Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Året i Kongehuset: Pligten før familien’ opsummerer årets mange royale op- og nedture

AfMia W. Lannerø
9. december 2022
Året i Kongehuset: Pligten før familien
'Året i Kongehuset: Pligten før familien' / Foto: Stefan Helmenkamp Thygesen / DR

Del artikel

2022 har været et yderst begivenhedsrigt år i det danske kongehus, hvor både stor glæde, masser af anledning til fejring. Men også uventede, svære udfordringer har sat sine spor. I ‘Året i Kongehuset: Pligten før familien’ på DR får du årets højdepunkter fortalt på en time.


En garvet treenighed bestående af henholdsvis kongehusreporter Nadia Kronborg, hofreporter Marianne Singer og royal korrespondent Jacob Heinel Jensen tager i Året i Kongehuset: Pligten før familien seeren i hånden og fører os gennem årets begivenheder fra første parket.


Da coronapandemiens sidste krampetrækninger indledningsvist sætter en kæp i hjulet for den planlagte fejring af Dronningens 50-års regeringsjubilæum 14. januar, bliver det i stedet besluttet at udsætte nogle af de planlagte begivenheder til senere på året.


Festlighederne bliver ikke mindre betydningsfulde af den grund, og folket får i løbet af året bl.a. lov at fornøje sig ved synet af en storsmilende Dronning i den gamle rutschebane i Tivoli, den flotte særudstilling “En dronnings smykkeskrin” på Amalienborgmuseet samt gallataflet på Christiansborg Slot. Her bliver vor hovedperson mindeværdigt besunget af stjerner som Hjalmer og Malte Ebert.

Øget bevidsthed om generationsskiftets komme


Foruden de kunstneriske indslag til førnævnte gallataffel, holder Kronprinsen her en tale for sin mor. Royal korrespondent Jacob Heinel Jensen kalder den ‘hans bedste nogensinde’. I smukke metaforer om at skulle overtage roret og styre skibet trygt i havn, tjener den i høj grad som en forsikring til både Dronningen og det danske folk om, at når tiden engang er inde, er han klar til at indtage sin rolle som konge med alt det, hans mor har lært ham som ‘ballast’.


Også Kronprinsesse Mary er i år blevet fejret i anledning af sin 50-års fødselsdag. Dette blandt andet ved særudstillingen “H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972-2022” i Riddersalen på Frederiksborg Slot samt ved åbningen af det nyopførte anlæg, Marys Australske Have i København Zoologiske Have.


Med sit arbejde både i Mary Fonden og en lang række andre organisationer samt da hun - ganske vist sidste år - var på talerstolen til World Pride, har Kronprinsessen gjort sig bemærket både nationalt og internationalt som en målbevidst og handlekraftig kommende dronning, som står fast ved sine værdier.


Året i Kongehuset: Pligten før familien
'Året i Kongehuset: Pligten før familien' / Foto: Stefan Helmenkamp Thygesen / DR

Skår i glæden


En af årets mest omdiskuterede sager i Danmark har uden tvivl været de forfærdelige afsløringer om forholdene på Herlufsholm Kostskole, der mest af alt minder om et mareridtsscenarie taget ud af Jan Guillou-romanen Ondskaben. Et scenarie, der også kommer til at have konsekvenser for kongefamilien, idet Prins Christian er elev på skolen, og Prinsesse Isabella skal starte efter sommerferien.


Særligt stort er presset på Kronprinsessen, idet man i dagspressen sætter spørgsmålstegn ved, om man kan arbejde intensivt for at bekæmpe mobning via Mary Fonden og samtidig have sine børn gående på en institution så problematisk som Herlufsholm. Efter nøje overvejelser er Prins Christian og Prinsesse Isabella siden startet på nye skoler og trives, ifølge Kronprinsparret, godt hermed.

Nye titler


Foruden Herlufsholmskandalen omtales en anden problematik i Året i Kongehuset - nemlig den ændring i titler og tiltaleformer, som udmeldes i en pressemeddelelse i slutningen af september. Her bekendtgøres det, at Prins Joachims børns titler som prinser og prinsesser af Danmark bortfalder ved årsskiftet. En, for mange mennesker, helt uventet beslutning, der har delt vandene i såvel kongefamilien som befolkningen.


Når man ser klippet med den åbenlyst berørte Prins Joachim, bliver man mindet om, at der - alle åbenlyst usædvanlige omstændigheder til trods - grundlæggende er tale om en helt almindelig familie i konflikt. Man kan more sig over arvefølgedramaet og “pligten frem for alt”-mentaliteten i serier som Game of Thrones og House of the Dragon. Men det er faktisk trist at se, når det berører og gør ondt på ægte mennesker. Særdeles i en familie så folkekær og rummelig som den danske kongefamilie.


Året i Kongehuset: Pligten før familien
'Året i Kongehuset: Pligten før familien' / Foto: Stefan Helmenkamp Thygesen / DR

Royal årskavalkade med et lidt rodet udtryk


Sammenlignet med sidste år har 2022 budt på mange flere opgaver for kongehuset “i felten”, fordi coronarestriktionerne omsider er hævet for stedse. Glæden ved igen at kunne bevæge sig frit i samfundet virker især til at glæde Dronningen, som - med lidt forsinkelse - kunne fejre sit regeringsjubilæum med folket. Efter den britiske Dronning Elizabeth IIs bortgang i september er Dronning Margrethe II den længst siddende, nulevende monark i Europa.


Året i Kongehuset: Pligten før familien byder på en palet af velvalgte arkivklip akkompagneret af kommentarer fra de reportere, som er vant til at arbejde helt tæt på de royale. Præmissen er god, men strukturen har en svaghed. Programmet arbejder ud fra en simpel tidslinje, som, uden nogen umiddelbar grund, springer lidt for livligt frem og tilbage i tiden. Det virker irriterende for øjet og ødelægger overblikket over, hvortil på året, programmet egentlig er nået. Det ville ikke tage noget fra programmet at lade tidslinjen være kronologisk.

Skøjter på overfladen


En anden faldgrube, som jeg trods alt vil sige er relativ og kommer helt an på øjnene, der ser, er, at programmet er en smule “anonymt”. Strukturen og udseendet virker meget standardiseret, hvilket, når årsskiftet er omme, nemt kan få det til at drukne i mængden af de mange øvrige, mere visuelt slående DR-produktioner om det danske kongehus.


Året i Kongehuset: Pligten før familien fungerer perfekt som en fin afrunding på det år, der er gået - men ikke ret meget mere end det. De fleste emner berøres mest på overfladen og bringer ikke særlig meget nyt med ind i 2023. Er du derimod glødende royalist, kan du roligt se frem til en skøn kavalkade af fine kongelige øjeblikke fra det forgangne år.


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/09/3-hjerter.jpg

Fakta om ‘Året i Kongehuset: Pligten før familien’


Produceret af: DR
Varighed: 58 minutter
Land: Danmark
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 11. december 2022
Dansk streamingtjeneste: DRTV


LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Simon Kvamm og Finn Nørbygaard er fremragende i DRTV-serien 'Guru'

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Bad Bitch' er en af de vigtigste DR-serier i lang tid

LÆS OGSÅ: De 10 bedste danske serier i 2022

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser