Anmeldelse: Mrs. America lider under miniserieformatet

Mrs. American er et kompleks og kompliceret throwback til 70’ernes politiske landskab, hvor der var feminisme, ligestilling og fri abort på dagsordenen. Med et stjernespækket cast og et vellykket historisk detaljeorientret portræt af 70’erne, er Mrs. AmericaHBO Nordic en udmærket historietime fordelt på 9 afsnit af 40-50 min.

Serien beskæftiger sig med 70’ernes kamp om vedtagelsen af ligestillingsloven Equal Rights Amendment, forkortet ERA. Den skildrer virkelige ikoniske kvinder, såsom Gloria Steinem (Rose Byrne) og Betty Friedan (Tracey Ullman), som skrev ét af de første feministiske værker af feminismens anden bølge, ”Farvel Kvindesag?”, aktivisten Jill Ruckelshaus (Elizabeth Banks) og derudover to af tidens kongresmedlemmer, Bella Abzug (Margo Martindale) og afroamerikanske Shirley Chisholm (Uzo Aduba).

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i august

Sammen stiftede en håndfuld af disse kvinder National Women’s Political Caucus, NWPC, en politisk organisation, der rekrutterede og støttede kvindelige kandidater i det politiske puslespil, hvor både køn og race var højt prioriterede emner.

Foto: Mrs. America/Sabrina Lantos/FX/HBO Nordic

Kvindebevægelsen var ikke uden kamp, især fra de klassiske husmødre, som var af den overbevisning, at ligestilling og ERA ville fratage den traditionelle husmors privilegier. Som modspil til NWPC og kvindebevægelsen stiftede forfatter, akademiker og husmor Phyllis Schlafly (Cate Blanchett) sammen med andre konservative kvinder (bla. Melanie Lynskey, Sarah Paulson) modbevægelsen ”STOP ERA – Stop Talking away Our Priviliges”, og derfra stod den på kamp og krig mellem de to sider af samme sag om ligestilling.

Cate Blanchett stråler i rollen som Phyllis Schlafly

Cate Blanchett funkler og glimter normalt på det store lærred i diverse Hollywood-film, såsom Ocean’s Eight, Thor: Ragnarok, Carol og The Curious Case of Benjamin Button. I serien Mrs. America spiller hun den aktivistiske husmor Phyllis Schlafly. På trods af et utrolig godt cast og et helt nyt niveau af gode skuespilpræstationer over hele linjen, så stråler Cate Blanchett lidt mere end de andre som den akademiske, manipulerende og overlegne Mrs. Schlafly.

Hun leder mine tanker til andre fiktive kvinder som perfektionisten Bree i Desperate Housewives, men Schlafly har et sind så udspekuleret som Cersei i Game of Thrones. Hun leder kampen mod kvindebevægelsen og er en ledende stjerne for de mange husmødre, som vil beskytte den traditionelle amerikanske familie og dens værdier.

Foto: Mrs. America/Sabrina Lantos/FX/HBO Nordic

Hvert afsnit sætter én af tidens mange kvinder i fokus og giver historien et nyt aspekt på den samme sag. Derved giver Mrs. America et nuanceret portræt af de mange sider, der er af samme feministiske sag, samt de konsekvenser og den indflydelse, som bevægelsen har på de forskellige kvinder.

Serien lægger op til, at Phyllis Schlafly blot var en opportunist, der var draget af magten som fortaler for husmødrenes privilegier, men hun greb samtidig enhver mulighed for at uddanne sig og blande sig i de politiske debatter, hun kunne komme til.

LÆS OGSÅ: 5 serier med stærke kvinder

Lider under miniserieformatet

Der var splittelse og frustration mellem kvinder på begge sider af ligestillingskampen, hvilket Mrs. America portrætterer fint med forskellige kvinder og deres situationer. Dog er der så mange emner som eksempelvis fri abort, kvinder og afroamerikanere i politik og uddannelse, racisme, seksualitet og generelle forældede traditionelle amerikanske normer, som sagtens kunne være uddybet, og Mrs. America synes derfor at lide under miniserieformatet.

Med det fantastiske cast, som serien har, ville det have været vedkommende og medrivende at dykke længere ned i karaktererne. Således ville vi lære dem og deres individuelle situationer endnu bedre at kende og få et underholdende portræt af kvindernes feministiske 70’ere.

Til gengæld kan vi glæde os over alt det, som der tilsyneladende er brugt mange penge på: Det stjernespækkede cast har ikke har været billigt, og det er også tydeligt at se på seriens visuelle udtryk og historiske detaljegrad, at produktionen har været pricey, for Mrs. America er i dén grad en perfektioneret tidslomme, som er et kig værd.

Fakta om Mrs. America

Instruktør: Anna Bode, Ryan Fleck, Amma Asante m.fl.
Manuskriptforfatter: Dahvi Waller, Joshua Allen Griffith, April Shih m.fl.
Medvirkende: Cate Blanchett, Rose Byrne, Uzo Aduba, Margo Martindale, Sarah Paulson m.fl
Antal afsnit: 9
Land: United States
Produktionsår:  2019
Dansk premieredato: 15 April 2020
Dansk streamingtjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: De 10 mest sete serier på HBO Nordic i første halvdel af 2020

LÆS OGSÅ: Og de nominerede til Emmy Awards 2020 er …

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *