Anmeldelse af Unbelievable sæson 1

Opdateret

Da jeg så traileren for UnbelievableNetflix, blev jeg med det samme klar over, at det her ville blive én af de stærkeste miniserier, Netflix nogensinde har produceret.

Foto: Afsnit 1 / Netflix

Jeg tog heller ikke fejl, da jeg efter at have set de otte afsnit med tårer i øjnene og en fornemmelse af, at verden og folk i den kan være så forfærdeligt uretfærdige.

Det er hårdt nok at gennemgå et seksuelt overgreb, men derefter at blive betvivlet af politiet og alle omkring én, og føle sig udelukket og mistroet, må være noget af det værste, man kan opleve som menneske – og det er præcis, hvad Unbelievable dykker ned i.

ADVARSEL: Der fortælles i dybden om seksuelle overgreb (og alt, der følger efter), angst og PTSD i denne artikel.

Politiet mistænker hovedperson i Unbelievable

Serien følger Marie (Kaitlyn Dever), der har været udsat for et seksuelt overgreb i sit eget hjem. Hun bliver mødt af mistro fra politiet, da hendes historie svinger lidt, når hun fortæller den til fire forskellige politibetjente og bliver tvunget til at sige, at hun har fundet på det hele.

I en anden stat møder vi detektiven Karen (Merritt Wever), der står med en lignende voldtægt, og går på en jagt for at finde ham, der har udsat en ung kvinde for et overgreb. Her møder vi også detektiven Grace (Toni Collette), der står med en lignende sag.

Serien er baseret på en virkelig historie. Plottet er både hårdt og råt og er opstillet med tidsspring mellem 2008 (og Marie) og 2011, hvor detektiverne forfølger deres sag. Handlingen i Maries historie, der bliver mistroet, er både enormt stærk og enormt uretfærdig. Marie gør sit bedste for at fortælle sin historie, selvom hun bliver mødt af konstante ”er du nu sikker på det”-beskyldninger og føler sig aldrig helt sikker i at fortælle sin historie.

Foto: Netflix

Det er en vild parallel mellem de detektiver, Marie møder, til første gang man møder detektiven Karen første gang. Karen møder ind på et gerningssted for en voldtægt, og hendes første tanke er at få offeret væk fra det hele – hun tager offeret med ind i bilen, og tager det stille og roligt. Enhver detalje skriver hun ned, og allerede inden interviewet går i gang, forsøger Karen at få offeret, Amber (Danielle MacDonald) til at føle sig tilpas i hendes selskab. Det er en speciel sammenstilling imellem de forskellige metoder, hvormed der bliver snakket om voldtægter, og hvordan ofre bliver behandlet.

Unbelievable udstiller et misbilligende retssystem

Selvom der er et mysterium, der er underliggende i hele serien, med en ”hvem gjorde det”, så er det vigtigste i serien at få fortalt historien om et retssystem, der er usammenhængende, misbilligende og i den grad ikke altid tror på ofrene – og selv når de gør, er det modvilligt.

Specielt bliver det klart stillet op, at forskellige personer reagerer forskelligt på en voldtægt eller et seksuelt overgreb. Det er specielt tydeligt i en scene, hvor Marie skal købe nyt sengetøj, da hendes gamle er væk og faktisk bliver voldsomt påvirket af, at butikken ikke har det samme, som hun ejede. Hun bliver sur og irriteret på både sin gamle plejemor og salgsassistenten.

Det er er stærke scener, som griber én og holder én fast og virkelig bringer uretfærdigheden i et seksuelt overgreb frem. Marie bliver spurgt, hvorfor hun vil have det samme sengetøj, som hun blev voldtaget i, af sin plejemor, og det er hårdt at se på, fordi man jo både forstår Marie, der bare gerne vil have sit tilbage, og hendes plejemor, der er så uforstående for, hvad der foregår i Maries hoved.

Overgrebene udløser forfærdelige kuldegysninger

Derudover er der noget hamrende klamt i hele fortællingen om de forskellige overgreb, som virkelig sender kuldegysninger ned af ryggen på én. At overfaldsmanden fortæller kvinderne efter flere timers overgreb, hvordan de skal beskytte dem selv for, at det ikke sker igen, er fuldstændigt forrykt og sindssygt.

Han tager billeder af dem under overfaldene og klæder dem ud, og derefter giver han dem råd, og det er ubeskriveligt at følge med i – man er næsten taknemmelig for, at man ikke ved mere om overgrebene, end man gør, fordi det giver én kvalme at være en del af.

Foto: Afsnit 6 / Netflix

Det er også underligt, at se en serie, hvor man har lyst til at slå noget fornuft ind i hovedet på folk. Marie får en godtgørelse på 500 dollars, men at hun får dem så lang tid efter både overgrebet og den voldsomme mistro, der ledte til at hun blev sigtet i en retssag, betyder pengene blot, at kommunen vil lægge låg på både hende og hendes oplevelse med retssystemet. Det er forfærdeligt at se på, fordi man ved at det ikke er for hendes skyld, at hun får pengene, og det bringer en helt ny form for uretfærdighed frem i lyset.

Unbelievable behandler overgreb hjerteskærende og smukt

Der er så meget, serien når at tage fat i, og den rammer hver eneste, lille ting den tager fat i. Skaberne af serien formår at gøre afsnittene håbefulde og håbløse på samme tid, og afsnittene bidrager med en stemning, der sjældent opleves i en krimiserie. Den er bygget op på et skrøbeligt fundament af overgreb, og den behandler emnet dydigt, smukt og hjerteskærende på samme tid, hvilket ikke er noget, man ofte ser i en serie af denne kaliber.

Serien er sammensat af virkelige overgreb, virkelige historier og en smule fiktion, og den formår virkelig at behandle emnet med respekt og en skrøbelighed overfor ofrene, som man ofte ikke ser i serier, hvor overgreb er en del af settingen.

Skuespillet kommer også til sin ret i miniserien. Kaitlyn Dever, som spiller Marie, formår at gøre hendes karakter både enormt sårbar og stærk på samme tid, samtidigt med at hun virkelig forstår kvinden, hun portrætterer. De fleste af hendes scener er enormt rå og hårde at se med på.

Foto: Netflix

En specifik scene med Marie, der sidder til forhør af politiet, er hjerteskærende, fordi det er så pokkers realistisk. Hun ved ikke, hvordan hun skal forholde sig til et overgreb, og politiet gør hende til en syndebuk i stedet. Hun gør sin karakter både moden og uskyldig som en teenager, der er blevet hevet ind i noget, hun ikke ved hvad er – og det kommer virkelig til sin ret.

Der var flere gange, hvor jeg blev nødt til at pause serien under hendes scener, fordi det simpelthen var så forfærdeligt at følge med i, eksempelvis når hun får flashbacks, og når der er en blitz på hende er specielt forstyrrende at se.

Hamrende gode skuespilpræstationer

Kaitlyn Dever er enormt dygtig til at vise ting, kvinder føler. En scene, der næsten fik mig til at låse hoveddøren og blive indenfor, fordi det er noget de fleste kvinder har oplevet, er mens hun står i et rum (varelager) sammen med kun ét andet menneske; en mand, der både er større og stærkere end hende, og han udviser truende adfærd. Han joker med, at de er alene, og at hun er en fin, lille ting, og får sat sig selv i en position, der fremstår som truende. Hendes stille, næsten ikke mærkbare skift fra nogenlunde komfortabel i sit job til at være bange fra vid og sans er absolut fantastisk udført og frembringer en masse følelser ved hver enkelt, der ser serien.

Toni Collette er også en lysende stjerne sammen med Merritt Wever. De to spiller mod hinanden så hamrende godt, at man skulle tro, at de ikke havde lavet andet end at spille skuespil sammen. Toni er specielt stærk i sin rolle som en stærk, no-bullshit-detektiv, der gerne vil have løst de mange voldtægtssager, der omgiver hende. Hun er stærk og feminin i samme omgang, og hendes skuespil er i top.

Merritt Wever er også usandsynligt god i serien og trækker både den bløde, forstående og den hårde detektiv ud af sin karakter. Det er et samspil, der fungerer enormt godt i serien, og det betyder, at det bliver en eminent fremstilling af stærke kvinder, der vil finde retfærdigheden for dem, der ikke selv kan.

Foto: Netflix

Kamera, lys, lyd og sets er eminent sammensat og skaber en gennemført, sammenhængende fortælling, hvor skuespillere finder sin plads og ikke virker til at være ude af settet. Det hele ser ud til at hænge sammen og høre til, og når musikken kommer, sidder man tilbage med en form for ubeskrivelig følelse i kroppen.

Bringer det værste frem i lyset

Unbelievable er en serie, der fortjener at blive set. Da jeg startede serien, havde jeg en tanke om, at man næsten skyldte de ofre, der har fortalt deres historie, at se serien til ende.

Det er en serie, der virkelig bringer det værste frem i lyset, og behandler det, som det er: Ofre, der ikke har kunne fravælge deres oplevelse, en overfaldsmand, der ikke er undskyldende (eller er ”ødelagt”, han er bare en mand, der valgte, at han havde monopol på kvinders kroppe), og to detektiver og deres teams, der arbejder frygtløst og hårdt for at bringe retfærdigheden frem i verden igen.

Det er en serie, der skal ses – om ikke andet, så for at kunne sætte sig ind i følelses-virvaret, der omgiver et overgreb og den stille, langsomme og utrygge rejse tilbage til den, man var før. Det er en gennemført serie, der bringer noget på bordet, man sjældent ser. Historien er stærk, magtfuld og en, der i den grad fortjener at blive set!

LÆS OGSÅ: 5 krimiserier jeg elsker at binge

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *