Anmeldelse: Tøjbamsen ’Ted’ er tilbage i grovkornet komedieserie

En storbandende bamse vandt indpas i publikums hjerter tilbage i 2012, da filmen Ted om den navnkundige Ted Clubber-Lang, der pludselig blev levende i 1985, fordi den venneløse dreng John ønskede på et stjerneskud, at hans bamse skulle blive levende.

Den første af de to film blev vel modtaget, hvorimod efterfølgeren fik mere lunkne tilkendegivelser fra både anmeldere og publikum.

Handlingen var noget ujævn og humoren lidt mere plat end før, og hvis ikke man var til instruktør og serieskaber Seth MacFarlanes (Family Guy, American Dad) grovkornede verdenssyn med stor forankring i popkulturen, var det under alle omstændigheder op ad bakke.

I stedet for at fortsætte historien fremad kigger man den her gang tilbage og tager de år, som man kun har set små bidder fra i filmene, nemlig Johns teenageår.

Den syv afsnit lange sæson tager udgangspunkt i den 16-årige John (Mark Burkholder), en nørdet high schooler, der tilbringer meget tid sammen med bedstevennen Ted (Seth MacFarlane).

Sommeren igennem har de fladet ud foran fjerneren, og bamsen bruger stadig det meste af sine dage foran husalteret, da han ikke har andet at lave. Derfor bliver det trods Teds store protester vedtaget, at han også skal starte i skole, så han kan få noget lærdom i livet.

Serien følger makkerparret over cirka et skoleår, fra start til slut, og de kommer ud for lidt af hvert sammen med resten af Johns familie, moren Susan (Alanna Ubach), faren Matty (Scott Grimes) og kusinen Blaire (Giorgia Whigham), som er flyttet ind hos familien.

Pot og bamser

Intet har ændret sig, når det kommer til humoren og så alligevel.

John har stadig noget barnlig uskyldighed og fremstår derfor ikke lige så brovtende som i Mark Wahlbergs voksne version i filmene. Derfor er der også skruet ned for de værste grovheder fra Teds side, selv om MacFarlane og de andre kreative stadig hygger sig med det grotesk underholdende i at have et nuttet tøjdyr til at sige og gøre obskøne ting.

Vi finder i løbet af serien ud af, hvordan parrets kærlighed til cannabis stammer fra og ditto med passionen til 80'er-kultfilmen Flash Gordon. Serien er stærkest, når den er forankret i de to, og Mark Burkholder holder en god balance mellem godmodig naiv dreng og omvandrende hormonbombe, der er håbløst teenage-akavet.

Faren og moren fungerer ikke lige så godt. De er hårde karikaturer, som der ikke åbnes meget op for, udover det forudsigelige. For eksempel bliver Mattys barndomslegetøj, en rød kranvogn ved navn Dennis, også levende, fordi han savnede nogen, som tog hans side i hjemmet.

Dennis’ politiske overbevisning ligger til højre for den yderste højrefløj, og det skaber naturligvis konflikt med den liberale, frisindede og panseksuelle Blaire, som netop vælger dette tidspunkt – julen – til at springe ud over for sin familie.

Udviklingen er ganske forudsigelig, selvfølgelig med en lille hjertevarm slutning. Og sådan er det med de fleste af de syv afsnit. Så snart præmissen er sat op i starten, ved man nogenlunde, hvor det hele bærer hen. Ikke at det gør noget, men længden svinger sig op på 40+ minutter og trækker handlingen unødvendigt i langdrag. Setuppet passer langt bedre til sitcom-formatet fremfor noget dramedy-lignende, da figurerne er så forankrede i komikkens tegn, at alt andet halter.

Overdrevne karikaturer

Seth MacFarlane er instruktør på samtlige afsnit, så det er i høj grad ham, der står med det kreative hovedansvar, ganske som det er tilfældet med hans animationsserier.

Ted fremstår derfor langt hen ad vejen som en liveaction-version af Family Guy, noget ingen nødvendigvis havde bedt om. Serien er skam ikke dårlig og har mange rigtig sjove momenter, hvis man er til MacFarlanes grove og platte humor.

De overdrevne karikaturer fungerer bedre både i tegnet form, men i høj grad også i et kortere format. For en joke har kun en begrænset levetid og bruges der alt for lang tid på at fortælle den, ryger interessen for at høre pointen.

Giorgia Whigham – datter af den fremragende karakterskuespiller Shea Whigham – har god scenetilstedeværelse og får det maksimale ud af skærmtiden. Hvad end det er sammen med Burkholder eller Ted, så er der en god kemi imellem de konstellationer.

I den ideelle verden blev forældrene skrottet eller omskrevet til en eventuel anden sæson, hvorved Ted ville løfte sig som helhed. Det er dynamikken mellem de unge (og Ted) og deres møde med verden, som fungerer, og er der, hvor de bedste øjeblikke opstår.

Ted er charmerende, hvis du er til den slags, men Ted er ikke den fuldtræffer, som den har ambitioner om at være.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: