Anmeldelse: Der er fuld smadder på tornadokræfterne i ’Twisters’

Det frodige, grønne græs på en af de mange endeløse marker i Oklahoma-landskabet blafrer roligt i vinden.

Ikke helt en sval brise, men heller ikke den absolutte stormstyrke, vi får at se senere i Twisters. Lige nu er det bare ganske almindeligt småblæsende.

Kate (Daisy Edgar-Jones) løber op på toppen af bakken og kigger på skyerne. De ligger tungt og volumenøst på himlen. Et uvejr er tydeligvis undervejs, men man skulle ikke tro det, når man kigger på hendes ansigt.

Øjnene stråler af glæde, og et kæmpe smil fylder hendes ansigt. Det er dét her, hun har ventet på. Kate er nemlig meteorolog-studerende og har en teori om, at hun kan standse tornadoer. Og i dag skal det føres ud i praksis for første gang.

Uden at afsløre for meget, går det bestemt ikke som forventet. Derefter springer filmen fem år frem i tiden, og Kate arbejder nu i New York.

Hendes gamle medstuderende og kollega Javi (Anthony Ramos) opsøger hende med at tilbud, hun ikke kan afslå: Hun skal hjælpe ham med at placere avancerede radarsystemer omkring tornadoer, så de kan kortlægge vejrfænomenets anatomi og, forhåbentlig, finde en måde at bekæmpe dem på.

Kate giver tilsagn om at hjælpe ham i en uge, og hvilken uge det bliver. For klimaforandringer – selv om det specifikke ord ikke bliver nævnt – skaber mere og mere optimale betingelser for tornadoer. Der er flere af dem, især af de mest destruktive i kategorien EF5.

Skalaen går fra 1 til 5 og indikerer, hvor meget skade en tornado laver på naturen og ikke mindst huse og andre menneskeskabte konstruktioner, som ligger på tornadoens ødelæggende vej.

Og i Twisters er destruktionen større end nogensinde på den berygtede ’tornado alley’ i midten af USA.

En normal helt

Filmen er en selvstændig efterfølger til Twister fra 1996. Små referencer hist og pist igennem Twisters forbinder de to værker, men ikke på en måde, hvor indgående kendskab til forgængeren er en forudsætning for at forstå den nye film.

Selv om det er Oscarvinderen Lee Isaac Chung (Minari), der sidder i instruktørstolen, kunne man i højere grad have ønsket, at det også var ham, som havde skrevet manuskriptet til Twisters.

For ganske vist var Mark L. Smith medforfatter på manuskriptet til The Revenant, men udover den, er det ikke ligefrem pletskud, der pryder hans CV.

Heldigvis er Chung så dygtig en instruktør, at han formår at få det maksimale ud af Smiths manuskript.

At han så også har en samling skuespillere, der forstår hvilken slags film, de er med i og forsøger at skabe sammen, er selvfølgelig en kæmpe bonus. For det er, utroligt nok, ikke altid givet.

Daisy Edgar-Jones er et rygende fyrtårn i hovedrollen. Kates indgroede begejstring for de spektakulære vejrfænomener fanger hun perfekt. Endda i en sådan grad, så det er svært ikke selv at hoppe på et fly og fare ud for at fange en tornado selv.

Men den anden side af mønten, den arrede efter strabadserne fem år tidligere, sidder også skarpt. En ting er det store ar, som sidder på hendes venstre lår, noget andet er den angst og frygt, der ikke helt vil give slip.

For det var hendes teori, som hun, vennerne og kæresten skulle ud og efterprøve den dag for fem år siden. Og nu er der kun Javi tilbage. Indenfor actionfilmens genrebegrænsninger bliver det fint sat i scene. Og Edgar-Jones er god i alle de facetter af skuespil, rollen kræver af hende.

Ikke mindst som Twisters utvetydige og handlekraftige helt.

Tornado-cowboy med schwung i

Anthony Ramos som vennen Javi er tilpas retskaffen, med en lille suspekt kant, så han fremstår som en nuanceret figur med hjertet på rette sted. Men også til salg for den rette sum, hvis det giver ham midler til at nå et mere nobelt mål.

Og så er der Glen Powell, som tornado-cowboyen, Tyler.

Hvis ikke Powell og Matthew McConaughey snart spiller brødre i en film, er den mest gyldne mulighed i filmindustrien lige nu spildt. For det er unægtelig svært ikke at tænke på Oscarvinderen, når man ser Powell i aktion.

Texanerne har den samme smittende charme og evner ubesværet at slå over i en mere alvorlig tone, uden at det stikker uelegant ud.

Han tilføjer den rette mængde fjol og ”flot fyr”-faktor til, at det virker troværdigt, at Tyler har lige knap en million følgere på YouTube. For helt ærligt, hvem vil ikke sidde og se på ham gøre dumme ting i og omkring tornadoer?

Og dumme ting, det bliver der gjort, så som at skyde fyrværkeri op inde i en tornado. Og en ildtornado! Ja tak og kæmpe tjek!

Alligevel står det klart, at der er en mening med den slags. Ja, videnskaben er måske lige til den overdrevne ende, men come on, Twisters er ikke en dokumentar eller forsøger at lade som om, at den er.

Der er masser af tornado-hærgen, og de knap 30 års udvikling på CGI-fronten kommer i den grad den nye film til gode. Skønheden i det monstrøse skinner klart igennem samtidig med, at de brutale kræfter indgyder respekt.

Kombineret med de gudesmukke billeder fra staten Oklahomas mange flotte vidder, er Twisters et godt bud på en moderne actionfilm. Skuespillet er godt, plottet nogenlunde sammenhængende og actionsekvenserne har den rette mængde riv i sig.

Er det årets bedste actionfilm? Nej, men der er masser af knald på, og den slags film skal ses i biografen på et stort lærred og med god lyd.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: