Anmeldelse af Dead To Me

Dead To Me er drevet af to fantastiske karakterer, Jen (Christina Applegate) og Judy (Linda Cardellini) der begge døjer med sorg.

Jen har lige mistet sin mand i en bilulykke, mens Judy mistede sin forlovede for 8 uger siden – de to finder hinanden, og ender ud på et eventyr efter Jens mands morder og er – som traileren også siger – næsten hvidvins-selvtægtere. Deres venskab er en gigantisk byggesten i serien, sammen med de to kæmpe hemmeligheder, der kommer frem undervejs i serien.

Den første kommer allerede midtvejs i det første afsnit, og sætter tonen for, hvad der kan forventes i serien. Vi ved, at der kommer thriller-lignende twists og det betyder også, at serien formår at forholde sig rimelig juicy og spændende i størstedelen af afsnittene.

Serien hviler meget på de to skuespillere, og med god grund – Christina og Linda er begge to fantastiske i serien, og formår at gøre en ellers rimelig trist og dyster serie morsom. Der er glimt af inspiration, når det kommer til humoren, der virker til at være taget direkte fra Desperate Housewives, men det gør egentligt ikke så meget.

Det er ikke en serie, der skal tages alt for seriøst. Den kan noget, men er ikke nødvendigvis et vidunder indenfor serier, og det skal man have i mente, når man ser de ti afsnit – dog er det i den grad en serie, der er lidt skæv og fyldt med sarkastisk humor og har et nyt syn på sorg og det at miste, dem man har kær.

Karaktererne er godt skruet sammen, selvom det er noget, man har set før; Judy er den frie, lette, hippie, der gerne vil give kram, men Jen er meget mere rigid og stram om munden; det gør også, at deres venskab er så specielt at se udfolde sig, fordi de netop er to modsætninger, der fandt hinanden gennem sorg og sene aftensamtaler over telefonen.

Kameraarbejdet er også helt i top – hvis der er noget, Netflix formår at gøre rigtig godt, så er det altså at filme ting. Farverne i baggrunden fungerer til at vise, hvad karaktererne føler, og det meste af serien er filmet på en måde, hvor du ikke føler dig angrebet af vinkler – det hele er faktisk meget ligetil, som er et friskt pust. Man sidder ikke og kigger bag karaktererne eller i hjørnerne, for at se om der gemmer sig noget, men man følger karaktererne som de er, hvor de går og hvordan de har det.

Dead To Me forsøger at være mange ting på en gang (lidt ligesom Desperate Housewives gjorde) – både en thriller, komedie og drama, men i bund og grund er serien, lig hvad den siger den er: skæv, underlig og baseret på venskaber.

Castet er også sindssygt godt – for det første fungerer Cardellini og Applegate fantastisk sammen, og man kan næsten ikke sætte en finger på deres fremførelse af karaktererne. Derudover har vi også en som James Marsden, der er eminent i sin rolle.

Det er ærgerligt, at traileren afslører så meget som den gør, men det er ikke uvelkomment, at man har en idé om hvad der skal foregå gennem afsnittene – det er fedt, at man kan fornemme den spydige humor gennem traileren, og det er endnu federe at se en serie om sorg, der behandler processen helt anderledes:

De vil ikke have nogens fucking sammenkogte ret, mange tak, de vil have hævn og hvidvin.

Så hvis du er til det skæve, eller mangler noget a la Desperate Housewives, er Dead To Me klart en serie, der er værd at se – og helt ærligt, hvis du bare mangler noget at se en søndag aften, så er den her altså også god til en binge-session. Om ikke andet, så er Dead To Me sjov og et nyt take på sorg, og det skal den altså have cadeau for.

Dead To Me kan ses i sin helhed på Netflix.

Læs også: Anmeldelse af Chambers

Læs også: Anmeldelse af Black Summer