Anmeldelse: Den politiske komedie ’Ella McCay’ er den skuffelse, man frygtede

Det er 15 år siden, at instruktør, manuskriptforfatter og producer James L. Brooks sidst var aktuel med en film, som han selv stod bag. Men vi skal næsten dobbelt så langt tilbage i tiden for at finde filmskaberens sidste store succes, Jack Nicholson-filmen ’Det bli’r ikke bedre’ fra 1997.

Og før det skal vi tilbage til 1987 og ’Broadcast News’ samt ’Tid til kærtegn’ i 1983 for at finde de store prisvindende succeser. Men takket være hans serieskaberkarriere i 70’erne og 80’erne – bl.a. ’Taxi’ og ’The Simpsons’, som han var med til at udvikle – er James L. Brooks en af den slags kreative sjæle, man altid er nysgerrig på, når han er aktuel med noget nyt.

Men, men, men. Forventningerne til den nyeste film ’Ella McCay’ led unægtelig et stort knæk, da den danske biografpremiere blev aflyst i allersidste øjeblik. Med tanke på noget af det skrald, der ellers finder vej til det store lærred, var det virkelig et red flag, man var nødt til at tage alvorligt.

’Ella McCay’ er desværre den skuffelse, man frygtede. Så meget desto mere ærgerligt, når man ser på den gode rollebesætning, og når man har Brooks’ tidligere fantastiske værker in mente.

Filmen handler om den titulære Ella (Emma Mackey), der er viceguvernør i en unavngiven amerikansk stat. Da hendes chef og mentor Bill Moore (Albert Brooks) får en plads i den kommende præsidents regering, skal hun overtage hans embede.

Hvad der umiddelbart burde være ret ligetil for hende, udvikler sig hurtigt kaotisk og inkluderer blandt andet hendes fraværende far Eddie (Woody Harrelson), hendes smukke nar af en mand Ryan (Jack Lowden) og hendes altid støttende faster Helen (Jamie Lee Curtis).

Hovedrystende

Idéen om at lave en film om en retskaffen politiker, der forsøger at få lov til at gøre det rigtige trods omverdenens modstand, passer godt til tiden – en slags variation over Frank Capras klassiker ’Mr. Smith kommer til Washington’.

Man er ikke i tvivl om de gode intentioner. Udførslen er desværre langt fra optimal. Faktisk er det enormt frustrerende at se, hvor god en film der kunne have været i ’Ella McCay’, men som ikke bliver realiseret.

Da James L. Brooks både er instruktør, manuskriptforfatter og producer, falder fiaskoen naturligvis tilbage på ham. En stor del af plottet omhandler en journalist, der forsøger at afpresse Ella, fordi hun har haft sex med Ryan i en lejlighed i kælderen på regeringsbygningen i frokostpausen.

At det på nogen som helst måde skal kunne tages seriøst som en politisk skandale i vores tid, er hovedrystende. Et ægtepar har sex i en lejlighed i arbejdstiden, wauw. Det er ærlig talt så tandløst, at det ikke engang ville få en notits i Indre Missions ugentlige nyhedsbrev.

Den politiske arena får heller aldrig den snert og tænding, som vi ellers er blevet vant til igennem serier som ’The Diplomat’ for eksempel. Bevares, det behøver ikke handle om nationens sikkerhed, men det havde klædt ’Ella McCay’, hvis det politiske – og ikke mindst forholdet til pressen – blev udfoldet lidt mere.

Overvældende øv-følelse

Filmen ender dermed med at være en overfladisk karikatur, som ikke gør det store indtryk.

Tabet af Ellas mor, da hun går på universitetet, og den efterfølgende afstandtagen til faren bliver også ren overfladisk behandling frem for noget, der kommer ind og virkelig prikker til hjertekulen.

Forholdet til lillebroren Casey (Spike Fearn) er ligeledes et af de plotelementer, som ikke rigtig bliver til noget. Og hans sidehistorie med først at forsøge at komme sig over sin ekskæreste og derefter finde sammen med hende igen er noget ligegyldigt juks.

Stakkels Ayo Edebiri er spildt i rollen som Caseys eks og får på ingen måde lov til at vise det store talent, hun er i besiddelse af.

Det samme må siges om Emma Mackey i hovedrollen.

Skuespilleren bragede igennem i Netflix-serien ’Sex Education’ som den seje Maeve. En karakter, der på perfekt vis gav Mackey mulighed for at vise sit talent for både drama og komedie. ’Ella McCay’ burde ligge lige til højrebenet for hende, men manuskriptet giver hende ringe mulighed for at skinne.

I enkelte glimt stråler både Mackey og ’Ella McCay’, men det er så kortvarigt, at det ikke kan hjælpe med at hæve helhedsindtrykket.

Det er derfor, man sidder tilbage med en øv-følelse, når rulleteksterne går i gang på ’Ella McCay’. For det kunne nemt være blevet rigtig godt med alle de dygtige mennesker, som er involveret. Det sker bare ikke.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: