Anmeldelse af Tell me a Story sæson 2

Skriveblokade og biluheld i Tell Me a Story

Maddie bliver ringet op for at komme og få sin bror, Jackson (Matt Lauria) ud af fængslet og søsteren Ashley (Natalie Alyn Lind) er en kendt (og stor) sanger, der er ved at udgive sit første album.

Her begynder historien for alvor, da Ashley bliver låst inde i sin bil efter sit releaseparty af sit første album, og bilen begynder at brænde. Hun formår at komme ud af bilen, men bliver slemt forbrændt på den ene side af kroppen.

Tre måneder efter biluheldet er Tucker fanget i en skriveblokade, og han er blevet lidt af en stalker til den unge Olivia Moon (Danielle Campbell, som også vender tilbage fra første sæson) og bryder ind i hendes hus. Ashley er fanget af sin forbrændte krop og har skærmet sig selv for omverdenen i hendes hjem, mens Maddie (Tuckers forlovede) er begyndt at tvivle på, om de to virkelig skal giftes.

Andre karakterer bliver introduceret i løbet af første og andet afsnit, og jeg kan da kun sætte pris på, at alle karaktererne bliver lagt ud foran os med det samme, og det hurtigt bliver vist og fortalt, hvem deres eventyrs-karakter er.

Afsnittene falder sammen, men redder sig selv i sidste ende

Afsnittene efter bliver tunge, halv-langsomme og desuden er det alt for nemt at regne ud, hvem de forskellige personer skal forestille at være (i eventyrsform), og alle de mørke plottwists er desværre også alt for nemme at regne ud.

Jeg kan godt sætte pris på, at tingene bliver lagt så fint ud, men det er dog en smule ærgerligt, at skaberne bag serien ikke stoler nok på deres publikum til selv at regne ud, hvem de forskellige folk er.

De forsøger også at gøre det meget mere udpræget, at alle karakterer ikke nødvendigvis er sort/hvide, og at alle har lag, der kan gøre dem mere interessante, men desværre resonerer karaktererne ikke rigtigt med publikummet. Hvem ville kunne relatere til en mand, der bortfører en kvinde?

Alt dette sammenlagt gør, at afsnittene føles ophakkede, som om at de forskellige historier og twists er blevet smidt ind i afsnittene, og først til allersidst i processen er blevet sat sammen.

Der er dog et lys for enden af tunnelen: alle karakterer, og de eventyr, de er baserede på, og skurkene er etablerede allerede i slutningen af afsnit to, så man er fuldstændig fastlagt i, hvem er hvem – og det kan man ikke andet end at blive glad for, når der er så mange forskellige niveauer igennem hele sæsonen.

Det kan dog siges, at Tell Me A Story sæson to er lige så vanedannende, som den første sæson var – den er mørk, forskruet og utrolig spændende, og de dele, der fungerer, fungerer hamrende godt.

Der er også noget at sige om, at der faktisk er en sammenhæng i afsnit, jeg ikke havde forventet var der, og selvom det måske virkede sammensat i sidste øjeblik, rammer de sidste par afsnit alligevel noget super godt.

Skuespillerne fungerer godt på trods af svingende manuskriptet

Til gengæld er én af de lyse punkter i serien skuespillet. Der er et par gange, hvor det falder fladt, men i det store og hele fungerer skuespillerne enormt godt sammen, og de giver virkelig deres bedste på trods af et manuskript, der måske ikke fungerer helt som det skal.

Paul Wesley er en dygtig skuespiller, men desværre virker det til, at han kun kan spille personer med et moralsk kompas, der flyver rundt – selvom hans karakter er en anden, end den han havde i første sæson, så er der stadig samme fornemmelse af ham. Dog passer det helt fint ind i sæson to af serien.

Alle skuespillere fungerer hamrende godt sammen, og man hepper lidt på dem alle sammen, fordi de virkelig smider et kæmpe stykke arbejde i deres karakterer, som man ikke kan lade være med at holde med.

De fungerer godt sammen, godt hver for sig og specielt dem, der har været med i serien før og forstår det indviklede system, serien ligger for dagen, formår at løfte afsnittene, de er med i, til nye højder.

Fantastisk intro

Der er noget, Tell me A Story kan, der er enormt lækkert at se på; introen er fantastisk, og jeg bliver helt fanget af den, hver gang den ruller over skærmen.

Derudover er lys, lyd og sets enormt flotte og passer godt ind for at kunne sætte en ordentlig stemning. De formår altså at skabe en nødvendig sammenføring af musik, udseende, skuespil og subtekst og gøre det til noget helt specielt.

Jeg er ikke nødvendigvis helt solgt på serien, men der er noget, der alligevel trækker i mig. Det er svært at sige, om det er fordi idéen om serien er så vanedannende, eller om det er, fordi jeg allerede fra starten vidste, hvad jeg gik ind til, og serien derfor ikke er så udfordrende.

Forhåbentligt kan de sidste to afsnit bringe et eller andet nyt på bordet, måske et twist, man ikke havde set komme (please, kan Tucker ikke godt være et spøgelse eller en figur i hans egen fortælling!?) eller måske bare komme med noget, der ikke læner sig så hårdt op af samme formular, som første sæson anvendte.

Under alle omstændigheder er den da fin at se, hvis man har et par timer i overskud, og man ikke går supermeget op i, om man bliver holdt i hånden som publikum.

Instruktør: Kevin Williamson
Manuskript: Kevin Williamson, Dana Honor m.fl.
Medvirkende: Paul Wesley, Danielle Campbell, Odette Annable, Matt Lauria m.fl.
Afsnit: 10
Dansk premieredato: 5. December, 2019
Dansk Streamingtjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på HBO Nordic i februar