Anmeldelse af Manson’s Bloodline

Opdateret

(Foto: Manson’s Bloodline/Viaplay)

(Små spoilers for serien)

Jeg må indrømme, at jeg har et svagt punkt for seriemordere – de fascinerer mig, og en af dem, der altid har været absolut fascinerende, er Charles Manson. På tværs af Atlanten ses han som Djævlen selv, men ingen tænker nærmere over hans familie eller dem, der hang sammen med ham. 

Det er det, Manson’s Bloodline kigger på – familien, der er skabt af Charles Manson og er en del af hans blod, og hvordan de håndterer det, at være efterkommere af en mand, der har gjort så meget mod menneskeheden – uden anger. 

Man vil ikke kendes som Charles Mansons barnebarn.

Dokumentarserien går i dybden på familien og følger specifikt hans barnebarn, Jason Freeman, og hans evige jagt på svar og forsøg på, at komme fri fra navnet selv. Hans far var selv fanget i navnet, og end ikke et navneskift kunne hjælpe ham, og han endte med selv at sætte en pistol i tindingen.

Dokumentaren følger Jason over 16 måneder, i både hans indre og ydre kamp med at forstå sin farfars gerninger, og mens han undersøger sin bekymring om, hvorvidt blod og slægt kan afgøre hvem du er. 

Jeg elsker dokumentarer som denne – det er en serie, der både går i dybden med Charles Manson og hans nære familie og hvad der skete med dem, mens den samtidigt går helt ind til benet på familien og deres liv. Det er specielt at se, at familien fungerer normalt, trods det faktum, at de er sammenhængende med en seriemorder.

Det, at vi følger en mand, der udadtil egentligt ikke ligner at han er relateret til Charles Manson, men alligevel ender med at lide under en familie-forbandelse, der kun er afhængigt af et navn, er sindssygt interessant. Dødstrusler, frygt og flere og flere opkald fra Charles Manson (ledende op mod hans død) udgør rammen for serien. 

(Foto: Manson’s Bloodline/Viaplay)

Første afsnit handler meget om hvem Manson og hans familie er, samt om Charles Mansons sidste retssag – det fik mig til at få kuldegysninger, fordi de endda får opringninger med fra Charles Manson til hans barnebarn, og hans absolut sindssyge mentalitet kommer for alvor frem i opkaldene. Han kalder bl.a. Jason for ”mit mig” fordi han mente, at Jason var skabt i hans billede og hans blod.

Jasons kone fortæller også, at hun havde fortalt sin mor, at hun datede Charles Manson barnebarn og moderens svar var et simpelt: Det siger vi ikke til din far. Der er mange små hints og mange store følelser, der omgiver dokumentaren, og det gør det enormt specielt at se – det føles næsten som om, at man ser hjemmevideoer fra familien, der sidder i deres stue og snakker om det, og man føler næsten, at man ikke burde se det.  

Vi hører også fra Charles Mansons venner, der fortæller om Manson og de opgaver, de ofte fik af ham – det er en vild vej at gå, fordi man egentligt ikke havde forventet af Manson havde nogle omkring sig efter han kom i fængsel. John Michael Jones, som var en tæt ven til Manson, får skabt kontakt til Jason og snakket med ham og er i sidste ende grunden til, at Jason og Charles får snakket sammen. 

Det er enormt specielt at se en dokumentar, der ikke nødvendigvis omhandler seriemorderen, men familien, han har skabt; deres følelser og de eftereffekter, han har skabt for dem, og det er en usandsynlig bittersød historie. Hans mord hænger over familien, men det er vildt at se en familie forsøge at bevæge sig ud over deres blodige familienavn.

De færreste kan forstå Jasons behov for at udforske sin farfar, men Jason har et dybt behov for at lære ham at kende og knytte bånd til ham; og i alle samtaler referer han til Manson som ”farfar”. Det er – som seer – umådeligt svært at forstå hans behov for at knytte bånd til et menneske, der har en så forstyrret fortid, men Jason gør det alligevel. 

De samtaler, Jason har med Manson er både hjerteskærende og dybt forstyrrende – Manson forsøger både at være en farfar og at gøre tingene gode igen gennem Jason, men forsøger på samme tid at manipulere sig ud af fængsel gennem sit barnebarn, fordi han følte sig forkert dømt. Mansons samtaler med sit barnebarn bliver også til to forskellige versioner af ham selv – den ene er overraskende sød, forstående og angrende over, at han ikke var der for sin familie, og den anden – den Manson man kender – som var fuld af overbevisning om, at han skal redde verden fra en racekamp, at han er en del af alle og han stadig har et formål med det, der landede ham i fængsel til at starte med. 

Det er også interessant at se og høre Jasons kone snakke om Manson – han var ikke et monster, fordi han var bare bedstefar og deres børn fik lov til at snakke med ham; som hans barnebarn selv siger: Han har en god side… Ondskab er ondskab, men han er familie.  

Det hele kulminerer undervejs, da Manson dør og der kommer en lang og stridig kamp om hans lig – Jason holder en begravelse, der ender i et rent galehus og da Mansons aske skal spredes, kommer de førhen hjælpsomme tilhængere af Manson hurtigt og viser deres sande kulør. 

Der er så meget historie at dække og så mange detaljer, der flyder let og elegant og skaber en rød tråd igennem alle afsnittene. Det er næsten sobert at se dokumentaren, fordi man altid har haft en opfattelse af hvem Charles Manson var – og dokumentaren udfordrer det syn.

Det er vildt at se Jason gå fra at tænkte at Manson er et monster, til at græde over hans lig og kalde ham en god mand – som seer, så er det svært at forstå rejsen, Jason går igennem – der er ikke rigtigt nogle svar, og heller ikke fra Manson selv. Man skulle ellers tro, at Jason måske havde spurgt ind til de gruopvækkende handlinger, der fik hans farfar i fængsel, men det kommer aldrig. 

Som et negativt punkt på en ellers fremragende dokumentar, så er fortæller-stemmen i første afsnit absolut til at brække sig over – det lyder som introen til en Fast and The Furious-film og passer ikke ind i dokumentaren – det hiver dig faktisk ud af det, mere end noget andet. Derudover er der gennemgående scener, som man godt kunne have været foruden. Jeg ville langt hellere se dagligdagen med familien end genbrugte klip med Manson, som har kørt i diverse medier mange gange – det bringer hverken noget nyt eller spændende til dokumentaren, og ender med at føles genbrugt og træt. 

Alt i alt er dokumentaren en, der sætter gang i tankerne og udfordrer ens syn på en så forfærdelig mand, der har gjort så meget absolut, gennemført ubehageligt – det virker til, at dokumentaren forsøger at skrive en ny side i Mansons bog, fremfor at afslutte den – og det gør faktisk ikke noget. 

Dokumentaren kan ses i sin helhed på Viaplay fra d. 9. august

Læs også: Anmeldelse af Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *