Anmeldelse: Den romantiske komedie ’Fly Me to the Moon’ er en ujævn reklamefilm for NASA

Den ligger så lokkende deroppe på himlen. Lysende om natten, ikke mindst når den er fuld, repræsenterer månen drømme og håb.

Drømmen om at komme op i rummet og betræde overfladen, som kun et fåtal af personer har gjort før. Og håbet om en bedre og mere lysende fremtid for menneskeheden, når nu vi er godt i gang med at smadre vores egen klode. Alt sammen i bekvemmelighedens tegn, så vi har det lige en brøkdel federe. For det er nu træls, at klimaforandringer gør, at sommeren ikke er til at regne med.

Fly Me to the Moon er alt andet end en plæderende opsang om, at vi skal tage os sammen. Næh, det er snarere en slet skjult reklame for det amerikanske rumagentur, NASA.

Filmen handler om kulminationen på rumkapløbet tilbage i 1960'erne, hvor USA og Sovjet kæmpede om, hvem der havde de største og mest kraftfulde raketter.

NASA's omdømme i den brede amerikanske befolkning er mere tør end en beskøjt efter 100 dage til havs, så den småsuspekte regeringsmand, Moe Berkus (Woody Harrelson), hyrer PR-specialisten Kelly Jones (Scarlett Johansson) til at gøre rumudforskning sejt igen.

Det er dog lettere sagt end gjort, da hun også skal navigere omkring den vrangvillige chef for Apollo 11-opsendelsen, Cole Davis (Channing Tatum), der ikke bare har tænkt sig at gøre, hvad der bliver sagt.

Endda selv om, at det er tydeligt for enhver, at de to har et særdeles godt øje til hinanden.

Stjernecharme

Hvad, der på papiret burde være en ret ligefrem rom-com, får et lille spin i form af den lyssky Moe Berkus.

Han vil nemlig være sikker på, at hele verden ser, hvor seje amerikanerne er, når de som de første mennesker lander på månen. Derfor kommanderer han Kelly til at iscenesætte en falsk månelanding. For der er naturligvis ikke plads til tilfældigheder, når der drejer sig om en international begivenhed.

Til det indhenter hun reklamefilmenes svar på Stanley Kubrick, den excentriske og selvhøjtidelige instruktør og ven, Lance Vespertine (Jim Rash).

Hvad, der umiddelbart ud fra det her fyldige resume, kunne være en skøn og lidt gakket arbejdspladskomedie, bliver desværre trukket i langdrag.

Skuespillerne gør ellers, hvad de kan.

Der findes næppe to mere charmerende mennesker end Scarlett Johansson og Channing Tatum til hovedrollerne.

Halvdanske Johansson har mest at arbejde med, da Kelly Jones har en svindlerfortid, der fint forklarer hendes evner til at imitere alskens accenter og overtale diverse politikere og forretningsfolk til at gøre, som hun vil have.

Tatum er en mere direkte, "all-american" mand, der dog har et traume tilbage fra Apollo 1-missionen, hvor astronauterne brændte levende, mens raketten stod på jorden. Der er godt med indestængte følelser og vrisne udbrud, kombineret med en fremragende kemi med Johansson.

I rummet kan ingen høre dig grine

Langdraget består i optakten til delplottet omkring den falske månelanding, Projekt Artemis.

Vi bruger lang tid på at se, hvordan Kellys ankomst skaber ravage i det lettere konservative NASA-miljø. Reklamekampagner og sponsorater bliver inkorporeret i virksomhedens DNA, og det er ærlig talt lidt kedeligt.

Det er ikke gakket nok, hvor det ellers utømmelige potentiale af nørdet personage hos NASA sjældent får lov til at udfolde sig. Fokussen er meget på hovedkaraktererne og de store navne.

Jim Rash er selvsagt en scenestjæler, præcis som han var det i komedieserien Community. Fans af den vil snildt kunne genkende karaktertræk fra rektoren, Craig Pelton, i den pompøse instruktør, Lance Vespertine. Skuespilleren er skarp til den slags karakterer, der er designet til at fremprovokere grin, og det gør Rash med bravur i både repliklevering og fysisk komik.

Men at vi skal over en time ind, før den falske månelanding først rigtig kommer i spil, er sgu træls.

Formålet med Fly Me to the Moon virker derfor til at være en slet skjult reklamevideo til ære for NASA. I de senere år har agenturet haft mere trange kår end i storhedstiden, hvor politikkernes pengepung var lidt mere åbne.

Nu foregår rumopsendelser på tværs af nationer og i samarbejde med private virksomheder. På den måde virker det som om, at det store rumeventyr er stagneret. Ambitionerne fejler ellers ikke noget, hvor ’Artemis ’-programmet varsler mange nye, spændende tiltag om en tilbagevenden til månen – inklusiv en fast base på den lysende stenklump på himlen.

Fly Me to the Moon undgår at styrte ned, men nøjes med en ujævn maveplasker-landing. Kemien mellem skuespillerne er god, men historien, og dermed instruktør Greg Berlantis (Love, Simon) udførelse af Rose Gilroys manuskript, er ikke i topklasse.

Endnu en gang beviser Apples filmdivision, at de ikke har samme tæft for kvalitet som serie-pendanten, hvor serien For All Mankind er langt mere seværdig end denne ujævne rom-com.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: