Anmeldelse: Selv forbryderne i 'Sommerdahl' virker som nogle hyggelige og joviale typer

Ah, Sommerdahl! Krimiserien med den rolige, nærmest meditative stemning, man bliver lullet blidt ind i. Vi er nu nået til fjerde sæson af serien med Peter Mygind i hovedrollen som politimanden Dan Sommerdahl. Man skulle måske tro, at han efterhånden havde fået etableret ro og orden i solrige Helsingør, men (heldigvis) er der endnu masser af moralsk anløbne mennesker, der går frit omkring.

Og så er den charmerende panserbasse kommet i et vaskeægte kærlighedsdilemma. For efter at konen og kollegaen Marianne (Laura Drasbæk) skred og fandt sammen med Dans makker, Flemming (André Babikan), var det en lidt betuttet Sommerdahl, der gjorde byens gader sikre.

Lige indtil den nye kystvagt Josefine (Maibritt Saerens) kom ind i billedet. Så blev Dan lige pludselig semi-interessant i Marianne, der måske stadig har lidt følelser tilbage for ham.

Da datteren Laura (Mia Helene Højgaard) nu også er gravid, er der meget omvæltning i luften for den kommende morfar.

Sommerdahl er inspireret af Anna Grues populære romanserie om Den skaldede detektiv og er en co-produktion med de tyske stationer NDF og ZDF. Og med den popularitet, serien nyder herhjemme og i særdeleshed i udlandet, kan vi nok forvente flere sæsoner med politimanden fra Helsingør – og det er helt okay.

Den danske idyl

Sommerdahl har mere tilfælles med tilforladelige britiske krimiserier som Barnaby og Inspector Morse end de hårdkogte amerikanere i Bosch eller svenskerne Beck og Wallander.

For selv om der gerne er minimum et mord i hver sag – serien er struktureret sådan, at ”ugens” kriminalsag strækker sig over to afsnit – er det ikke fordi, man på noget tidspunkt sidder på kanten af sofaen i nervepirrende spænding.

Selv om superskurken i Helsingør, fiskehandleren Otto (Kurt Ravn), har noget roligt og gemytligt over sig, så man snildt er frisk på at købe en pose coke sammen med 200 gram krabbesalat og tre fiskefrikadeller.

Der er også noget behageligt ved det forudsigelige i måden, samtlige afsnit er bygget op.

Først er der en, som bliver myrdet. Så møder vi Dan og får en status på hans privatliv, hvorefter han går i gang med sagen. Derefter veksler det mellem sagen, hvor vi ofte følger den forkerte hovedmistænkte, og så Sommerdahls private sfære. Så slutter afsnittet enten med en cliffhanger eller med, at den rigtige forbryder kigger længselsfuldt ud i luften, mens de fortæller hvordan og hvorfor, de begik forbrydelsen.

Bum, næste afsnit. Enkelt og ikke så meget pjat. Det kan noget, når først man er tunet ind på, hvilken slags serie Sommerdahl er.

De store følelsers hjemstavn

Udover at der åbenbart altid er noget råddent på færde i Helsingør, er det de romantiske forviklinger, der er den altdominerende faktor i serien.

Konstant er der en eller anden form for trekantsdrama, hvor der først bliver småsnakket og sendt lange øjne mellem de forskellige personer, indtil den store forløsningsscene indtræffer.

Og der er drama på drengen, så selv de spanske serier på Netflix kigger misundeligt på de følelsers spil. Hovedforfatter Lolita Bellstar og resten af manuskriptforfatter-holdet har fint styr på, hvordan det hele skal strikkes sammen.

Dans vendetta mod Otto ligger konstant i baggrunden og har nu i to sæsoner ventet på et klimaks, som måske/måske ikke kommer.

Persongalleriet er udmærket. Det er meget karikeret, når det kommer til de individer, som kun er med i to afsnit eller i de perifere biroller, helt som forventet i denne type serie. De rige er nogle suspekte aristokratiske wannabees ude af trit med virkeligheden, og de unge er lidt nogle vildbasser, der drikker og holder fester.

Mord, afpresning, tyveri, narkohandel, ja, der er næsten ikke den ting, som Sommerdahl og kompagni ikke kommer ud for. Og de klarer det altid i sidste øjeblik.

Sidder replikkerne i skabet? Nej, de er, ligesom persongalleriet, meget karikerede og lyder til tider temmelig firkantede, når de bliver sagt højt. Det giver nogle utilsigtede grin på den konto, men altså, selv om vi er i Helsingør, er det ikke Shakespeare, man forventer med Sommerdahl.

Det er en fin og hyggelig politiserie, hvor der sker nogle forbrydelser, og så er der noget rod med kærligheden. Når man først er med på den leg, er det nemt at se, hvorfor så mange er begejstrede for panserbassen fra Helsingør.