Anmeldelse af Catherine the Great

Opdateret

Catherine the Great er en såkaldt “limited series” fra HBO Nordic i fire afsnit á 50 minutters varighed og udgør i alt ca. 3,5 timers godt TV. ”Limited series” er egentlig bare det nye navn for miniserie, som ellers har haft en negativ forbindelse til melodramaer fra 80’erne og 90’erne, men lad nu det ligge.

Foto: HBO Nordic

Nært portræt af den ”Store” personlighed

Serien er et portræt af den sidste og største kejserinde i Ruslands historie, Katharina den Store (i artiklen omtalt Catherine the Great), som regerede Det Russiske Imperium i 34 år i sidste halvdel af 1700-tallet. Størst i den forstand, at hun regerede klart længst af de tre kejserinder, Rusland har haft, og fordi hun udvidede det russiske imperium betydeligt og dermed gjorde Rusland til en stormagt.

Serien spænder over næsten hele Catherines regeringstid og er skabt og instrueret af Phillip Martin som også har instrueret The Crown og Wallander, og som tidligere har instrueret Dame Helen Mirren i Prime Suspect: The Final Act, som han tilmed vandt en Emmy for.

Foto: HBO Nordic

Catherine the Great er skrevet af Nigel Williams, som vandt en Emmy for produktionen af miniserien Elisabeth I, der også havde Mirren i hovedrollen. Castet står stærkt med formidable Dame Helen Mirren i hovedrollen som den bestemte Catherine.

Som vildbassen Grigory Potemkin ser vi Jason Clarke, som den udspekulerede ser vi Minister Panin, Rory Kinnear, som den forsømte Prince Paul, Joseph Quinn, som den forførende Countess Bruce, Gina McKee, og som de magtbegærlige brødre Grigory og Alexei Orlov, Richard Roxburgh og Kevin McNally. Alt i alt et fremragende cast, der illustrerer en stærk kvinde i en verden domineret af mænd.

Romantikken tager overhånd

Selvom Catherine the Great er meget historisk nøjagtig, er der dog nogle ting manuskriptforfatteren, Williams, har måttet gætte sig til, og det gætværk gælder mest spekulationerne om Catherines kærlighedsliv.

Catherine havde helt sikkert et romantisk forhold til Potemkin i et par år, og der gik også rygter om, at de måske indgik et morganatisk ægteskab (ægteskab for kærlighed, ikke titler og arvefølge), men der skal heller ikke være tvivl om, at Williams lever højt på disse rygter.

En dyb romance er helt sikkert interessant, især når det involverer en kejserinde og en mand, der bliver sideløbende mere magtfuld, men jeg synes romancen mellem Catherine og Potemkin bliver for dominerende i en historie, der rummer så mange politiske dilemmaer og intriger. Til tider bliver det endda lidt pladderromantisk.

Foto: HBO Nordic

Samtidig er det dog en påmindelse om, at ”blød historie,” fx forhold og idéer, kan have lige så stor historisk effekt som ”hård historie,” fx penge og krig, og at selvom vi ikke kan læse Catherines dagbog var hun også kun et menneske, som nok har haft et eller andet forhold til kærligheden ligesom alle os andre.

Noget jeg ikke kan lade være med at undre mig over, når jeg ser, hvordan forholdet mellem Catherine og Potemkin udvikler sig, er hvordan Potemkin starter ud med at nærme sig Catherine ved at indlede et seksuelt forhold til hendes bedste veninde, Countess Bruce. Selvom det bestemt ikke er på Catherines opfordring, tager hun nærmest glædeligt imod nyheden, da hun finder ud af det, og fortsætter med at diskutere hendes følelser for Potemkin med Bruce.

Jeg ved ikke, om det var så meget anderledes med kærlighedsforhold for 250 år siden ved hoffet i Rusland, men det er i hvert fald anderledes end, hvordan jeg har oplevet sammenviklede forhold blive håndteret af kvinder – eller er det bare mig?

Russisk skrighals

Potemkin præsenterer sig selv som en selvskabt mand, der ikke vil have noget forærende, men i løbet af serien ser man ham ofte bede Catherine om ting, fx positionen som krigsminister, og pludselig er han også blevet Prince Potemkin. Om det skal vise, at også Potemkin blev korrumperet af magten, ved jeg ikke, men jeg synes, det er ærgerligt, at det ikke bliver bedre forklaret.

Clarke er generelt god i rollen som Potemkin, og jeg synes han er god til at spille et vildt sind, men jeg synes simpelthen han råber alt for meget. Hver eneste gang Potemkin bliver ophidset og/eller vred, som han gør meget i den sidste del af serien, så råber han ordene for fuld hals, og det kan godt blive trættende i længden.

Mirren i topform

Mirren spænder vidt i sin rolle som Catherine og er meget udtryksfuld i alle aspekter af sin optræden, kropsprog, mimik, stemmeføring, gestik osv. Det kongelige element er bestemt ikke ukendt for Mirren, der tidligere, og med stor succes, har portrætteret Dronning Charlotte, Elisabeth I og II, sidstnævnte vandt hun en oscar for, og så har hun lagt stemme til dronningen i Prinsen af Egypten. Derudover er hun selv halvt russisk, så på mange måder finder vi hende i sit helt rigtige element i Catherine the Great.

Catherine er en kvinde med mange forbehold, og hun værner om magten, da der hele tiden er mænd omkring hende, der konspirerer imod hende. Hun ved, at i deres øjne bør en kvinde ikke sidde på magten, og ikke engang hendes søn tiltror hun den meste smule magt, da han i hendes øjne først og fremmest er en trussel mod hendes magt. Sådan tænker hun, fordi hun er født og opvokset i den verden, og hun lader ingen modstandere få et ben til jorden. Hele vejen igennem en meget gribende præstation af en hård kvinde i en hård verden.

Foto: HBO Nordic

Til slut, få år efter Potemkins død, er Catherine blevet gammel, nostalgisk og begynder at vrøvle mere. Dette understøttes af kameraføringen, lyset og farverne med vellykket effekt. Nogle af de flotteste billeder ser vi i de sidste 10 minutter af serien, fx da hun går igennem en sal i paladset, som summer af et gyldent lys, og det “fader” over i et bål eller supertotalbillede, da hun sidder ved dammen sammen med sin veninde, Countess Bruce.

Det sidste, vi ser af Catherine, er i et fremragende omvendt POV-nærbillede, hvor hun holder sin bryllupskrans og mindes Potemkin, ind til hun til sidst falder om og drager sit sidste åndedrag. Det er en serie med virkelig flot kinematografi, og det understreges i seriens sidste afsnit.

Mere Rusland, tak!

Catherine the Great er en spændende serie, der giver et indblik i én af de få kvinder, der var i stand til at tage og beholde magten i en verden og i en tid, hvor mænd mente, at kvinder kun skulle ses, giftes for alliancers skyld og ikke høres.

Mirren giver et fremragende portræt af en kvinde som, ganske klogt, men ikke uden omkostninger, holdt sit private og offentlige liv skarpt adskilt, så hun kunne beholde magten.

Resten af castet understøtter Mirren virkelig godt og efterlader mig ikke med mange længsler. Om der kommer flere sæsoner af Catherine the Great, tvivler jeg på. Der er ikke annonceret nogen 2. sæson endnu, og i alle fald må man formode, det ikke bliver med Helen Mirren, da vi allerede har set næsten hele Catherines regeringstid.

Dog er jeg glad for at se en serie med fokus på og respekt for Ruslands utroligt spændende historie, som er meget historisk nøjagtig. Ruslands historie er et kæmpe uudnyttet emne, som har meget mere at byde på end kold krig og atomkraftsnedsmeltninger.

Alle afsnit af Catherine the Great kan streames på HBO Nordic.

LÆS OGSÅ: Kvinder vi ikke glemmer fra serier i 90’erne

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *