavoritter som Paris Hilton, Pamela Anderson og Britney Spears. Også fra deres side har vi de senere år har fået personlige dokumentarer, som fortæller om berømmelsens bagside, når den kammer over og bliver ødelæggende.

For go figure – det ER svært at blive forfulgt af hober af mænd med kameraer, og når aviserne skriver, at ens børn skal tvangsfjernes. Og ja, man bliver lidt stresset over at skulle arbejde under pres fra bombetrusler og hadefulde menneskemængder.

Elizabeth Taylor: The Lost Tapes er lavet på baggrund af 40 timers optagelser, som journalist Richard Meryman optog med verdensstjernen i 1960’erne, men først nu finder de vej ud til offentligheden. Vi får hele historien fortalt fra filmstjernens eget perspektiv, og den er bestemt værd at bruge tid på.

En voksen kvinde på 17 år

Elizabeth Taylor (1932-2011) blev skabt af Hollywood. Hun var børnestjerne i film om hunde og heste og gik i skole hos produktionsselskabet MGM bare tre timer om dagen mellem optagelser.

Allerede som teenagepige blev hun castet i roller som hustru til mænd, der var mere end dobbelt så gamle som hende. Hun blev i et fødselsdagsportræt hyldet under titlen ”Denne voksne kvinde er lige blevet 17 år”, og man tager sig selv til hovedet og undrer sig endnu en gang over, hvordan kulturen kunne være så blind for sin egen klamme lummerhed.

Og der må man tage til takke med, at intervieweren er en mand fra samtiden, for der bliver ikke spurgt ind til, hvordan Elizabeth Taylor har det med den altoverskyggende seksualisering.

I stedet stiller Meryman spørgsmål til, hvordan det er at være en sexgudinde (for ”hun må da være opmærksom på, hvordan hun er skabt, og hvad det gør ved hendes omgivelser”). Og for første gang bliver den ellers åbenhjertige Elizabeth Taylor vred, ligesom Britney Spears blev gal, da hun skulle tale om sin bh og jomfruelighed i interviews i 00’erne.

Og det er et stærkt argument for, at det feministiske spotlys, der er blevet kastet på grænseoverskridende adfærd, ikke bare er et nutidigt modelune. For når superstjerner som Elizabeth Taylor for 60 år siden reagerer præcis, som en kvinde ville gøre i dag, så må der altså være noget om snakken.

Et opslidende liv

Man bliver nærmest forpustet, når man får genfortalt Elizabeth Taylors liv, men det må også have bragt en del åndenød med sig at leve det.

Hun bliver den første stjerne m/k, der bliver tilbudt en million dollars for sit arbejde. Og 10 procent af indtjeningen. Men under indspilningerne til filmsensationen Cleopatra er hun ved at dø af lungebetændelse. Så vinder hun en Oscar, vender tilbage til Cleopatra og bliver rasende forelsket i Richard Burton. De er selvfølgelig begge gift, og så går pressen for alvor amok.

Hendes husbond truer hende med en pistol, hun bliver skilt, gift igen – måske for at dulme pressens interesse for relationen til Burton – men nu er et nyt fænomen blevet født.

Hober af mennesker stimler sammen på gaden, der er ingen afstand mellem hende og dem, de kravler på hendes tag og sniger sig ind i hendes hjem klædt ud som blikkenslagere og præster.

Ordet paparazzi opstår og betyder egentlig bare ”en masse mænd, der leder efter Elizabeth Taylor,” siger en af filmens mange andre stemmer, der fortæller om stjernen. ”De gik ikke længere efter glamour. De gik efter ødelæggelsen af glamour.”

Og Elizabeth Taylor siger, udmattet, at man lærer at være ligeglad med sit image. Nu er hun endt som to versioner af Elizabeth Taylor. Den, som hendes familie kender af kød og blod, og så den anden, varen, som hun kan sælge.

Hun er lavet af ”cellofan”, og filmen viser et billede af en glamourøs Elizabeth Taylor, der ligger henslængt i månelys – i stærk kontrast til de private billeder af kvinden, der skærer ansigt og leger med sine børn og venner hjemme i stuerne.

Giver Elizabeth Taylor: The Lost Tapes umiddelbart en lyst til at blive verdens største filmstjerne? Nej tak herfra.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste