Anmeldelse: ‘The Staircase’ efterlader dig grublende

(V til H) Colin Firth som Michael og Toni Collette som Kathleen / Foto: The Staircase/HBO Max

Så er der nyt på true crime-fronten. Selvom det ikke er en ny eller uudforsket sag, så er det, hvis ikke den første, så én af de første mordsager, som fik tændt interessen for true crime-genren; ‘The Staircase’.

The Staircase på HBO Max er en serie bygget på virkelig hændelser og solidt funderet i dokumentaren af samme navn (The Staircase/Døden på trapperne på Netflix) fra 2004.

Serien tager udgangspunkt i et dødsfald i december 2001 og efterspillet for en familie, hvor ægtemanden anklages for drab. Vi følger historien gennem adskillige tidsbaner; før Kathleens død, umiddelbart efter, under retssagen og helt frem til 2017.

Samtidig følger vi også dokumentarholdet, som fulgte sagen, og som denne serie er bygget på, mens retssagen stod på (det er meget meta det hele). Det lyder hæsblæsende, men det er det ikke. Det, man skal være indstillet på med denne serie, er, at tempoet er så langsomt, at det næsten slår seeren ihjel.

Var det butleren? VI VED DET IKKE

Det er en mærkelig sag. Medmindre du har levet under en sten, eller på ingen måde er til true crime, så har du nok hørt om The Staircase.

Du kommer ikke til at gispe over ny viden i serien, og du er heller ikke afklaret med sagen, når du har set sidste afsnit færdigt.

Det er ikke den oplagte det er butleren, der er morderen!-sag. Men jeg tør godt love dig, at den kryber ind under huden og efterlader dig temmelig tvivlende. For hvad i alverden skete der ved bunden af den trappe?!

Djævelen i den langsommelige detalje

Jeg har været ekstremt splittet omkring denne serie, fordi den er så langsom. Meget langsom. Antonio Campos og Maggie Cohn (instruktør/producer) har virkelig ikke haft travlt, da de lavede The Staircase, og det taler ikke nødvendigvis udelukkende til seriens fordel.

Jeg har haft en minikrise i stort set alle afsnit, hvor jeg har tænkt, at jeg kaster håndklædet i ringen og opgiver at se den færdig Alligevel har den efterladt lige tilpas nok nysgerrighed til, at jeg har set næste afsnit.

Men fortællertempoet er altså smertende langsomt, for hver lille detalje skal med. Og det er der måske en god grund til, for djævelen som bekendt findes i detaljen …

Ugler i mosen

Sagen kort fortalt: Forfatteren Michael Peterson ringer til alarmcentralen i 2001 og oplyser at hans hustru Kathleen er faldet ned ad trappen, og at de har brug for assistance. Hjælpen kommer, men Kathleen er afgået ved døden, og Michael bliver anholdt og tiltalt for mordet.

I de efterfølgende 16 år (!) kæmper Michael for at bevise sin uskyld, alt imens sagen tager alverdens uventede drejninger. For der er noget, som ikke stemmer helt. Der er så at sige ugler i mosen (super sløj joke, men den giver mening, hvis du ser serien).

LÆS OGSÅ: Se traileren til den nye aktion-thriller serie med Chris Pratt i hovedrollen

Hvordan døde Kathleen? Stemmer Michaels historie? Overså politiet noget? Gik de efter ham som syndebuk? Jeg lover ikke, at du får et svar, men jeg kan til gengæld love dig, at du konstant vil blive hevet i forskellige retninger.

En familie i forfald

Peterson-familien virker udadtil som den harmoniske familie. I først afsnit har vi et tilbageklip til en familiemiddag, hvor de med The Peterson-cup skiftes til at udbringe en kærlighedsskål for hinanden.

Da Kathleen dør, begynder familien at splittes og falde fra hinanden. Serien har noget nervepirrende, nedbrydende i sig, som virkelig forstår at sætte stemningen for fortællingen.

Og man ser langsomt et ægteskab i frit fald og efterfølgende en familie, som rives fra hinanden.

Hvad kan denne serie?

Som tidligt nævnt kommer denne serie ikke med revolutionerende nyt. Men det, som The Staircase på HBO Max til gengæld kan, som mange andre gengivelser af mordsager ikke formår, er at fremvise Kathleen som et helt menneske og ikke kun Kathleen som offer.

Hun var et samlingspunkt for menneskerne omkring hende, men hun var også en kvinde, der var under ekstremt pres, som var udkørt og selv-medicerende med smertestillende piller og alkohol.

Og det var der en masse gode grunde til, men det tegner også et billede af hende som ”ægte” menneske og ikke kun som offer.

Dødelig duo i ‘The Staircase’

Toni Collette gør det skræmmende godt som Kathleen. Jeg sad med en krybende fornemmelse af ubehag, hver gang hun tonede frem, for nerveenderne er blottet og slidt ned, og hun kæmper for at holde sammen på alting omkring sig.

Collette forsvinder ind i karakteren Kathleen med skræmmende lethed. Og så er der Colin Firth, som spiller Michael. Man slår sig virkelig på hans skuespil, for det er umuligt at gennemskue, hvad der gemmer sig bag masken.

Vi er vant til at se Colin Firth som manden med de milde øjne og den ufarlige karakter. (Han er måske en letvægter-udgave af Morgan Freeman. Meget svær at se, som andet end en all around good guy). Men de mange nuancer, Michael Peterson havde og jo stadig har, får Firth virkelig brændt igennem med, og det er så ubehageligt. Og den sidste scene! Du fredsens!

Og morderen er …

Som nævnt kommer der ikke et facit lige før tæppefald. Men The Staircase efterlader dig grublende. Og som lille fun fact kan jeg fortælle, at de under indspilningen havde hele tre forskellige udgaver af trappen. Én uden blod, én fuld af blod og én i grøn, som man kunne green-sceene på, og som på skift blev rullet ind og ud af kulissen under optagelserne.

Jeg synes, denne serie er værd at bruge tid på, trods langsommeligheden, fordi den ikke kun er ”spørgelseshistorier rundt om lejrebålet”, men faktisk formår at vise, at uanset hvor meget vi ønsker det, så får vi ikke altid svaret på gåden. Og at det måske aldrig nogensinde kommer.

Til gengæld belyser den det menneske, som betød noget for en familie og et samfund, og den viser, at hendes død – enten ved uheld eller mord – efterlod bølger af sorg, kaos og en nysgerrighed over de mørke historier.

Fakta om ‘The Staircase’

Instruktør: Antonio Campos
Manuskriptforfatter: Antonio Campos, Aisha Bhoori, Maggie Cohn, Emily Kaczmarek og Craig Shilowich
Medvirkende: Colin Firth, Toni Collette, Michael Stuhlbarg, Juliette Binoche, Dane DeHaan, Olivia DeJonge, Rosemarie DeWitt, Tim Guinee, Patrick Schwarzenegger, Sophie Turner, Vincent Vermignon, Odessa Young, Parker Posey
Antal afsnit: 8
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 6. maj 2022
Dansk streamingtjeneste: HBO Max

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i juni

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Serier anbefaler: 6 gode serier du skal se i juni

LÆS OGSÅ: HBO Max afslører premieredatoen for ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like