Anmeldelse: Den komiske timing truer med at stille de gamle træsko i juleafsnittet af ’Klovn’

Klovn julespecial
Frank Hvam i Klovn julespecial med titlen ‘Jul i de gamle træsko’ / Foto: TV2

Det er blevet jul i ‘Klovn’-universet, der har barslet med specialafsnittet ‘Jul i de gamle træsko’. Desværre mangler manus en ordentlig klat smør på toppen. Det er sjovt for inkarnerede fans, men vil næppe gå over i historien som en ny juleklassiker.

Julen står for døren, og Mia og Frank er i de lykkelige omstændigheder, at de skal være bedsteforældre til deres første barnebarn. Deres datter venter nemlig barn med skuespillerparret Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæks søn, Thor.

Den første akavede og meget Klovn-agtige episode udspiller sig, da det under en familiesammenkomst bliver tydeligt for Frank, at der ikke er stor tillid til hans evner til at finde vej i København, og at han ”måske” ikke vil være i stand til at nå frem til hospitalet i tide til at være vidne til datterens fødsel. Så kan man jo selv prøve at regne ud, hvordan det ender.

Klovn julespecial
Billede fra Klovn julespecial ‘ Jul i de gamle træsko’ / Foto: TV2

Fnug bliver til Dirk

 I en lidt mere bizar og meget subtil plottråd i afsnittet har Casper udfordringer med kæresten, der i serien er kendt som Fnug, fordi hun ikke er i julestemning. Hun hedder angiveligt i virkeligheden Dirk og er fra Holland, og hun er frustreret over noget med nogle hollandske helligdage, der ikke matcher med at holde dansk jul. Det prøver Casper og Frank at løse på en noget alternativ måde. Selvfølgelig med afsæt i, at Casper skal have fred.

Det lyder jo i og for sig ganske sjovt i sig selv, men det strander desværre i blot at være en meget bizar og subjektivt set ret ligegyldig del af afsnittet.

Mangler den sidste smørklat på toppen

 Man fristes næsten til at kalde juleafsnittet af Klovn for business as usual. Det følger den sikre skabelon, hvor Frank og Casper involverer både familie og venner i deres pinagtigheder, og heldigvis er afsnittet endnu en gang tilpas grænseoverskridende til, at du helt sikkert vil sidde og smågrine og endda måske bryde ud i stor latter over flere sekvenser.

Der er dog et par store problemer i afsnittet: Det er ret lang tid om at komme i gang. Sidehandlingen med Fnug falder til jorden, og den komiske timing truer simpelthen med at stille træskoene til tider. Især virker én scene, hvor alle i familien er samlet i stuen for at holde jul til at være forceret og en anelse for teatralsk.

Det kan vel være, at det bliver sværere og sværere at skrive originale manuskripter til afsnittene efter godt og vel 70 af slagsen, men som fan af serien kan man ikke undgå at savne dynamikken, humoren og de pinlige overraskelser fra de første sæsoner. Du skal med andre ord forvente en god halv time i selskab med gamle kendinge, men er du vild med Klovn, så vil dette afsnit næppe ryge på din top-10 over bedste afsnit.

Se et klip fra ‘Jul i de gamle træsko’ her

Fakta om ’Klovn’ Julespecial:
Instruktør: Casper Christensen
Manuskriptforfatter: Casper Christensen og Frank Hvam
Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Lars Mikkelsen, Mia Lyhne og Anette Støvelbæk
Antal afsnit: 1
Land: Danmark
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 27/11-2022
Dansk streamingtjeneste: TV2 Play

LÆS MERE: Anmeldelse: ’Klovn’ er stadig sjov, men skabelonen trænger til en opdatering

LÆS MERE: Casper Christensen får besøg af Iben Hjejle i ny Viaplay-serie

LÆS MERE: De 10 bedste julekalendere nogensinde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like